05. MAR. 2025 KL. 08:43

Særlig aftale er med til at sikre udsatte veteraner et hjem

Veteran 2

Boliggarantien sker gennem et samarbejde med Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Veteranhjem Odense, Veterancenteret, FAB, Civica, Odense Boligselskab, Arbejdernes Boligforening Odense og Bosera. Den er netop blevet underskrevet. Foto: FAB

Odense indfører nu boliggaranti for udsatte veteraner. De almene boligorganisationer er en grundpille i den aftale.

Tidligere soldater, der efter udsendelse er havnet i hjemløshed, er garanteret en bolig i Odense.

Odense Kommune har nemlig indgået en bred samarbejdsaftale mellem flere boligorganisationer, kommunen og veteranhjemmet i Odense. 

Aftalen - Odense står sammen om Veteraner - er den første af sin slags i Danmark. Boliggarantien tager afsæt i de succesfulde erfaringer, som kommunen har fra Housing First-tilgangen. Den sikrer først udsatte borgere en bolig. Dernæst den nødvendige støtte, der skal til for at fastholde boligen og genvinde et solidt fundament i livet.

Både Civica, Odense Boligselskab, Arbejdernes Boligforening Odense, Bosera og FAB er med i aftalen. Det brede samarbejde på tværs af boligorganisationer, kommune og civilorganisationer er en kæmpe styrke, lyder det fra Jacob Michaelsen, direktør i FAB.

”Det er naturligt for den almene sektor at tage et samfundsansvar, og aftalen viser, at vi har et rigtig godt samarbejde i Odense, som vi løbende forfiner og ser, hvordan vi også kan etablere meningsfyldte indsatser for de borgere, som er udsatte. Og udsatte veteraner er en målgruppe, hvor de kan have særlige boligbehov, som vi kan hjælpe med,” fortæller Jacob Michaelsen.

En vital del af samarbejdet beror på, at der følger støtte med fra kommunen til den udsatte veteran, når vedkommende flytter ind i en almen bolig.

”Når vi i samarbejde skaber et godt setup omkring den udsatte borger, kan vi reagere med det samme. Det betyder, at vi som boligorganisation ved, hvem vi skal kontakte i kommunen, hvis der for eksempel opstår udfordringer. På den måde bliver rummeligheden blandt de andre beboere i afdelingen også større,” siger Jacob Michaelsen, der er glad for at være en del af en ”utrolig meningsfuld aftale”, som han formulerer det.

Kræver mere end blot en bolig

Odense er allerede en af de danske storbyer, der klarer sig bedst, når det kommer til at udrydde hjemløshed helt. Den nye boliggaranti til veteraner er heller ikke et udtryk for, at kommunen oplever en stigning i veteraner, der mangler en fast bolig. Det skal ses som en forebyggende aftale, siger Claus Houden, der er beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune.

“I Odense arbejder vi efter Housing First-tilgangen, og det betyder, at begrebet ’bolig’ skal opfattes som meget mere end blot et tag over hovedet. Det er vigtigt, at vi også hjælper med alt det rundt om selve boligen - herunder sociale tiltag. Derfor er det så glædeligt, at både Veteranhjem Odense, Veterancentret og boligorganisationerne hjælper os med at strikke individuelle tilbud sammen til vores veteraner,” siger Claus Houden og fortsætter:

”Boligorganisationerne har i sagens natur ansvaret for at stille konkrete boliger til rådighed. Men derudover har vi brug for deres opbakning, så vi i fællesskab kan finde den rette bolig til hver enkelt veteran. Det er boligorganisationerne, der kender deres boliger bedst. De ved præcist, hvilke afdelinger der bedst kan rumme en given lejer, der måske har nogle særlige behov - for eksempel til en placering i et roligt område,” siger han.

Claus Houden understreger, hvor vigtigt det brede samarbejde er for at kunne bekæmpe hjemløshed.

”Det drejer sig ikke kun om at få nøglen til en bolig. Der skal skabes et hjem, som kan fungere som en tryg ramme også for mennesker, der kan have det svært.”

Om Housing First

Housing First er en helhedsorienteret tilgang til hjemløshed, hvor borgeren tilbydes en selvstændig bolig i almindeligt boligbyggeri og samtidig modtager bostøtte. Det er en grundopfattelsen i Housing First, at boligen er en basal menneskeret. Et vigtigt element er derfor at sikre boligsituationen for at skabe den tryghed, der er en forudsætning for at forbedre livsbetingelserne for mennesker med psykisk sygdom, misbrug, sociale netværk osv. Borgeren får derfor intensiv social bostøtte, når han/hun flytter i egen bolig.

Veteran 3

Den brede samarbejdsaftale skal sikre både boliggaranti og social støtte til udsatte veteraner. Foto: FAB

Læs senere artikler

Boligdirektør: ”Vi tager hjemløsheden alvorligt – og det har båret frugt”

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Kan have komplekse udfordringer

De fleste veteraner kommer hjem og har en velfungerende hverdag. Men sådan går det desværre ikke for alle.

Flere rammes af lidelser som PTSD, kæmper med misbrug eller har fysiske mén. Og derfor er der også brug for støtte, når en udsat veteran flytter i egen bolig. Veteranhjem Odense kan i dag huse op til seks veteraner i en kortere periode og en vigtig del i at få samarbejdet til at fungere.

“Vi forbliver en tryg base for de veteraner, der får egen bolig som en del af garantien. Den første tid i eget hjem er ofte sårbar, og jeg er sikker på, at vi kan være med til at give den støtte, som kan gøre overgangen til at være i," lød det fra Hannah Merete Ussing, der er leder af Veteranhjem Odense, i forbindelse med samarbejdsaftalen.

Odense Kommune opretter samtidig boliggarantien ’VeteranTeam Odense’. Sammen med veterankoordinatoren bliver teamet ansvarlig for alle de sager, som vedrører veteraner i kommunen. Hensigten er at skabe tryghed, øge tilgængeligheden og sikre sammenhæng i de indsatser, som veteraner i forskellige livssituationer bliver hjulpet med.

Om skribenten

Jbn Niklas Asp 00579
Niklas Asp Nielsen

Niklas Asp Nielsen er uddannet journalist. Han sidder som indholdsredaktør på Fagbladet Boligen, skriver om den almene sektor og er samtidig en del af presseteamet i BL.

Seneste Artikel

Særlig aftale er med til at sikre udsatte veteraner et hjem

Niklas Asp Nielsen er uddannet journalist. Han sidder som indholdsredaktør på Fagbladet Boligen, skriver om den almene sektor og er samtidig en del af presseteamet i BL.

Seneste Artikel

Særlig aftale er med til at sikre udsatte veteraner et hjem

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3033 )

0

Læseliste