25. JAN. 2023 KL. 09:51

Tingbjerg bygger nye fællesskaber mellem almene og private beboere

Nye Privatejede Rækkehuse Deler Haverum Med Almene Boliger. Tingbjerg Foto Peter Melbye Andersen

Fælles haverum, p-pladser og legepladser. SAB og fsb har tænkt nye fællesskaber mellem almene og private beboere ind i byplanen for Tingbjerg.

Frem mod år 2030 flytter flere tusinde nye beboere til Tingbjerg i nybyggede private ejer- og lejerboliger. De første godt 100 private boliger står allerede færdige mellem de klassiske almene boliger i gule mursten, og de nye beboere er flyttet ind.

Men der skal ikke bare bygges boliger i den københavnske bydel. Der skal også bygges nye fællesskaber mellem beboere i almene og private boliger. Det har de almene boligorganisationer fsb og SAB haft fokus på, siden de startede byudviklingen i 2015.

”Vi har valgt at blande private og almene boliger omkring de enkelte haverum i byudviklingsplanen for Tingbjerg. Det har været grundlæggende for udstykningen af arealer, at de nye private ejer- og lejerboliger ikke har deres egne haver,” siger Lene Vennits, chef for Tingbjerg Bydelsforening.

”Ideen er, at alle deler haverum og legepladser. Der er også fælles parkering til biler og cykler. Fælles mødesteder giver et godt udgangspunkt for fællesskaber på tværs,” siger Lene Vennits, der har arbejdet med udviklingen i Tingbjerg siden 2010.

Fra 6.500 til 10.000 beboere

Tingbjerg har i dag cirka 6.500 beboere. Det stiger til op mod 10.000 beboere. Efter en årrække med butiksdød har bydelen de senere år tiltrukket et supermarked, et apotek, flere lægepraksisser og private investorer til op imod 1.000 nye boliger.

”De nye beboere skal være med til at sikre bylivsfunktionerne ved at handle lokalt, sætte deres børn i lokale institutioner og deltage i foreningslivet. Derfor er nye fællesskaber vigtige,” siger Lene Vennits.

Der er især to grunde til, at fsb og SAB satser på dele-strategien.

”Vi har i Frankrig og England set, at når man sælger byggegrunde med selvstændigt haverum fra, så bygger de private hegn om deres matrikel og isolerer sig. Det ønsker vi ikke sker i Tingbjerg. Samtidig vil vi også gerne bevare mest muligt af de grønne områder på almene hænder. De almene ejer haverummene, og de kan derfor stadig på afdelingsmødet beslutte at etablere nye faciliteter,” siger Lene Vennits.

Private ejere og lejere har adgang til fællesarealer og faciliter, og derfor bidrager de også økonomisk til dem. Det sker gennem Tingbjerg Bydelsforening, som er områdets nye fælles grundejerforening. Den har fsb, SAB og den private investor NREP som medlemmer og står for driften og vedligeholdelsen af fællesarealerne.

Artiklen fortsætter efter billederne. 

Milepæle i udviklingen af privat byggeri i Tingbjerg

2015: fsb og SAB’s organisationsbestyrelser samt Københavns Kommune godkender Byudviklingsstrategi, der indebærer privat boligbyggeri i Tingbjerg.

2017: De første lokalplaner vedtages. Første frasalg godkendes af fsb og SAB.

2018: fsb og SAB godkender Byudviklingsplan med NREP. Ny lovgivning stiller krav om en udviklingsplan, der reducerer andelen af almene familieboliger. 

2019: fsb og SAB godkender udviklingsplan, der især opfylder krav til udviklingsplan med nybyggeri. Planen godkendes i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

2021: Vedtægter for Tingbjerg Bydelsforening godkendes af fsb og SAB.

2022: Tingbjerg er ikke længere et udsat boligområde ifølge Indenrigs- og Boligministeriets liste over udsatte boligområder fra den 1. december 2022.

Fælles Mødesteder Giver Et Godt Udgangspunkt For Fællesskaber På Tværs, Siger Lene Vennits, Chef For Tingbjerg Bydelsforening.

1 / 3Fælles mødesteder giver et godt udgangspunkt for fællesskaber på tværs, siger Lene Vennits, chef for Tingbjerg Bydelsforening.

Her Ligger Nye Private Ejerrækkehuse I Et Grønt Område, Der Tilhører Almene Boligorganisationer. Foto Vandkunsten

2 / 3Her ligger nye private ejerrækkehuse i et grønt område, der tilhører almene boligorganisationer. Foto Vandkunsten

Jeg Tror, De Nye Beboere Kan Styrke Fællesskabet, Siger Anja Brinch, Formand For Afdelingsbestyrelsen I Fsb Tingbjerg.

3 / 3Jeg tror, de nye beboere kan styrke fællesskabet, siger Anja Brinch, formand for afdelingsbestyrelsen i fsb Tingbjerg.

Indretter haverum sammen

Både SAB og fsb vil invitere beboere i private boliger med til at beslutte, hvordan de grønne områder skal indrettes. Afdelingsbestyrelsen i SAB Tingbjerg vil især gerne have et samarbejde omkring legepladserne, fortæller formand Pernille Høholt-Larsen.

”Planerne er at få parterne til at mødes. Det er også for at gøre de nuværende beboere bevidste om, at vi faktisk har noget fælles her. Så skal man enes om, hvordan vi skal indrette gårdrum og legepladser, for det bliver jo også de legepladser, deres børn kan bruge,” siger Pernille Høholt-Larsen.

”Det er godt for bydelen at blive blandet. Det betyder ikke så meget for mig som pensionist, men det betyder meget for familierne og skolebørnene. For det med kun at gå i skole med nogen, der ligner en selv, det giver ikke nogen noget godt,” siger Pernille Høholt-Larsen.

Skal nå det gode sted

Anja Brinch er formand for afdelingsbestyrelsen i fsb Tingbjerg, og hun ser også mange muligheder i de nye beboere.

”Jeg tror, de nye beboere kan styrke fællesskabet, og jeg glæder mig da meget til, at der kommer nogle beboere med en anden baggrund, der har noget virketrang og en lyst til at være en del af Tingbjerg. Det synes jeg er superspændende,” siger Anja Brinch.

Men hun er også opmærksom på, at nogle almene beboere er nervøse for, om der opstår et A- og et B-hold blandt beboerne.

”Vi er enige i fsb’s bestyrelse om, at der ikke skal være en fortælling om et A- og et B-hold. Det handler om at være 100 procent positive, fordi vi skal nå det gode sted hen, hvor vi alle sammen er Tingbjerggensere og elsker vores bydel,” siger hun.

Flere fælles faciliteter

Anja Brinch håber, at bydelen med tiden får et fælleshus, som alle kan benytte, og hvor der kan drikkes kaffe, bookes lokaler til fritidsinteresser og holdes møder. Der er allerede planer om at opføre et mindre orangeri for alle beboere, fortæller Lene Vennits.

”Vi håber, der med tiden kommer flere andre fælles faciliteter i området. Vi kan realisere nogle af beboernes ønsker uden huslejestigninger, fordi man dels får penge fra salg af grunde, og dels fra de beløb, som investorer skal afsætte til at reetablere arealerne efter byggeriet. Orangeriet er besluttet på den konto,” siger Lene Vennits.

Husk at læse med i næste nyhedsbrev, hvor vi bringer fem gode råd, når private boliger rykker ind. 

Læs senere artikler

Stor succes i Tingbjerg: ”Det var ikke sket uden et fælles mål”

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Forløsningen ved at slippe af listen

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Tingbjerg er bedre end sit rygte

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2887 )

0

Læseliste