02. MAJ. 2024 KL. 09:00
Almen boligorganisation overtager strandet byggeprojekt

I dag står Boligorganisationen Tårnbyhuse som bygherre på det store skilt ved indgangen til byggepladsen. Foto: Heidi Andersen
02. MAJ. 2024 KL. 09:00
Boligorganisationen Tårnbyhuse vil videreføre byggeriet af halvfærdige ældreboliger i Tårnby. Et projekt, som oprindeligt var privatbyggeri, men nu bliver alment.
I Boligorganisationen Tårnbyhuse har direktør Torben Hansen lige underskrevet skødet på en forladt byggegrund med 28 halvfærdige ældreboliger på Amager.
Et alment byggesagsforløb, som ikke har været, som det plejer. Byggeriet blev nemlig i 2020 sat i gang af OK-Fonden med byggestart i januar 2022 – og dernæst opgivet, da entreprenørselskabet på byggeriet gik konkurs i sommeren 2022. Siden har byggepladsen stået tom og ventet på en ny ejer.
”Lige om lidt får vi nøglerne til byggegrunden og de påbegyndte rødstens-rækkehuse, som vi så starter forfra med som alment boligbyggeri. De skal danne ramme for 31 moderne ældreboliger med en god beliggenhed her i Tårnby. Det passer så fint ind i vores strategi med at bygge boliger til både unge og ældre,” fortæller Torben Hansen.
Sammen med Tårnby Kommune har Boligorganisationen Tårnbyhuse aftalt, at de overtager ansvaret for at færdiggøre og drive afdelingen med almene ældreboliger – som skal hedde Præstehaven. Kommunen får nogle af boligerne til anvisning, og resten går til boligorganisationens venteliste.
De første boliger skal efter planen står klar til indflytning i januar 2025.
Artiklen fortsætter under billedet.