31. MAJ. 2021 KL. 16:40

Ydelseskommission anbefaler afskaffelse af kontanthjælpsloftet

DSC0609

Simon Jeppesen

Regeringens ydelseskommission vil give børn i kontanthjælpsfamilier fritidstillæg, og voksne skal have mere gulerod end pisk for at arbejde.

Mandag afleverede Ydelseskommissionen sine anbefalinger for fremtidens kontanthjælpssystem. Kommissionen anbefaler blandt andet, at kontanthjælpsloftet afskaffes. Det blev indført i 2016 af den tidligere regering og ramte især børnefamilier ved at beskære særlig støtte og boligstøtte.

Nu har ydelseskommissionen undersøgt den støtte til husleje som modtagere af kontanthjælp får gennem boligstøttesystemet, og systemet er udmærket, lød det fra formanden for ydelseskommissionen Torben Tranæs ved præsentationen mandag.

”Vores udgangspunkt var nok, at det ville vi blive nødt til at lave om, men det er faktisk et glimrende boligstøttesystem, så det baserer vi os som udgangspunkt ret meget på,” sagde Torben Tranæs, professor og forskningsdirektør i VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Ikke behov for ekstra kontanthjælpsloft

”Der er jo nogle lofter og nogle maksimumbeløb i boligstøtten, og det er en af grundene til, at der ikke samlet set er behov for et ekstra kontanthjælpsloft,” sagde Torben Tranæs.

BL’s cheføkonom Solveig Råberg Tingey mener, det er særdeles positivt, at ydelseskommissionen anbefaler at fjerne kontanthjælpsloftet.

”Det er en rigtig god nyhed, at kommissionen lægger op til at afskaffe kontanthjælpsloftet. Det vil blandt andet give flere børnefamilier i de almene boligområder sikkerhed om deres økonomi og sikre flere børn bedre opvækstvilkår. Kommissionens beregninger viser, at forslagene vil løfte cirka 4-6.000 børn ud af fattigdom,” siger Solveig Råberg Tingey.

Flere skal i beskæftigelse

Ydelseskommissionen lægger op til, at kontanthjælpssystemet skal forenkles, så borgerne fremover kun modtager den ene af kun to satser, der afhænger af deres uddannelse, beskæftigelse og ophold i Danmark. 225-timers reglen skal afskaffes. Til gengæld skal borgere på den nye lave grundydelse kunne beholde flere af de penge, de tjener ved siden af kontanthjælpen. Kommissionens forslag har til formål at skabe flere økonomiske incitamenter til at arbejde.

”Det er vigtigt, at vi understøtter, at flere kommer i arbejde. Når det er sagt, har en del af de borgere og almene beboere, som er på kontanthjælp i dag, mere komplekse udfordringer og sværere ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Her er de økonomiske incitamenter ikke afgørende. Der skal andre indsatser til for at hjælpe flere i arbejde,” siger Solveig Råberg Tingey.

Derfor ser hun også frem til at følge arbejdet i Kommissionen for 2. generationsreformer, der blev nedsat sidste år.

Ydelseskommissionen anbefaler nyt kontant- hjælpssystem*:

  • Grundsats, enlig uden børn før skat: 7.600 kroner om måneden.
  • Grundsats, enlig med et til flere børn før skat: 10.150 kroner om måneden.
  • Forhøjet sats enlig uden børn før skat: 12.700 kroner om måneden.
  • Forhøjet sats enlig med et til flere børn før skat: 14.000 kroner om måneden.
  • Borgere, der modtager grundsats, kan tjene, hvad der svarer til forskellen mellem grundsats og forhøjet sats, uden at der sker fradrag i hjælpen. Det svarer til cirka otte timers arbejde om ugen i et lavtlønsjob.
  • 85 procent af den overenskomstfastsatte mindsteløn for ufaglærte på HK-området og den maksimale dagpengesats udgør pejlemærker for den øvre grænse for forhøjet sats.
  • Fritidstillæg, skattefrit: 450 kroner om måneden per barn, max. 1.800 kroner om måneden.
  • Et børnetillæg på 3.550 kroner pr. måned til begge forældre uanset antallet af børn.

*Ydelseskommissionens arbejde omfatter borgere, der modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse (*nu selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse)

 

Læs ydelseskommissionens rapport ”Ydelseskommissionen – samlede anbefalinger til et nyt ydelsessystem” og bilag hos Beskæftigelsesministeriet.

Det er en rigtig god nyhed, at kommissionen lægger op til at afskaffe kontanthjælpsloftet. Det vil blandt andet give flere børnefamilier i de almene boligområder sikkerhed om deres økonomi og sikre flere børn bedre opvækstvilkår. Kommissionens beregninger viser, at forslagene vil løfte cirka 4-6.000 børn ud af fattigdom.

BL’s cheføkonom Solveig Råberg Tingey

Fritidstillæg kan give børn almindelig fritid

Ydelseskommissionen anbefaler, at børnefamilier får et fritidstillæg på 450 kroner om måneden til hvert barn, men højst 1.800 kroner om måneden. Pengene skal for eksempel gå til sport, fritid, computer, ferieophold og lejrskole og administreres af kommunen, lød det fra Torben Tranæs.

”VIVE har lige lavet en evaluering af nogle forsøg, der har været navnlig i udsatte boligområder med sådan nogle ordninger, hvor man målrettet får børn til at deltage i foreningslivet, og det har haft en meget positiv effekt,” sagde han.

Den effekt har cheføkonom i BL Solveig Råberg Tingey selv iagttaget på nært hold i mange boligområder.

”Bedre muligheder for at deltage i fritidsaktiviteter vil kunne gøre en stor forskel for det enkelte barn og sikre, at alle børn i Danmark vokser op med mulighed for at være en aktiv del af fællesskabet,” siger Solveig Råberg Tingey.

Ikke stor geografisk forskel på huslejer, men i kommuner

Debatten omkring kontanthjælpsloftet har blandt andet gået på, om der er store geografiske forskelle på kontanthjælpsmodtageres leveomkostninger, især til husleje. Det har ydelseskommissionen nu tjekket. Analysen viser, at gennemsnitshuslejen er 4.850 kroner om måneden for de 46.400 boliger i landet, hvor kontanthjælpsmodtagere modtager boligstøtte.

”Vi fandt ud af, at der er geografiske forskelle, men de største forskelle er indenfor kommunerne og ikke mellem kommunerne. De største forskelle er mellem forskellige boligformer og udlejningsejendomme i kommunerne. En stor del af de her forskelle tager boligstøttesystemet jo hånd om,” sagde Torben Tranæs.

BL har bidraget til ydelseskommissionen med tekniske beregninger af effekterne på familiers rådighedsbeløb efter bolig og vil nu gennemgå kommissionens anbefalinger nærmere.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste