24. SEP. 2026 KL. 12:00
Elever fra almene boligområder er overrepræsenterede på udfordrede skoler
På landsplan går knap 5.000 eller 7,2 procent af alle Danmarks unge i 9. klasse på de 100 lavest præsterende folkeskoler. Blandt elever, der bor i almene boliger, er andelen 11 procent. Foto: Simon Jeppesen
24. SEP. 2026 KL. 12:00
En ny analyse fra BL – Danmarks Almene Boliger viser et markant sammenfald mellem de mest fagligt udfordrede folkeskoler og almene boligområder. BL bakker op om regeringens varslede skoleløft. Men indsatsen bør tænkes sammen med de boligsociale indsatser, der allerede arbejder med børnene og deres familier.
Regeringen vil fra starten af skoleåret i 2027 løfte det faglige niveau blandt eleverne på de 100 folkeskoler med de laveste præstationer. Det fremgår af det politiske grundlag, regeringen fremlagde den 2. juni i år. Og ønsket er højt prioriteret.
Da regeringen den 19. august i Spejlsalen på Christiansborg fremlagde sit arbejdsprogram for efteråret, stod ønsket om at løfte de mest udfordrede folkeskoler øverst.
”Mere end hver 10. elev forlader folkeskolen efter 9. klasse uden at bestå afgangsprøven i matematik og dansk. Og på nogle skoler er det mere end hver femte. Det er et kæmpe svigt. Det er tusindvis af børn og unge, der på forhånd er blevet sat bagud i livet. Vi ønsker at sætte massivt ind på folkeskolen. Det gør vi økonomisk og fagligt. Og det haster,” sagde statsminister Mette Frederiksen i forbindelse med præsentationen af arbejdsprogrammet.
Elever fra almene boligområder overrepræsenteret
En ny analyse fra BL – Danmarks Almene Boliger viser, at børn og unge fra almene boliger er markant overrepræsenterede på de skoler, hvor eleverne klarer sig dårligst.
BL har taget udgangspunkt i de 100 folkeskoler, hvor andelen af niendeklasses elever, der består dansk og matematik i skoleåret 2024/25 er lavest. Regeringen har endnu ikke fastlagt den endelige model for, hvordan de 100 skoler i regeringens initiativ skal udpeges.
På landsplan går knap 5.000 eller 7,2 procent af alle Danmarks unge i 9. klasse på de 100 lavest præsterende folkeskoler. Blandt elever, der bor i almene boliger, er andelen 11 procent.
”Vi er meget glade for regeringens ambition om at løfte de skoler, hvor eleverne har de største faglige udfordringer. Vores analyse viser meget tydeligt, at børn fra almene boligområder er overrepræsenterede på netop de skoler. Det understreger, hvor vigtigt regeringens fokus på de mest udfordrede skoler er,” siger Solveig Råberg Tingey, viceadministrerende direktør i BL - Danmarks Almene Boliger.
Sociale forhold slår tydeligt igennem
Blandt elever fra almene boligområder er sandsynligheden for at gå på en af de 100 mest udfordrede skoler særlig høj, hvis forældrene har lave indkomster eller korte uddannelser.
Mere end halvdelen af 9. klasse-eleverne fra almene boligområder i de 100 mest udfordrede skoler, kommer fra familier, som tilhører den femtedel af befolkningen med de laveste indkomster. Det samme gælder forældrenes uddannelsesniveau.
Analysen viser samtidig, at udfordringerne for børn og unge fra familier med færre økonomiske og uddannelsesmæssige ressourcer i den almene sektor ikke alene findes på de 100 skoler. Mønstret er det samme på andre skoler.
Boligsociale indsatser gør en forskel
Regeringen er opmærksom på, at børn og unges forhold uden for skolen spiller en betydelig rolle for deres muligheder og præstationer på skolen. I regeringsgrundlaget lægger regeringen således op til, at alle kræfter, der er rundt om folkeskolen, skal engageres i projektet med de 100 skoler. Projektet skal samtidig bygge på indsatser, som man allerede ved virker.
At skolen og barnets øvrige liv hænger sammen, er velkendt i de boligsociale indsatser. Uddannelse og livschancer er derfor allerede et af de centrale indsatsområder i de boligsociale helhedsplaner, som Landsbyggefonden støtter. Her arbejder boligorganisationer, kommuner, skoler og andre lokale aktører blandt andet med læringsaktiviteter, fritidsjob, uddannelsesvejledning og støtte til børn, unge og familier.
”Vi ved fra de boligsociale helhedsplaner og omfattende evalueringer, at børn og unges muligheder for at klare sig godt i skolen også hænger sammen med deres trivsel, motivation og de rammer, de har omkring sig. De boligsociale helhedsplaner giver mulighed for at arbejde på tværs af skole, kommune, boligområde og andre lokale aktører. Vi når børn og familier på andre måder end gennem skolen alene. Det er et vigtigt supplement til skolens faglige indsats,” siger leder af afdelingen for socialudvikling under Landsbyggefonden, Aviaja Julie Sigsgaard.
Om BL’s analyse
Data om andelen af elever, der består dansk og matematik på skole- og kommuneniveau, er indsamlet fra det tidligere Børne- og Undervisningsministeriums uddannelsesstatistik. Beregningen er afgrænset til folkeskoler, hvilket betyder, at efterskoler og specialskoler ikke indgår i opgørelsen af de 100 ”lavest præsterende” skoler. Kun elever, der har aflagt prøver i 9. klasse, er medregnet.
Læs senere artikler
Tingbjerg Skole beviser at udfordrede skoler kan løftes
Den pressede skole i det udsatte boligområde
Alle kræfter skal med
Derfor bør regeringens ønske om at engagere alle kræfter rundt om folkeskolen ifølge BL – Danmarks Almene Boliger også omfatte de boligsociale indsatser, der allerede findes i en række af de almene boligområder, hvor mange af eleverne på de fagligt udfordrede skoler bor.
”Regeringen skriver selv, at alle kræfter omkring folkeskolen skal engageres. I en række almene boligområder har vi allerede stærke samarbejder mellem kommuner, skoler, boligorganisationer og civilsamfund, som hjælper børnene og familierne – også uden for skoletiden," siger Solveig Råberg Tingey.
”Det er oplagt at bruge og øge de boligsociale indsatser og erfaringer i regeringens satsning. Hvis vi vil skabe et varigt fagligt løft og større chancelighed. Et løft af folkeskolen bør tænkes sammen med øget boligsocial støtte,” siger Solveig Råberg Tingey.
Også geografisk betinget
BL-analysen viser også store geografiske forskelle i elevernes præstationer. Nogle kommuner har ingen skoler blandt de 100 lavest placerede, mens udfordringerne er langt mere koncentreret i andre kommuner.
Placeringen af den enkelte skole varierer dog betydeligt fra år til år. Af de 100 skoler, der placerer sig lavest i skoleåret 2024/25, var kun 37 også blandt de 100 lavest placerede året før.
Det understreger, at en rangliste over enkelte skoler ikke kan stå alene. Skoler kan bevæge sig på listen fra år til år. Omvendt viser analysen et socialt mønster: Elever fra almene boligområder – og særligt elever fra familier med lave indkomster og korte uddannelser – er overrepræsenterede på de fagligt mest udfordrede skoler.
Om skribenten
Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Elever fra almene boligområder er overrepræsenterede på udfordrede skolerRegnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Elever fra almene boligområder er overrepræsenterede på udfordrede skoler