19. JUN. 2023 KL. 12:00
Designstudio ansætter kvinder fra kanten af arbejdsmarkedet
19. JUN. 2023 KL. 12:00
På Bronzevej i Kolding ligger et tekstilt designstudio, der kan noget helt særligt. Her sidder kvinder, der ellers ville stå langt fra arbejdsmarkedet, og producerer interiør-accessories ud af genbrugstekstiler.
Studiet hedder Sheworks Atelier og er stiftet af den unge tekstildesigner Solveig Berg Søndergaard.
Gennem en bæredygtig tilgang til design omdanner Sheworks virksomheders kasserede tekstiler og giver dem nyt liv som håndlavede kvalitetsprodukter til kontoret eller hjemmet.
Men virksomhedens positive indflydelse i samfundet rækker længere end den grønne agenda.
Solveig Søndergaard fik ideen til virksomheden, da hun lavede et researchprojekt på Designskolen i Kolding. Formålet med projektet var at få immigranter og flygtningekvinder i arbejde, da de er overrepræsenteret i ledighedsstatistikker.
Og ideen virkede. I 2021 blev projektet til virksomheden Sheworks.
”Jeg har bare set, at det fungerer rigtig godt, at vi mixer alle grupper af kvinder. For eksempel også kvinder med misbrugsproblemer, langtidssyge eller psykisk syge,” fortæller Solveig Søndergaard.
Med skånsomme arbejdsopgaver danner Sheworks rammer om en arbejdsplads, der rummer kvinder med udfordringer, der ellers har forhindret dem i at komme i job.
”Mange kvinder på overførselsindkomst har svært ved at komme ud i jobs, hvor der for eksempel kræves tunge løft. I Sheworks arbejder man meget med hænderne, hvilket gør arbejdsopgaverne mere skånsomme. Og så er der noget i det her craftmanship, som gør, at man får lov at slukke sine tanker,” fortæller Solveig.
Fællesskab på tværs af kulturer
Særligt langtidssyge kvinder eller kvinder med anden etnicitet end dansk oplever ensomhed, viser en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen (2022).
Og det er netop en af de velfærdsudfordringer, Sheworks er med til at løse. I Sheworks handler kvindernes arbejde nemlig lige så meget om, at de indgår i et fællesskab og få skabt en meningsfyldt hverdag.
”Det vigtigste er, at de får en tilknytning til et fællesskab, hvor man lykkes med noget. Og hvor man kan se, at man kan bruge sine kompetencer. Man får et netværk og nogle kollegaer, og man skal møde op til noget, hvor der er nogen, der forventer, at man kommer,” fortæller Solveig Søndergaard.
Artiklen fortsætter under citatet
Især har hun opdaget, hvordan kvinderne lærer på tværs af hinandens forskellige kulturer og baggrunde.
”Det er vigtigt at have et sted, hvor vi kan mødes og stille de der dumme spørgsmål til hinanden. For eksempel lære noget om, hvad Ramadan går ud på. Så får man bare en bedre forståelse af hinandens kulturelle baggrund. Det handler jo om, at man ikke skal være farlige over for hinanden. Men at vi bare ser hinanden som almindelige mennesker, der klarer sig igennem hverdagen og får et almindeligt liv til at hænge sammen,” fortæller Solveig.
Hun tilføjer, at de blandt andet hjælper hinanden med hverdagsting. For eksempel hvordan man melder sig ind i en A-kasse, og hvorfor det kan være vigtigt.
Design rimer på bæredygtighed
Sheworks’ ansatte består primært af deltids- og flexjobbere, som producerer tasker, net, punge, sofapuder og flettede vægdekorationer. Alt sammen ud af resttekstiler fra den danske designindustri, som bliver forvandlet til designprodukter, som virksomhederne selv kan sælge videre.
På den måde tager virksomhederne, hvorfra reststofferne kommer, både socialt og klimamæssigt ansvar.
”Det er enormt givende at få materialer, som man måske anser for at være værdiløse, til at få langt højere værdi. Det er noget, vi virkelig brænder for,” fortæller Solveig.
Artiklen fortsætter under billedet
Her kan du se et af vægdekorationerne, du kan finde på Sheworks’ hjemmeside.
Det kræver en del – men er det hele værd
Rejsen som social iværksætter er dog ikke udelukkende en dans på roser – og for Solveig er det ingen undtagelse.
Når man arbejder med en social virksomhed, er det ifølge Solveig umuligt at give sig halvt, og man skal forberede sig på, at det kan være hårdt.
”En ting er, at det at være iværksætter i sig selv kan være rigtig hårdt. Men hvis man også har en social agenda, så skal man også kunne give rigtig meget af sig selv på et personligt plan,” fortæller Solveig, der også må sætte grænser for, hvor meget hun involverer sig på et personligt plan.
”Vi hjælper og supporterer rigtig meget hen ad vejen, men der er også nogle ting, som jeg ikke kan hjælpe med, for så vil jeg ikke lave andet,” fortæller hun.
Hun er dog ikke er et sekund i tvivl om, at det er det hele værd.
”Hvis man som person, ligesom jeg selv er, er meget værdidrevet, så er det svært ikke at gå på arbejde, uden man synes, at det er en kæmpe fornøjelse at gøre noget for andre.”
Sheworks har vundet flere priser. Blandt andet ’Visionary Concepts’ ved Danish Design Awards i 2022, som du kan læse mere om på deres hjemmeside lige her.
Læs senere artikler
Nye tal fra BL: Fritidsjob hjælper unge i job og uddannelse
Flere mønsterbrydere tager en velfærdsuddannelse
Om skribenten
Anna er digital kommunikationskonsulent og arbejder med BL's hjemmesider, nyhedsbreve, SoMe og andre redaktionelle opgaver.
Seneste Artikel
Se billederne: På rundtur i Danmarks mest avancerede boligbyggeriAnna er digital kommunikationskonsulent og arbejder med BL's hjemmesider, nyhedsbreve, SoMe og andre redaktionelle opgaver.
Seneste Artikel
Se billederne: På rundtur i Danmarks mest avancerede boligbyggeriMest læste
Se alle artikler (2983)0