Drømmen om eget kollegieværelse

Tonerne fra et klaver fylder underetagen. Pedalen er i bund, og alle tangenter i brug. Abdullah Abdulrahman sidder ved det ene af to klaverer, der står langs endevæggen, knap så hensigtsmæssigt med to meters mellemrum. Om 20 dage bliver syriske Abdullah 18 år. Han flygtede til Danmark for otte måneder siden og har boet i flere forskellige asylcentre i Danmark.

Han bruger YouTube til at lære sig selv at spille musik. Hans ven fra ungdomsskolen har lært ham at spille Mester Jakob og Happy Birthday. Abdullah har fået en violin i gave fra børneasylcentret, men det er svært at spille.

”Man skal begynde som ung, ligesom Carl Nielsen, den danske komponist,” forklarer han.

”Føler jeg mig alene eller bliver ked af det, kan jeg altid gå herned og spille klaver og snakke med de andre. Det er godt,” fortæller Abdullah.

Alligevel glæder han sig til at få sit eget. Han håber på at kunne få et kollegieværelse i København om en måned eller to, da han starter i 10. klasse.

”Jeg vil helst bo alene, da jeg skal studere. Jeg kan ikke lave lektier, hvis der er larm.”

Abdullah har lært meget mere dansk den sidste måned af at tale med danskere, end han har de otte måneder på asylcentrene. Han går til fodboldtræning tre gange om ugen, hvor han spiller fodbold og lærer dansk. Han er den eneste fra Syrien på holdet, og det har været en stor hjælp til at forstå det danske.

Abdullahs mor og far opholder sig i Tyrkiet, og de tør ikke tage flugten over Middelhavet.

”Min mor er bange for havet. Hun kan ikke svømme,” fortæller han.

Så han tog selv turen til Grækenland i gummibåd med sin onkel og fætter.

Selvom Abdullah savner sine forældre og vennerne i Tyrkiet, føler han sig fri i Danmark.

”I Tyrkiet studerede jeg ikke. Men det gør jeg her. Jeg vokser selv, jeg passer på mig selv, og jeg undværer mine forældre.”

Boligen nr. 9 - 2016