28. DEC. 2015 KL. 00:00
Indblik: Udlejere - Vi skal spille en stor rolle
28. DEC. 2015 KL. 00:00
Strømmen af asylansøgere har skabt et stort pres på det tyske boligmarked. Boligen har besøgt boligmarkedets parter, en lejer- og en udlejerorganisation, til en snak om flygtninge og om fremtiden.
Den tyske pendant til BL, ”Die Wohnungswirtschaft Deutschland”, har 3.000 medlemmer, som tilsammen administrerer 5,7 millioner boliger med 13 millioner beboere. Ud af Tysklands 81 millioner store befolkning svarer det til omkring 15 procent. Boligen mødte organisationens administrerende direktør, Dr. Christian Lieber-knecht, til et interview.
Hvad er jeres største udfordring i forhold til at finde boliger til flygtninge?
”En stor udfordring er, at vi i vores eksisterende boligmasse har en del tomme boliger, specielt i Østtyskland. Men de er ledige af strukturelle årsager, som opstod lige efter genforeningen i 1990, hvor folk begyndte at flytte væk på grund af manglen på arbejde. Selvom en del af boligerne stadig er brugbare, kan man ikke bare placere flygtningene her, da manglen på infrastruktur, faciliteter og job vil skade deres integration.”
”Hvor 12 procent af vores boliger i Østtyskland i gennemsnit er ledige, er tallet i de større byer som Berlin, Hamburg, München og Frankfurt kun omkring to procent. Her skal der derfor bygges en masse boliger,” siger Dr. Christian Lieberknecht.
Königsteinernøglen
Når flygtninge ankommer til Tyskland, bliver de fordelt rundt i de 16 delstater efter den såkaldte ”Königssteinerschlüssel”, der ud over befolkningstal også tager hensyn til de forskellige delstaters økonomiske formåen. De fattigere delstater i øst tager derfor forholdsvis færre flygtninge end rigere delstater i vest.
Bør man ændre på Königsteinernøglen, så der kan komme flere flygtninge ud til jeres tomme boliger i Østtyskland?
”Internt i delstaterne, hvor Königsteinernøglen også bruges, kan man dog godt ændre på fordelingen, så der kommer færre flygtninge ud i landområderne og flere til byer i øst som Rostock og Dresden. Det er delstaterne frie til at gøre, men de undlader i nogle tilfælde bare at udnytte den mulighed.”
”Selvom det kan virke som en god mulighed for at få fyldt vores tomme boliger op, bør man først og fremmest se på, hvad der er bedst for flygtningenes integration.”
Hvor mange bliver?
Skal I bygge permanente boliger til alle de mange flygtninge, eller forventer I, at nogle af dem rejser hjem igen?
”Det er et godt spørgsmål, som er svært at svare på. Man kan se på fortiden, som viser, at omkring 40 procent af de flygtninge, som kommer, bliver i landet i længere tid, mens 60 procent rejser hjem. Men jeg er ikke sikker på, om man nødvendigvis kan bygge sine forudsigelser om fremtiden på de tal. Måske bliver 60 procent i Tyskland, og måske bliver kun 25 procent.”
Så hvilke tal regner I med, når der skal bygges boliger til flygtninge?
”Her bør man se på de lokale forhold. Det tager vores medlemmer selv stilling til, og de er nødt til at komme med nogle formodninger. Ingen kan garantere noget, men man kan for eksempel se på, om der i det område er mange i nødlejre og midlertidige boliger.”
Kan blive dyrt
”Vi vil helt sikkert spille en større rolle end de fleste andre organisationer. Vores medlemmer er de første, som kommunerne spørger, når de skal placere flygtninge, og vi har allerede en masse flygtninge i vores boliger, som har boet der i årtier. Det har givet vores medlemmer en masse god erfaring. Så vi forventer en masse arbejde i fremtiden, både for os, men specielt for vores medlemmer.”
Betyder det, at flygtningestrømmen er en god forretning for jer?
”Måske, men det kan også blive dyrt. Hvis vi ikke forbereder os godt nok, kan nogle områder pludselig blive fyldt med flygtninge, og så mister vi nogle af de lejere, vi gerne vil beholde.”
Om skribenten