21. SEP. 2023 KL. 10:00

Se, hvem der bor i de almene boliger

BL

68 procent af de almene beboere er enlige. Af dem er 41 procent kvinder. Foto: Simon Jeppesen

Landsbyggefondens beboerstatistik 2022 viser, at 970.000 personer bor alment. Men hvem er de knap en million beboere? Det får du svar på her.

Knap 1 million mennesker bor i almene boliger – det er 1 ud af 6 personer i Danmark.

Er du nysgerrig på, om der bor flest kvinder, mænd, unge, gamle, enlige, familier, hvor mange der arbejder, og hvor meget de tjener? Så er Landsbyggefondens beboerstatistik det helt rigtige sted at dykke ned.

Den giver nemlig et detaljeret billede af beboersammensætningen i den almene boligsektor – og sammenligner med resten af landet.

Vil du bare have den korte version af Landsbyggefondens beboerstatistik, så læs med i artiklen her. Vil du hellere helt ned i detaljen, kan du klikke lige her på Beboerstatistik 2022.

7 ud af 10 bor alene

Lige over 20 procent af alle husstande i Danmark er almene – det svarer til 566.000 boliger. De fleste ligger i Region Hovedstaden og færrest i Region Nordjylland.

I snit bor der 1,7 personer pr. almene bolig – mod 2,2 personer i resten af befolkningen. Den gennemsnitlige almene husstandsstørrelse er størst i Region Hovedstaden med 1,9 personer og mindst i Region Nordjylland med 1,5 personer.

Med de tal i hovedet vil det ikke overraske, at der bor flere enlige i den almene boligsektor end i resten af landet. 68 procent af de almene beboere er enlige mod 40 procent i resten af befolkningen.

Af de almene beboere, som bor alene uden en anden voksen, er 41 procent kvinder og 27 procent mænd.

OM BEBOERSTATISTIKKEN

Landsbyggefondens beboerstatistik 2022 indeholder oplysninger om husstande i den almene boligsektor, og belyser beboernes sammensætning, arbejdsmarkedstilknytning, uddannelse, indkomstforhold samt til- og fraflytning fra sektoren sammenlignet med landet som helhed.

Derudover er der et særligt tema om beskæftigelsesfrekvensen i den almene boligsektor og en række centrale tabeller opgjort på kommuneniveau.

Fondens statistik om beboere i den almene boligsektor er baseret på oplysninger fra Danmarks Statistiks Forskerservice og Landsbyggefondens stamdatabase opgjort pr. 1. januar 2022.

Kilde: Landsbyggefonden

3 ud af 10 er indvandrere og efterkommere

30 procent af de almene beboere er indvandrere og efterkommere – mod 11 procent i resten af befolkningen. Det er tal, der har ligget ret stabilt de sidste 4 år.

Der er stor forskel på, hvor i landet de almene indvandrere og efterkommere har bosat sig. Den største andel på 35 procent bor i Region Hovedstaden, mens der kun bor 20 procent i Region Nordjylland.

Af de knap 300.000 indvandrere og efterkommere, der bor alment, kommer 45.000 fra vestlige lande og 246.000 fra ikke-vestlige lande.

De fleste ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i den almene boligsektor er fra Tyrkiet og Syrien.

6 ud af 10 er i beskæftigelse

Hvordan står det så til med beskæftigelsen i den almene boligsektor?

346.000, eller 62 procent, af de almene beboere er i beskæftigelse – mod 83 procent i resten af befolkningen.

Blandt mænd og kvinder af dansk oprindelse i den almene boligsektor er 63 procent af mændene i arbejde og 61 procent af kvinderne. Jo højere uddannelsesniveauet er, jo højere er beskæftigelsesfrekvensen blandt beboerne.

For mænd med indvandrer- eller efterkommerbaggrund er beskæftigelsesfrekvensen på 63 procent mod 51 procent for kvinder. I temarapporten kan du se tallene fordelt på beboere fra vestlige og ikke-vestlige lande.

Grundskole som højeste uddannelse

Uddannelsesniveauet er lavere blandt personer i den almene boligsektor end i resten befolkningen.

35 procent af de almene beboere har en grundskoleuddannelse som højeste fuldførte uddannelse – mod 16 procent i resten af befolkningen.

Andelen med en lang videregående uddannelse i den almene boligsektor er 5 procent – mens det er 13 procent i resten af befolkningen.

Kigger man på, hvor mange i den almene boligsektor som var i gang med at tage en uddannelse i 2022, var det 16 procent mellem 18-64 år, hvilket svarer til 95.742 personer. Heraf var over 50 procent i gang med en mellemlang eller lang videregående uddannelse.

1 ud af 3 er offentligt forsørget

30 procent af de almene beboere er offentligt forsørgede – mod cirka 10 procent i resten af befolkningen.

Langt de fleste er på førtidspension (14 procent) eller kontanthjælp (7 procent).

Der er flest offentligt forsørgede i Region Syddanmark med 35 procent og færrest i Region Hovedstaden med 25 procent.

Indkomstforhold

I indkomståret 2021 var den gennemsnitlige personlige indkomst i den almene boligsektor 261.578 kroner for fuldt skattepligtige personer over 15 år – mens resten af befolkningen tjente 393.085 kroner i gennemsnit.

For beboere i den almene sektor er indkomsten steget med 13 procent siden 2017 – resten af landet har oplevet en stigning på 16 procent.

Vil du helt ned i detaljen bag alle kategorierne, så klik her.

 

Læs senere artikler

Nye tal: Sådan ser en almen bolig ud i 2023

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Fraflytninger i 2022: Se de nye tal fra Landsbyggefonden

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Anja Andersen 02823
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste