07. APR. 2021 KL. 09:37
Mistanke om bedrageri for over 15 millioner
07. APR. 2021 KL. 09:37
I perioden fra 2011 til 2020 er Østjysk Bolig systematisk blevet udsat for bedrageri. Ifølge Aarhus Kommune er de mange penge indsat på private konti og brugt på blandt andet dyre vine og restaurantbesøg.
I sidste uge kunne Fagbladet Boligen fortælle, at Østjyllands Politi har rejst sigtelser mod flere personer, der er ansat i Østjysk Bolig. Og at sigtelserne hænger sammen med den sag, der i efteråret 2020 medførte en bortvisning af boligorganisationens direktør.
Da sagen begyndte, var det på en mistanke om underslæb for 370.000 kroner.
Ifølge formanden for Østjysk Bolig, Katja Hillers, er det reelle beløb, som der er bedraget for, tættere på 20 millioner kroner.
”Jeg blev i går orienteret om hovedtrækkene i den advokatundersøgelse, der er foretaget af advokatfirmaet Kromann Reumert, som blev iværksat som følge af den mistanke om underslæb,” siger Katja Hillers, der er organisationsbestyrelsesformand for Østjysk Bolig.
”Jeg er rystet over omfanget af den svindel, undersøgelsesrapporten beskriver er foregået i årene 2011-2020. Da vi i efteråret blev gjort opmærksom på, at der formentlig var noget helt galt, havde jeg slet ikke fantasi til at forestille mig, at det drejede sig om et beløb på næsten 20 millioner kroner”.
Advokatundersøgelsen, som formanden for Østjysk Bolig henviser til, blev i efteråret igangsat af Aarhus Kommune og boligorganisationen i fællesskab.
7.000 kroner pr. lejemål
Hvis beløbet, der er bedraget for løber op i 20 millioner kroner, kan det ifølge Katja Hillers få store konsekvenser for lejerne.
”Det er et kæmpestort svigt, da det jo er os beboere i Østjysk Bolig, der er blevet besveget for disse ufatteligt mange penge. Jeg er både vred over og ked af, at det her har kunnet lade sig gøre, og at det delvist er sket på min vagt som formand i Østjysk Bolig,” siger hun.
Om Østjysk Bolig
Østjysk Bolig beskæftiger 70 medarbejdere og har 2.839 boliger i 39 afdelinger, bl.a. Præstehaven og Bispehaven i Aarhus.
Umiddelbart efter afskedigelsen af boligorganisationens tidligere direktør, valgte boligorganisationen at lade administrationsselskabet Lejerbo varetage forretningsførelsen af virksomheden frem til den 30. juni 2021.
Dyre vine
Advokatundersøgelsen er af hensyn til politiets videre efterforskning endnu ikke offentliggjort. Så der er meget få detaljer tilgængelige. Men en pressemeddelelse udsendt af Aarhus Kommune, der er boligorganisationens tilsynsmyndighed, peger på overførsler til uvedkommende bankkonti for samlet 9,3 millioner. Dækning af private restaurantbesøg og indkøb af dyre vine for 2,2 millioner. Private udgifter skjult i boligforeningens byggeregnskaber for en million samt mistænkelige indbetalinger fra en storleverandør på 7,4 millioner kroner, som blandt andet er blevet brugt til at afbalancere forskellige konti i Østjysk Boligs regnskab, som er blevet benyttet til at dække de private udgifter.
”Politiet har fået den fulde rapport, og er i gang med at vende hver en sten. Vi er selvfølgelig behjælpelige i det omfang, der er behov for det. Vi håber og forventer, at alle, der har bidraget til det her vil blive stillet til ansvar,” siger Katja Hillers.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvem og hvor mange, der er sigtet i sagen.
Tabet skal begrænses
”Vi vil hurtigst muligt indkalde vores øverste myndighed, repræsentantskabet, til et ekstraordinært møde, hvor vi vil redegøre for undersøgelsens konklusioner, jeg vil stille mit formandsmandat til rådighed. Jeg kan allerede nu sige, at bestyrelsen vil anbefale, at der skal vælges en ny revisor på baggrund af den sønderlemmende kritik, undersøgelsen rejser af vores nuværende og mangeårige revisor,” siger Katja Hillers
”Vi tænker naturligvis allerede på, hvordan vi kan lave en tabsbegrænsning for vores beboere, ved brug af fx vores forsikringer og erstatningskrav, men det er for tidligt at sige mere om”, fortsætter hun.
På fredag mødes Katja Hillers og den indsatte administration for Østjysk Bolig med Aarhus Kommunes tilsyn.
”Der forventer vi at få uddybet advokatundersøgelsens indhold, og sammen med kommunen aftale, hvad der mere konkret videre skal ske. Indtil da har vi ikke overblik over, hvorvidt det vil få følger for andre end den allerede bortviste direktør. Endelig skal vi også have et overblik over, hvilke leverandører der har medvirket til svindlen, afslutter Hillers.
Læs senere
Flere er sigtet hos Østjysk Bolig
Lejerne i Østjysk Bolig skal ikke betale for svindlen
Aarhus Kommune sætter Østjysk Bolig under administration
Om skribenten
Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Kontanthjælpsreformen er vedtagetRegnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Kontanthjælpsreformen er vedtagetMest læste
Se alle artikler (3003)0