18. SEP. 2024 KL. 09:40
Sophie Hæstorp imponeret af sundhedshus i Kildeparken
18. SEP. 2024 KL. 09:40
Ifølge social- og boligminister, Sophie Hæstorp Andersen, skal den ekstremt tætte koncentration af sundhedstilbud i Kildeparkens sundhedshus gentages i andre byer.
Social- og boligminister, Sophie Hæstorp Andersen, besøgte lørdag formiddag for første gang et alment boligområde siden udnævnelsen den 29. august.
Det var Kildeparken i Aalborg Øst under Himmerland Boligforening, der som de første kunne byde den nye minister velkommen.
Her besøgte hun blandt andet afdelingens sundhedshus, som tilbyder almindelige læger, forskellige speciallæger, fitness og mange andre sundhedsfremmende aktiviteter til afdelingens beboere og de mange andre, som bor i Aalborg. En med andre ord fremskudt, bred indsats, som har løftet beboernes sundhed.
Skal gentages i flere byer
Sophie Hæstorp Andersen, der som tidligere regionsrådsformand og overborgmester i København både har beskæftiget sig med boligpolitik og sundhedspolitik, tog tydeligt imponeret imod de mange nye indtryk.
”Her løfter et boligpolitisk tiltag sundheden. At et politisk område kan løfte et andet, er det jeg, jeg selv har arbejdet efter. Som regionsrådsformand var jeg med til at sikre, at vi fik socialsygeplejesker på hospitalerne. De forebyggede blandt andet, at man udskrev til hjemløshed. Jeg arbejdede også for at sikre læger i udsatte boligområder,” sagde Sophie Hæstorp Andersen.
”Det udspil, BL har udgivet sammen med KL, er der sat strøm til lige her. Den her ekstremt tætte koncentration af sundhedstilbud, man har udviklet her i kildeparken, skal vi have mere af. Og der ligger spændende perspektiver i at gentage det i andre byer,” fortsatte hun.
Barrierer skal væk
Ministeren er dog klar over, at det andre steder ikke er helt enkelt bare at realisere initiativer som dem i Kildeparken.
”Der er barrierer. Men man er jo ikke politiker, hvis man ikke har et ønske om at overkomme barrierer. Jeg glæder mig til i ministeriet at dykke ned i, hvordan det bliver nemmere for boligforeningerne, private, kommunerne, regionerne eller alle i et samarbejde at opføre en sundhedsbase som denne, der løfter i et område,” sagde den nye social- og boligminister, der også hæftede sig ved, at løftet af Kildeparken er sket i kombination med en renovering og en boligsocial indsats.”
Læs senere artikler
Sundhedsminister: Alment projekt er et fremragende eksempel på nærhed i sundhed
Fra tomme fælleslokaler til nye sundhedshuse: Her er fire bud på fremtidens almene sundhedsarkitektur
Nærhed i sundhed: Nyt partnerskab skal bane vej for flere lokale sundhedssamarbejder
Om skribenten
Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Regeringen foreslår ny gymnasie-uddannelseRegnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Regeringen foreslår ny gymnasie-uddannelse