31. AUG. 2022 KL. 14:04
Majbritt er skizofren og afdelingsformand
![DSC8031](/media/kpyd3a01/_dsc8031.jpg?anchor=center&mode=crop&width=1580&height=889&rnd=133064288417470000)
Majbritt har lært at tackle sin skizofreni, så hun kan deltage i det frivillige arbejde i Isbjerg Parken i Varde. Foto: Simon Jeppesen
31. AUG. 2022 KL. 14:04
Da Majbritt Theilgaard Iversen flyttede til Isbjerg Parken i Varde, var hun forfulgt af destruktive stemmer. I dag er hun afdelingsformand og en kæmpe ressource.
Kan man være afdelingsformand og sætte gang i et utal af frivillige aktiviteter, når man har diagnosen ‘paranoid skizofren?’ Ja da. Det er 46-årige Majbritt Theilgaard Iversen et levende og farvestrålende bevis på.
Majbritt har nemlig arbejdet sig væk fra sin alvorlige sygdom og ind i boligområdets givende fællesskaber. Det har hun gjort med sin pensel, med et stort engagement i frivilligt arbejde og med teknikker til at holde stemmerne væk.
”I dag kan jeg sige til dem: SMUT så med jer. Mange gange har jeg stået og råbt af dem: I fucker bare af, I skal ikke larme i mit hoved, jeg vil have RO. Det får jeg. For det har jeg besluttet mig for at få."
Det lyder simpelt, men det har været hårdt arbejde at nå dertil.
Dårligt ry
Da Majbritt Theilgaard Iversen flyttede til Isbjerg Parken for 13 år siden, kom hun fra et voldeligt forhold. Hun havde angst og tankemylder, og provokerende stemmer fortalte hende konstant, at hun ikke var noget værd.
”Jeg havde det meget meget dårligt, da jeg flyttede herud. Jeg følte mig forfulgt og havde mange negative stemmer i mit hoved. Jeg mærkede konstant, min eksmand ånde mig i nakken,” fortæller Majbritt.
Isbjerg Parken så hun som en midlertidig boligløsning for hende og sine tre døtre. For området havde ikke det bedste ry.
”Jeg var præget af de dårlige fortællinger, der var om kvarteret. Jeg var negativt påvirket uden at vide, hvad det drejede sig om, eller hvordan det var at bo her.”
Om Majbritt Theilgaard Iversen
- 46 år og førtidspensionist
- Flyttede til Isbjerg Parken i Varde (AAB) for 13 år siden
- Er ‘paranoid skizofren.’ Det betyder blandt andet, at man kan lide af vrangforestillinger, hører stemmer og føler sig forfulgt. Majbritt har dog i dag ‘kun’ tankemylder.
- Er afdelingsformand og sidder i organisationsbestyrelsen i AAB Varde
- Er initiativtager til - og deltager i - et væld af frivillige aktiviteter