21. NOV. 2022 KL. 14:08
Integrationspris: Fodboldklub holder unge væk fra kriminalitet
21. NOV. 2022 KL. 14:08
Mohamad El-Sayed har modtaget Køge Integrationsråds frivillighedspris for sit store arbejde i fodboldklubben Hastrup FC. På grønsværen i Hastrupparken får de unge selvtillid og troen på et sundt liv.
Torsdag den 17. november blev en stor dag for Mohamad El-Sayed. Han blev hædret af Køge Kommunes Integrationsråd for sit store arbejde med udsatte unge i boligområdet Hastrupparken i Køge og kunne gå stolt hjem med Frivillighedsprisen og en stor buket blomster i favnen.
Mohamad El-Sayed er klubformand for fodboldklubben Hastrup FC, som han stiftede i slutningen af 2020. Fodboldholdet holder til ved Køge Boligselskabs afdeling Hastrupparken og træner to dage om ugen. Hans mål med klubben har fra dag ét været at skabe positive fællesskaber, som giver de unge troen på, at de er noget, og at de kan noget. Og det er lykkedes – også set udefra.
”Jeg er meget beæret over, at vi bliver anerkendt for vores arbejde med de unge. De unge fortjener at få ros for, at de aktivt tager del i foreningslivet og er rollemodeller for andre unge i lokalområdet. For i vores fællesskab møder de gode unge, som arbejder eller er i gang med uddannelse, og det er med til at forebygge, at de ikke hænger ud de forkerte steder og bliver en del af det kriminelle miljø,” fortæller Mohamad El-Sayed.
Udover prisen og æren fik Mohamad El-Sayed og teamet bag fodboldklubben også fine ord med på vejen fra formanden for Integrationsrådet, Dennis Hedegaard. Han understregede, hvor vigtigt det er for samfundet, at der er ildsjæle, som arbejder i integrationens tjeneste.
Artiklen fortsætter under citatet.
Om Integrations-prisen i Køge
Køge Kommunes Integrationsråd uddeler hvert år en frivillig- og erhvervspris til repræsentanter, der i det forgangne år har gjort ekstraordinære indsatser for at fremme integrationen i Køge Kommune.
Kriterierne for at komme i betragtning til integrationspriserne er, at personen, foreningen, initiativet, virksomheden:
- fremmer etniske minoriteters deltagelse i erhvervs- eller samfundslivet i Køge Kommune
- skaber gensidig respekt og anerkendelse
- styrker fællesskaber og venskaber på tværs af kulturer i Køge Kommune.