24. AUG. 2022 KL. 17:07
Fælleslugning giver stærkere sammenhold og bedre økonomi
24. AUG. 2022 KL. 17:07
KAB har udviklet et nyt bokoncept – Nabodrift. Det tager udgangspunkt i AlmenBolig+. I ny håndbog giver KAB gode råd til, hvordan almene boligafdelinger med fælles arbejdsdage kan booste fællesskabet, styrke samarbejdet og spare beboerne penge.
Kan socialt samvær med naboerne gå hånd-i-hånd med praktiske opgaver i en boligafdeling?
”Ja da,” er det klare svar fra Julie Jettesdatter Skoven, der er kundekonsulent i KAB og arbejder med et nyt bo-koncept omkring AlmenBolig+afdelingerne.
”Og udover fællesskabet ved at være sammen om et projekt, er der også penge at spare for afdelingen, hvis beboerne løser nogle af driftsopgaverne i boligområdet. For eksempel ved at slå græsset, feje stierne eller holde legepladsen ved lige. Penge, som de i stedet kan bruge på sjove fællesaktiviteter i afdelingen, som fører beboerne sammen,” fortsætter hun.
Netop fællesskaber omkring praktiske opgaver i almene boligområder har KAB gjort til et nyt bo-koncept, som de kalder Nabodrift.
Det koncept breder de nu ud til andre almene boligafdelinger i en håndbog, som de har lavet i samarbejde med AlmenNet og med støtte fra Realdania.
Håndbogen er et supplement til alle de beboeraktiviteter og frivilligt arbejde, som de almene boligafdelinger er så kendte for. Og kan bruges som inspiration for afdelinger, som søger en ny vinkel på at styrke fællesskabet i deres boligområde.
”Vi har rigtig gode erfaringer med konceptet i de Almenbolig+afdelinger, vi administrerer, hvor beboerne jo i lejekontrakten forpligter sig til forskellige driftsopgaver i deres boligområde. Undersøgelser viser, at beboerne får mere tillid og respekt for hinanden, når de er sammen om konkrete opgaver. Der opstår et ejerskab til boligområdet, som bliver en fællesnævner for naboskabet,” fortæller Julie Jettesdatter Skoven.
Faktisk vurderede 88 procent af de adspurgte i en spørgeskemaundersøgelse blandt de KAB-administrerede AlmenBolig+afdelinger, at det fælles vedligehold i afdelingen fører til et bedre fællesskab.
”Det vil vi da gerne sprede ud til andre almene boligafdelinger. Det er en unik mulighed for at fremme det gode samarbejde i en afdeling,” siger Julie Jettesdatter Skoven.
Med Nabodrift fortsætter KAB arbejdet med at udvikle fælles mål for beboerne, hvor alle i afdelingen inviteres med, unge som ældre, familier og enlige, for sammen at være med til at styrke naboskabet – og modvirke ensomhed.
”Men til forskel fra Almenbolig+konceptet, hvor beboerne forpligter sig til driftsopgaver, er det vigtigt at understrege, at det i almindelige almene boligafdelinger skal være drevet af lyst og frivillighed. Succeskriteriet er, at beboerne hygger sig med hinanden og bidrager i det omfang, de kan og vil,” forklarer Julie Jettesdatter Skoven fra KAB.
Og så skal det selvfølgelig være aftalt med det pågældende boligselskab, hvilke opgaver beboerne gerne vil overtage fra driften.
Artiklen fortsætter under billedet
AlmenNet
AlmenNet er en forening for udviklingsorienterede almene boligorganisationer, hvor formålet
er at skabe fremtidssikring for almene boliger og bebyggelser.
AlmenNet igangsætter, støtter og koordinerer udviklingsarbejder for at forbedre
den almene boligs konkurrenceevne.
Det gør de ved at udvikle vejledninger, værktøjer og kurser, som kan opkvalificere de almene boligadministrationers kompetencer i rollen som bygherre og understøtte samarbejdet med beboere, bestyrelser, myndigheder og byggeparter.
Kilde: AlmenNet
Foto: KAB
3 gode grunde til at indføre Nabodrift
Besparelser:
En effektivitetsanalyse, foretaget af Effektiviseringsenheden under Bolig- og Planstyrelsen i 2021, viser, at når beboerne selv står for dele af den daglige drift i AlmenBolig+afdelingerne, holdes huslejen nede. Man sparer for eksempel udgifter til ansættelse af driftsmedarbejdere og rekvirering af eksterne håndværkere.
Har en almindelig almen afdeling et ønske om at opnå besparelser, kan de med overveje at indføre Nabodrift. Afdelingen kan selv beslutte, om besparelserne skal have en konsekvens på huslejen, eller om de skal bruges på nye cykelstativer, en legeplads eller noget helt tredje.
Fællesskab:
Når beboerne selv står for dele af den daglige drift øges både naboskabet, fællesskabet og det gode bomiljø. I AlmenBolig+afdelingerne kan man se, at beboerne udviser stor omsorg for boligafdelingen – både fysisk og socialt. Det øger tilliden og trygheden, når man mødes menneske til menneske og taler med hinanden.
Samarbejde:
Nabodrift handler i høj grad om samarbejde. Det gælder både samarbejde mellem naboer, men også samarbejde mellem beboere og driftspersonalet. Når beboerne selv står for dele af den daglige drift, er det nødvendigt at koordinere det med driftspersonalet. Samarbejdet bliver på den måde afgørende for en vellykket nabodrift.
Kilde: KAB
Håndbog fungerer som guide til Nabodrift
Ideen om nabodrift kan komme fra enten afdelingsbestyrelsen, beboere, driftspersonale eller boligadministrationen.
Men målgruppen for KAB og AlmenNets håndbog om Nabodrift er afdelingsbestyrelser i almindelige almene boligafdelinger.
Den er meget konkret med skabeloner og vejledninger, som kan tilpasses afdelingen. Bestyrelserne kan håndplukke det, der er relevant for dem, og som passer til afdelingens ressourcer og beboersammensætning.
Håndbogen guider brugerne igennem skridt for skridt og giver gode råd til, hvilke opgaver som beboerne vil kunne klare, og hvilke opgaver der er mere egnet for boligselskabet at beholde.
Der er mange værktøjer at hente i håndbogen, når først afdelingen har besluttet at indføre Nabodrift. Blandt andet tjeklister, skabeloner og vejledninger og eksempler fra boligafdelinger, som for eksempel har indført fælles arbejdsdage eller lavet turnusordninger for opsamling af affald eller lugning af ukrudt på fællesområderne.
”Start altid i det små. Aftal for eksempel med driften, at I laver en arbejdsdag med få udvalgte opgaver. Og slut altid dagen af med noget socialt, hvor deltagerne kan hygge sig sammen og tale om oplevelsen fra dagen,” er rådet fra Julie Jettesdatter Skoven fra KAB.
Læs hele håndbogen her og bliv klogere på KAB’s bokoncept Nabodrift
Læs senere artikler
Beboere kan spare stort på at eje kabler til tv og internet
Om skribenten
Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"Mest læste
Se alle artikler (3003)0