Mette og Rasmus har arbejdet med marginaliserede unge i 12 år: Her er deres bud på, hvad der virker

I 12 år har Rasmus Christensen og Mette Bladt arbejdet med marginaliserede unge. De unge, der hænger på gaden, foran stationen eller i kiosken i boligområdet og kan være en kilde til utryghed.

Makkerparret har altid har insisteret på, at velfærdsløsninger ikke bliver lavet bag et skrivebord, men i virkeligheden og med inddragelse af dem, der skal bruge løsningerne.

Netop den tanke har gennemsyret deres arbejde med marginaliserede unge. Ofte er det unge med minoritetsbaggrund over 18 år, hvor hovedparten er bosat i og omkring udsatte boligområder i København med fare for eller allerede endt i en kriminel løbebane.

”En af de store årsager til, at marginaliserede unge ender med at opholde sig på gaden, er, at disse unge har lidt eller ingen adgang til de fællesskaber, vi som samfund betragter som positive og inkluderende. Samtidig kan der for nogle være den årsag, at hjemmet ikke bliver set som en reel base for at udleve et ungdomsliv. Blandt andet fordi størrelsen derhjemme kan være trang fysisk og mentalt, så det er svært at finde plads til et ungdomsliv. Det er noget, vi hører fra en stor del af de unge, vi har talt med,” forklarer Mette Bladt, der forsker indenfor stærkt marginaliserede unge og velfærdsløsninger.

Sidder på enorm viden

Mette Bladt og Rasmus Christensen, der har været projektleder for den tværgående boligsociale indsats ALL IN, har arbejdet sammen siden 2014. Indsatsen har haft aktiviteter i en stor del af de udsatte boligområder i København.

De har samtidig indgået i mere end 20 forskellige forsknings- og udviklingssamarbejder med mere end 550 unge på tværs af udsatte boligområder i København.

Med egne øjne har de set og afprøvet en række indsatser med marginaliserede unge, der ikke har samme levevilkår og mulighed som flertallet af unge i Danmark. De sidder altså på en enorm viden om, hvorfor unge med minoritetsbaggrund – eller dobbeltetniske, som de unge selv kalder sig – ender med at opholde sig mere på gaden end derhjemme.

”Det er vigtigt at forstå, at de unges primære sociale problem ikke er kriminalitet. Det er tværtimod ulighed og få materielle ressourcer, som fører til social eksklusion - og det er det, vi skal finde løsninger på, hvis vi reelt ønsker at forbedre disse unges livssituation og forebygge den kriminalitet, de ender med at begå,” fortsætter Rasmus Christensen, der i dag er programleder for Almen Trivsel i KAB-Fællesskabet.

Har skabt alt andet end et værested

Vil man læse en længere analyse om, hvorfor udsatte unge ender med at opholde sig i det offentlige rum, har Rasmus Christensen og Mette Bladt forfattet teksten – ’fordi vi ikke vil være fucking tabere’ – som kan findes her.

Rasmus og Mette vil hellere tale om, hvad der ifølge deres erfaringer virker, da Fagbladet Boligen møder dem til en snak om en særlig indsats, de gerne vil fremhæve.

Siden 2023 har de nemlig – i tæt samarbejde med de unge – udviklet et socialt og kulturelt tilbud for stærkt marginaliserede unge over 18 år, ofte med minoritetsbaggrund, der opholder sig i og omkring Hørgården på Amager. Tilbuddet er forankret i det kulturelle mødested Maskinhallen, hvor de med inddragelse af de unge har skabt et fysisk rum, der er blevet døbt Kulturcenter Sundholm.  

Og det er ”ikke et værested,” understreger de nærmest synkront.

”Kulturcenter Sundholm er en reaktion på et socialt og pædagogisk arbejde, som de unge ikke oplever, svarer tilstrækkeligt relevant på de mange, meget forskellige, og på kryds og tværs sammenhængende, sociale problemer, som de er ramt af,” uddyber Rasmus Christensen.

Målgruppen er den del af de unge over 18 år, som oplever mangel på fysisk og kulturel plads i samfundet og derhjemme. I København er det nemlig kun muligt at gå i ungdomsklub, til man er 18 år.

Kommer i et kulturcenter

At Kulturcenter Sundholm ikke skal opfattes som et opholdssted for unge, understreges af indretningen. Musikken er rolig, såkaldt low arousal, og rummet indbyder til, at de kan sænke skuldrene.  

