14. DEC. 2020 KL. 11:02
Alt for dyrt for affald i Halsnæs
14. DEC. 2020 KL. 11:02
Halvdelen af affaldsafgiften går til genbrugspladsen, som beboerne i almene boliger sjældent bruger.
Beboerne i Halsnæs Kommune i Nordsjælland er trætte af at betale meget høje gebyrer for at komme af med deres affald. Derfor har boligselskaberne, sammen med BL, henvendt sig til kommunen for at få en alvorlig snak om de urimelige priser.
Problemet eksisterer i mange kommuner, men i Arresø Boligselskab i Halsnæs blev kundechef Allan Mortensen først forundret og derefter forarget, da han opdagede, hvor meget beboerne i boligselskabet betaler for at få hentet deres affald.
Kundechef Allan Mortensen. Foto: KAB
”I første omgang var det bare en følelse af, at det var mange penge,” siger Allan Mortensen.
Men ingen havde et samlet overblik over udgiften, for den er en del af driften i de enkelte afdelinger.
”Heldigvis havde vi lidt ekstra tid, fordi vi lige havde fået en administrationselev, og sammen med hende indsamlede vi alle oplysninger fra 13 adresser i en af afdelingerne, og det viste sig, at den samlede udgift for 2020 kommer til at lande på 1.237.504 kroner - det er 3.257 kroner per lejemål,” siger han.
Artiklen fortsætter under citatet og boksen.
FAKTA
Brevet til Halsnæs Kommune er fra BL – Danmarks Almene Boliger, administrationsselskaberne Domea.dk, Lejerbo, DAB og KAB på vegne af Hundested almennyttige Boligselskab, Halsnæs Ny Boligselskab, Lejerbo Frederiksværk og Arresø Boligselskab.
Læs senere artikler
Affaldsgebyrer: To boligorganisationer gik i kamp mod kommunen
Almene beboere betaler for parcelhuses affaldssortering
Det, der overraskede ham allermest, og som han synes er mest forkasteligt er, at halvdelen af beløbet - 608.116 kroner eller 1600 kroner per husstand – går direkte til drift af genbrugsstationen.
Oven i det opkræves afdelingen også årligt 184.300 kr. årligt i administrationsomkostninger svarende til 485 kr. per lejemål.
”Det er simpelt hen urimeligt, for flertallet af vores beboere har ikke bil, og de kasserer ikke ret meget. De bruger ikke genbrugspladsen,” siger han.
Som en service for beboerne har afdelingen en plads til grønt affald, da mange af lejemålene har haver. Her kan de kan aflevere deres grønne affald.
”Den betaler vi ovenikøbet selv en vognmand for at få tømt,” siger han.
Urimelig prisstruktur
Men Allan Mortensen finder hele prisstrukturen på affaldsområdet urimelig, for beboerne i almene boliger betaler det samme per husstand som beboere i parcelhuse.
Selv om skraldebilen skal hente affald på hver eneste parcelhusgrund, mens beboerne i etageejendomme har fælles affaldspladser, hvor de afleverer deres affald.
Cirka 15 steder har boligafdelingerne molokker, nedgravede affaldsbeholdere, som det er endnu nemmere for renovationsarbejderne at tømme.
”Så administrativt er det meget billigere at hente det hos os, og det synes vi skal afspejles i affaldsgebyret,” siger han.
Allan Mortensen nævner også, at ejendomsfunktionærerne hjælper med håndtering af affaldet, og også på den måde belastes kommunen mindre.
De almene boligorganisationer prøver på alle måder at optimere driften for at sikre billige boliger til de mest udsatte borgere.
”Det har vi en forpligtelse til, og det har kommunen jo også glæde af, når de benytter sig af anvisningsretten. Derfor håber jeg, at kommunen vil samarbejde om at få ændret takststrukturen på affaldsområdet,” siger han.
I løbet af de seneste 10 år er affaldsgebyret for de 380 husstande steget med 331.050 kr. og Allan Mortensen frygter, at udgiften bliver endnu højere, når affaldet i de kommende år skal sorteres i 10 fraktioner, for det vil gøre affaldshåndteringen dyrere.
”Jeg håber inderligt, at kommunen vil se på taksterne og ændre på priserne, når den nye affaldsplan, der netop er sendt i høring, skal implementeres i Halsnæs Kommune. For det er virkelig urimeligt, at de almene beboere skal betale så meget,” siger han.
Om skribenten
Seneste Artikel
Aarhus Kommune hjælper borgere af med gældMest læste
Se alle artikler (2956)0