Indblik: Løsladt til gæld og hjemløshed

Han har afsonet sin straf og er parat til at forlade sin kriminelle løbebane for at starte på en frisk. Men det kræver et tag over hovedet, og han flytter sig i sneglefart på kommunens venteliste til en almen bolig:

”Jeg har ikke plads til andet i mit hoved, end at jeg mangler et sted at bo. Derfor bliver jeg hurtigt ophidset, stresset og irriteret på andre mennesker,” siger Tom Rostved, der er 43 år og har tilbragt næsten halvdelen af sit liv i en trang fængselscelle.

For fem år siden viste Gud ham vejen tilbage til et liv uden stoffer og kriminalitet. Siden den dag har han været stoffri og har sågar skrevet en bog om sit liv. Han er også en aktiv foredragsholder for folkeskole- og gymnasieelever. På papiret er Tom Rostved en fri mand. I virkeligheden bor han på et lille værelse på en pension, der fungerer som svingdør imellem fængselsopholdet og livet under åben himmel.

Han var taknemmelig for det halve år, han var tvunget til at tilbringe på pensionen, da han skulle prøveløslades i foråret. Men perioden er for længst overskredet, og det er kun et spørgsmål om tid, før institutionen smider ham på gaden.

Farlig forbryder på venteliste

”Jeg undrer mig over, at det kan være så svært at få hjælp til at finde en bolig. Jeg gør alt, hvad de beder mig om. Jeg går ikke engang over for rødt lys,” siger han og sender mig et skælmsk smil, der afslører et sort hul imellem tænderne.

Han er i gang med at få ordnet gebisset, fortæller han. Det er et af stoppestederne på ruten imod et liv uden kriminalitet. Han vil blende ind i mængden, og de nedslidte tænder får ham til at ligne en forbryder.

Han har selv skrevet sig op hos ti forskellige boligselskaber, der har adgang til afdelinger fordelt over det meste af Sjælland. Men han frygter, at de dømmer ham ude, hvis de opdager, at han har været en ”farlig forbryder” i sin fortid. Han står også på venteliste hos Københavns Kommunes afdeling for boliganvisninger.

Tom Rostved vil helst bo i storbyen eller omegnskommunerne, fordi der er mange fornuftige aktiviteter, som kan aflede kriminelle tankemønstre. Vigtigst af alt vil han bo i nærheden af sine to teenagebørn, der bor i udkanten af Roskilde sammen med deres mor og papfar:

”Jeg øver mig i at finde lykken i de helt små ting.  Det bedste er mine børns øjne, når jeg kommer for at hente dem. Jeg har aldrig følt sådan før. Jeg har altid været bedøvet af stofferne og det kriminelle miljø. Nu sætter jeg pris på dem,” siger han.

Selvom han helst vil bo tæt på børnene, skal han holde sig fra Roskilde. Han har hverken lyst til at se sine ofre eller sine tidligere venner i øjnene. Han skal ikke fristes af det kriminelle miljø og er bange for, at nogle af ofrene vil hævne sig på ham.

”Jeg får ikke mulighed for at starte forfra i Roskilde. Jeg var et rigtigt dumt svin. Jeg kørte rundt i store biler og røvede banker og mente, at hr. og fru Danmark var nogle tosser. Nu kan jeg godt se, at det var dem, der havde skoene på.”

Fange nummer 8289 for altid

Tom Rostved trækker et eksemplar af sin bog op af tasken. ”Fra kokain til Café Latte” er titlen, og han går i gang med at skrive en hilsen på første side. Han underskriver hilsenen med sit fulde navn og tallet ”8289”.

Det er hans fangenummer og minder ham om, at han var fængslets nummer 89, der kom bag tremmer i 1982. Fangenummeret er blevet en del af ham, fordi han  har båret det med sig i så mange år. Det samme er hans kriminelle fortid. Han bliver jævnligt hjemsøgt af mareridt om de mennesker, han har gjort fortræd.

Barndommen med en alkoholiseret far, der slog sine børn, spøger også i kulissen. Tom Rostved er på førtidspension på grund af diagnosen PTSD – posttraumatisk stress syndrom. Sygdommen betyder, at han er i konstant alarmberedskab og dagligt genoplever fornemmelsen af at være fanget i en trang fængselscelle.

Men det er ikke kun mareridt, der plager ham. Når han slår øjnene op, husker han samtidig den massive gæld, han skylder skattevæsenet. Næsten to millioner kroner lyder de samlede sagsomkostninger på, og han regner med at afdrage på gælden resten af sit liv.

Han har også en mindre gæld til sit tidligere boligselskab, som sendte fogeden ud, mens han var i fængsel. Han får jævnligt boligtilbud. Men han takker nej, hvis huslejen ikke kan betales af en førtidspensionist med gæld. Han bruger ventetiden på at gøre rent på toiletterne på pensionen, hvor han bor. Det er hans faste arbejdsopgave og giver ham et holdepunkt i dagligdagen. Når han ikke gør rent, isolerer han sig på værelset.

”Jeg har haft 17 voldsdomme. De er stort set alle sammen lavet inde i fængslet,” siger Tom Rostved, der glæder sig til at bo op ad mennesker, der færdes uden for det kriminelle miljø.

”Det tager rigtig lang tid at blive en god borger igen, når man har de mekanismer på rygsøjlen, som jeg har. Jeg er slet ikke i mål endnu. Fængslet havde en enkelt socialrådgiver ansat, der skulle tage sig af 60 mennesker. De havde slet ikke ressourcerne til at hjælpe mig.”