07. SEP. 2021 KL. 14:40
Almene beboere slipper for urimelige affaldsgebyrer
07. SEP. 2021 KL. 14:40
Halsnæs Kommune lytter efter henvendelse fra boligselskaberne om urimelige affaldsgebyrer. En enkelt boligafdeling står til at spare næsten 300.000 kr.
Beboerne i de cirka 2300 almene boliger i Halsnæs Kommune skal fra 3. kvartal næste år betale mindre for at komme af med deres affald.
Boligselskaberne har fået ret i, at priserne på nogle områder ikke var kostægte, og på byrådsmødet 16. september forventes byrådet at vedtage mere retfærdige priser fra næste år.
Boligen har tidligere skrevet om sagen: Alt for dyrt for affald i Halsnæs
Kundechef Allan Mortensen. Foto: KAB
Det er kundechef Allan Mortensen, Arresø Boligselskab, der sammen de øvrige boligselskaber i kommunen og BL har overbevist Halsnæs Kommune om det urimelige i, at beboere i lejligheder skal betale det samme for at komme af med deres affald, som beboere i parcelhuse skal.
”Især er det urimeligt, at vores beboere skal bidrage så meget til drift af genbrugspladsen,” siger Allan Mortensen, for beboerne i boligselskabet bruger stort set aldrig genbrugspladsen.
Han glæder sig derfor over, at boligselskabets bidrag til drift af genbrugspladsen næsten bliver halveret. Det betyder, at udgiften i en af selskabets afdelinger på ca. 608.000 kr. om året bliver reduceret med 278.000 kr.
Og den samme procentvise besparelse gør sig også gældende for de øvrige almene boligafdelinger i kommunen.
”Det er en god begyndelse, men vi har samtidig bedt kommunen om at fortsætte arbejdet med at se på administrationsgebyret og på udgifterne til selve affaldsindsamlingen, for i vores boligafdeling skal de 380 lejligheders affald kun indsamles 13 steder, mens det tilsvarende skal hentes hos hver eneste familie i parcelhuse,” siger han.
”Men vi er rigtig glade for beslutningen, for vi har fået skubbet til nogle ting, så prisstrukturen i højere grad afspejler de reelle omkostninger,” understreger Allan Mortensen.
Han tilføjer også, at dialogen med kommunen betyder et øget samarbejde om vigtigheden af korrekt sortering af affaldet, samt ikke mindst arbejdet med at få implementeret de nye fraktioner i 2022 og få beboerne informeret om det.
”Hele arbejdet er foregået med opbakning fra beboerdemokratiet, og det fortsætter, når vi skal hjælpe med information om korrekt sortering i de ti fraktioner, husholdningsaffaldet skal sorteres i, så det kan genbruges, ” siger han.
Artiklen fortsætter under citatet og boksen.
Læs senere artikler
Alt for dyrt for affald i Halsnæs
10 ideer til at opnå rimelige affaldsgebyrer
Til politikerne
Det har været et stort arbejde at indsamle oplysningerne, der giver overblik over de reelle udgifter.
Det begyndte med, at Allan Mortensen undrede sig over de store renovationsafgifter, og da boligselskabet netop havde fået en ny elev i administrationen, var der ressourcer til at kortlægge affaldsudgiften.
Derefter samlede han sammen med BL administratorerne for boligselskaberne i Halsnæs, hvorefter de med BL's mellemkomst kontaktede kommunen.
”I starten var forvaltningen meget lydhør, men på et tidspunkt gik samarbejdet helt i stå, og vi rykkede og rykkede for at komme videre med arbejdet, men vi fik ingen svar,” fortæller han.
Til sidst skrev boligforeningerne og BL en mail til alle 23 medlemmerne af byrådet og bad om, at der kom fokus på dette område. Det hjalp, og allerede dagen efter var der gang i dialogen igen.
”Og vi fik faktisk en henvendelse fra borgmesteren selv,” siger Allan Mortensen og tilføjer, at de kommunale politikere selvfølgelig er klar over, at mange vælgere bor i almene boliger.
Allan Mortensen forventer at mange andre boligselskaber kan få glæde af erfaringerne fra Halsnæs og få en mere retfærdig fordeling af affaldsudgifterne.
”Jeg har i hvert fald hørt om flere, der er i gang med samme arbejde,” siger han.
Mange vælgere
I BL er der begejstring over udfaldet.
”Det er retfærdigt, at takststrukturen nu ændres, så parcelhuse, sommerhuse, rækkehuse og etageboliger ikke skal betale lige meget til genbrugspladsen, som vore beboere sjældent benytter,” siger kredskonsulent Christina Krog, BL.
Hun fremhæver, at det har været et godt eksempel på samarbejde i en kreds, og de fire boligselskaber Hundested almennyttige Boligselskab, Halsnæs Ny Boligselskab, Lejerbo Frederiksværk og Arresø Boligselskab har samarbejdet om henvendelsen til kommunen.
”Når vi står sammen om sådan en sag, repræsenterer vi mange beboere og vælgere,” tilføjer hun.
Prisstrukturen er forskellig i alle landets 98 kommuner, og det er ikke nødvendigvis alle boligselskaber, der kan spare penge ved at undersøge prisen på affaldsordningen og klage, hvis den er urimelig.
Christina Krog siger, at det er lidt af et puslespil at samle alle priserne, som man kan finde på forsyningsselskabets takstblade.
Men i mange tilfælde kan de spare beboerne for mange penge, og når man har samlet det hele i et Excel-ark, kan BL hjælpe med henvendelsen til kommunen.
Om skribenten
Seneste Artikel
Aarhus Kommune hjælper borgere af med gældMest læste
Se alle artikler (3003)0