19. MAR. 2025 KL. 07:48
Tomme boliger bliver til lægeboliger i Holstebro

En ny aftale skal være med til at sikre boliger til læger i Region Midtjylland. Foto: Lejerbo
19. MAR. 2025 KL. 07:48
En ny aftale mellem Region Midtjylland og Lejerbo skal være med til at sikre fremtidens lægeboliger i Nordvestjylland.
Forestil dig, hvis man kan anvende tomme boliger til lægeboliger.
I Holstebro er det mere end bare en tanke. Region Midtjylland har nemlig stemt ja til en ny rammeaftale, hvor Lejerbo i Holstebro stiller 15 almene boliger til rådighed som lægeboliger.
Boligerne ligger i Asagården og Jættegården, som i længere tid har lidt under udlejningsvanskeligheder. På den måde slår man flere fluer med et smæk; bringer tomgangen ned og sikrer tidssvarende boliger til Yngre Læger, der er omfattet af en overenskomst, som betyder, at regionen skal stille en bolig til rådighed.
Aftalen løber som udgangspunkt i tre år og er indgået mellem Lejerbo, Region Midtjylland og Regionshospitalet Gødstrup.
”Regionen er i gang med en generel omlægning fra ejede til lejede boliger, og i Holstebro fandt vi, at den bedste løsning var et samarbejde med Lejerbo frem for de private udlejere, som var alternativet,” siger Finn Krogsgaard Jensen, som er Chefkonsulent for Byggeri og Ejendomme i Region Midtjylland.
”Fordelen for os er, at vi kan få dækket et varierende behov – nogle gange kan det være en enlig læge, og andre gange kan det være en læge med ægtefælle og børn - og her har Lejerbo været den bedste til at matche et skiftende behov. Samlet set er det vores vurdering, at det er her, vi får mest værdi for pengene,” fortsætter han.
Skal løfte boligområde
De 15 boliger kan lejes efter behov, og de vil variere i alt fra to- til femværelses lejligheder. For Bendix Jensen, forretningsfører i Lejerbo Holstebro, giver det god mening at stille tomme boliger til rådighed som lægeboliger.
Det passer godt ind Lejerbos visioner og arbejde med den nære sundhedsdagsorden.
Netop Asagården var en ud af fire cases, som NORD Architects har arbejdet med som konkrete eksempler på fremtidens sundhedsarkitektur i almene boligområder. Boligområdet har oplevet udfordringer med utryghed og tomgang i længere tid og står overfor en større omdannelse.
”Den nye rammeaftale passer rigtig godt ind i vores arbejde med den nære sundhedsdagsorden og med at løfte Asagården. Holstebro står samtidig med lægemangel, og her vil vi gerne være med til at sikre, at der et godt og varieret boligtilbud til de læger, der skal arbejde i regionen. Derfor er det helt oplagt at samarbejde om den dagsorden,” siger Bendix Jensen.
Henrik Gottlieb Hansen (S), formand for udvalget for bæredygtighed, teknologi og anlæg i regionen, ser også positivt på, at det i fremtiden er muligt at sikre et varieret boligtilbud i Nordvestjylland.
”Man ved, at der er vidt forskellige behov - nogle har brug for et sted med to værelser, mens andre kan have et større behov. Og det er vigtigt med lægeboliger i Holstebro, for vi skal sørge for at få nye læger til Nordvestjylland,” siger Henrik Gottlieb Hansen til Dagbladet Holstebro.
Ret til en lægebolig
Medlemmer af Yngre Læger har ret til at få stillet en lægebolig til rådighed i forbindelse med deres overenskomst. I Region Midtjylland har man altså valgt at gå med Lejerbo, som stiller 15 almene boliger til rådighed.
Læs senere artikler
Fra tomme fælleslokaler til nye sundhedshuse: Her er fire bud på fremtidens almene sundhedsarkitektur
Om skribenten

Niklas Asp Nielsen er uddannet journalist. Han sidder som indholdsredaktør på Fagbladet Boligen, skriver om den almene sektor og er samtidig en del af presseteamet i BL.
Seneste Artikel
Ekspertgruppe vil have almene løsninger frem i arkitekturenNiklas Asp Nielsen er uddannet journalist. Han sidder som indholdsredaktør på Fagbladet Boligen, skriver om den almene sektor og er samtidig en del af presseteamet i BL.
Seneste Artikel
Ekspertgruppe vil have almene løsninger frem i arkitekturen