Det første, de unge bliver mødt af, er en såkaldt ventesal, som man kender det, når man besøger lægen. Her er der mulighed for at slå sig ned, sænke skuldrene og have et trygt sted, hvor man kan være fri for alle de konflikter og problemer, som er til stede på gaden.

”Det er meget bevidst, at de unge først kommer i en ventesal, så de ikke bliver hængende. Det indikerer, at de skal videre. Der er heller ikke den slags møbler, som de gror fast i – og det er på baggrund af, hvad de selv har fortalt virker,” forklarer Mette Bladt.

I forlængelse af ventesalen er der i Kulturcenter Sundholm oprettet en social reception. Receptionen bemandes af to receptionister, som er de fagpersoner fra ALL IN, der også varetager ledelsen af hele Kulturcentret.

På mange måder minder den om en almindelig reception. Forskellen er blot, at de unge her kan bestille socialt arbejde. Grundtanken i den sociale reception er, at de unge får mulighed for at opsøge hjælp, når de er motiveret og føler sig klar.

”Med en receptionslogik vender vi det sociale arbejde om, så vi ikke hele tiden opsøger de unge og vil dem noget. I stedet venter vi, til de unge er klar og kommer til os. Der oplever vi, at motivationen for, at de rent faktisk henvender sig, stiger. Vi skal være klar, når de unge er klar,” supplerer Rasmus Christensen.

I den sociale reception kan de unge få hjælp til de udfordringer de oplever, fra den milde ende med hjælp til offentlige systemer (SKAT, MitID), hvordan de bliver skrevet op til en bolig eller kommer af med deres gæld. Til den tungere ende, hvor de kan få vejledning i forhold til statsborgerskab, uddannelsesvalg, lærlingeplads og fritidsjob. Til den tunge ende hvor de får hjælp til fx misbrugs-problematikker eller hjemløshed.

Flere unge hænger ved

For mange af de unge kan det være mere end et år siden, de sidst har været i kontakt med sociale indsatser.

”Derfor er der brug for, at det også sker i deres tempo, så de unge selv opsøger hjælp, når de er motiveret og føler sig klar,” uddyber Rasmus Christensen.

Indtil videre har mere end 85 procent af de besøgende unge efterspurgt social hjælp. Enkelte kun med en enkelt forespørgsel, men mange med mere end en forespørgsel, forklarer Rasmus Christensen.

Skal udvikles i samarbejde med den ægte velfærd

Kulturcenteret startede som et eksperiment med en fem måneders eksperimentperiode. I dag er det i normal drift og har åbent fra 16.30 til 21.30 hver mandag og tirsdag. Det er forankret i den boligsociale indsats Amagerplanen.

”Den sociale reception har vist sig at opnå kontakt til en gruppe, som historisk har vist sig meget svær for det sociale og pædagogiske arbejde at nå,” siger Mette Bladt.

”Vores resultater er, at vi holder en gruppe af unge væk fra gaden, vi giver dem adgang til socialt arbejde, og vi giver dem adgang til et samfund. Det har kæmpe betydning, både for samfundet og for de unge mennesker, der er meget langt væk fra samfundet og arbejdsmarkedet,” supplerer Rasmus Christensen.

Mette Bladt og Rasmus Christensen ser den almene boligsektor som en slags laboratorium, der er med til at udvikle nogle af de løsninger, som skal komme velfærdssamfundet til gode. For eksempel dét at få stærkt marginaliserede unge væk fra gaden og ind i uddannelse eller arbejde.

Udfordringen er, set med deres briller, at de gode løsninger også skal leve videre som et tilbud i velfærdssamfundet – også når midlerne til de boligsociale indsatser stopper.  

”Kulturcentermodellen er en model, der aflaster boligområder – og aflaster de unge. Nu skal vi finde ud af, hvordan vi samarbejder med den ægte velfærd. Hvordan laver vi smidige samarbejder og systemer, så det ikke kun er boligsociale medarbejdere, som bemander og udvikler de her steder. Hvordan får vi udviklet det?” spørger Mette Bladt retorisk.

De slutter af med at understrege, at det ikke er en kritik – men mere en opfordring til, at en model, hvor de gode løsninger – som vi kan se virker – rent faktisk bliver vedvarende indsatser.