15. MAR. 2023 KL. 15:27

Strategisk Forum: Partnerskaber er vejen til succes

Foto Paco Ortega Og Thomas Breddam

Borgmester i Roskilde, Thomas Breddam (midten), bød velkommen til årets Strategisk Forum. Derefter gik Daniel Nayberg fra INSP. og Francisco Paco Ortega fra Boligselskabet Sjælland på scenen.

På Boligsocialnets konference stod det klart, at gode partnerskaber i det boligsociale arbejde er fundamentet i langvarige succeser.

”Vi kan kun lykkes i fællesskab.”

Afsender af det budskab kom fra Francisco Paco Ortega, da han og bestyrelsen i den boligsociale helhedsplan i Roskilde i tirsdags holdt oplæg for 110 deltagere på Strategisk Forum – arrangeret af Boligsocialnet.

Alle deltagerne, der var mødt op til konferencen på Scandic i Roskilde, nikkede anerkendende til de ord.

Som medlem af bestyrelser rundt om i landets boligsociale helhedsplaner ved de om nogen, hvad gode samarbejder mellem boligorganisationer, kommuner og lokalaktører betyder i arbejdet med mennesker i udsatte boligområder.

Der blev derfor lyttet opmærksomt til dagens oplæg, som alle talte ind i temaet ”partnerskaber for social bæredygtighed”.

Et tema, som aktuelt fylder i den politiske dagsorden og samfundsdebat. Og som boligorganisationer, kommuner og lokalaktører udvikler løsninger på, for at hjælpe flere beboere i job, skaffe tag over hovedet til unge udsatte og hjemløse og skabe bedre rammer for mennesker, som lever med en psykisk lidelse.

Stop partnerskaber, der ikke længere giver resultater

Efter  borgmester Thomas Breddam havde budt velkommen til Roskilde by, gik dagens inspirations-oplæg for alvor i gang.

Scenen blev indtaget af  Mette Olander, direktør for Social, Job og Sundhed i Roskilde Kommune, Francisco Paco Ortega, direktør for social bæredygtighed og partnerskaber i Boligselskabet Sjælland og Daniel Nayberg, daglig leder af værestedet INSP.

De fortalte om deres erfaringer med at danne stærke partnerskaber på tværs af boligorganisation, kommune og lokalsamfund. Her lagde de vægt på, at for at få succes med langsigtede og værdifulde velfærdsløsninger, kan man ikke arbejde alene.

Man er nødt til at involvere alle relevante parter i arbejdet med udsatte beboere og finde fælles fodslag i alle indsatser med respekt for parternes kompetencer, ressourcer – og ikke mindst begrænsninger. Ellers risikerer man løsninger, som kuldsejler og aldrig bliver forankret noget sted.

De opfordrede også deres kolleger til at have fokus på altid at evaluere igangværende indsatser og partnerskaber. For der skal kun bruges ressourcer på projekter, som giver mening for målgruppen.

I Roskilde har de for eksempel lukket ned for en fremskudt jobindsats i Rønnebærparken og Æblehaven, da der ikke var flere, der skulle hjælpes i gang.

Det skete på Strategisk Forum

Dagens program bød på andre oplæg, som også handlede om partnerskaber i det boligsociale arbejde:

Kathrin Houmøller og Ulrik Vinther fra Center for Boligsocial Udvikling fortalte stærke personhistorier fra deres feltarbejde i udsatte boligområder. Mange unge med ikkevestlig baggrund føler sig ikke set og hørt, hverken i skolen eller i systemet.

Marco Damgaard, skoleleder af Tingbjerg Skole, fortalte om succesen med at skabe overraskende gode resultater for områdets unge – i tæt samarbejde med den boligsociale helhedsplan, kulturhuset og foreningslivet.

Seniorforsker Rikke Skovgaard Nielsen fra BUILD, præsenterede hovedkonklusionerne fra BUILDs seneste rapport. Den viser, at organisering påvirker resultater.

Direktør Esben Danielsen i Kulturens Analyseinstitut i Roskilde fortalte med stor overbevisning, hvor stærk en driver det er for sammenhængskraft, engagement og social trivsel i et boligområde, hvis man sætter fokus på kultur og fritidsliv.

Foto Cfbu

1 / 1• Kathrin Houmøller og Ulrik Vinther fra Center for Boligsocial Udvikling fortalte stærke personhistorier fra deres feltarbejde i udsatte boligområder.

Investering i udsatte områder

Tirsdagens program bød også på et kig ind i de såkaldt sociale effektinvesteringer, der er en anden form for partnerskab. Typisk mellem kommuner og boligorganisationer, en investor og en leverandør af en velfærdsløsning.

Her gav centerchef Aviaja Sigsgaard fra Landsbyggefonden en indflyvning i, hvordan effektinvesteringer kan bruges som nyt greb til løsning af sociale problemer i tæt sammenhæng med de boligsociale helhedsplaner, som Landsbyggefonden finansierer.

”Landsbyggefonden er gået med i flere sociale effektinvesteringer for at afprøve og styrke velfærdsløsninger, der kræver involvering af mange parter, og sætter fokus på, at det betaler sig at investere i udsatte områder og dets beboere,” sagde Aviaja Sigsgaard.

En af de sociale effektinvesteringer, som Landsbyggefonden har investeret i er projektet ”En ny start til flere” i Randers.

Her får 80 udvalgte borgere nye kompetencer og kontakt til virksomheder med henblik på jobskabelse. Samtidig får deres familier støtte og hjælp til trivsel og livsmestring. Randers Kommune har i samarbejde med den boligsociale helhedsplan Bysekretariatet fået i alt 6,3 millioner kroner fra Den Sociale Kapitalfond og Landsbyggefonden til projektet, som løber i 2023-2025.

Sociale effektinvesteringer

En social effektinvestering er et partnerskab mellem en udbyder, en leverandør og en investor, der er enige om at løse en social udfordring. Det kan for eksempel være:

  • Uddannelse og beskæftigelse til unge på kanten
  • Flere i job i udsatte boligområder
  • Bekæmpelse af hjemløshed
  • Behandling af voldsramte familier

Samarbejdet tager udgangspunkt i et partnerskab med en resultatkontrakt. Investoren får tilbagebetalt sin investering samt et finansielt afkast, hvis operatøren har været i stand til at opnå den aftalte effekt.

Læs senere artikler

Boligsocial konference endevendte nye velfærdsløsninger

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Kriminalitetens onde cirkel skal brydes med boligen

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Anja Andersen 02823
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2983 )

0

Læseliste