28. APR. 2021 KL. 12:00
Projektleder i DAB: ”Vi har pligt til at skabe lærepladser"
28. APR. 2021 KL. 12:00
Garvede håndværkere og unge lærlinge har sammen renoveret den almene boligafdeling Bøstrupparken i Nørre Alslev. Bygherre og entreprenør har forpligtet sig til i fællesskab at skabe lærepladser.
En større renoveringssag er ved at være ved vejs ende i Bøstrupparken i Nørre Alslev på Falster. 44 almene rækkehuse er næsten færdigrenoveret og klar til aflevering.
Ved roret står Nørre Alslev almennyttige Boligselskab som bygherre. Hovedentreprenør er det lokalkendte byggefirma M.N. Entreprise.
15-20 håndværkere har dagligt gået på byggepladsen, siden projektet startede for 1½ år siden. Udover de faglærte svende med mange år på bagen, er der også på skift flere lærlinge på pladsen.
De kommer fra de lokale erhvervsskoler på Lolland og Falster og har suget viden til sig fra de garvede svende for så at omsætte det til praktik. Opgaver, som gør, at de kan bestå deres erhvervsuddannelse som tømrer, maler, murer og vvs’er.
”I DAB har vi altid et ønske om at have lærlinge på vores byggeprojekter. Så udover at det er et lovkrav til os, har det nu altid været en interesse for os at tage et samfundsansvar,” fortæller Peter Køhlert, som er projektleder i DAB og repræsentant for bygherren, Nørre Alslev almennyttige Boligselskab.
Selvom udbudsrunden i forhold til renoveringen af Bøstrupparken lå før ”Grøn Boligaftale 2020” med de 30 milliarder til almene renoveringssager og krav til 14 procent lærlinge, var det ikke fremmed for DAB at tænke lærepladser ind i projektet i Nørre Alslev. Og at tage en god snak med den valgte entreprenør til renoveringen af Bøstrupparken.
”Når man har kørt mange byggesager som os, så lærer man, hvilke samarbejdspartnere som også tænker i bæredygtighed og samfundsansvar. Vi går ikke ind for tvang, men håber da altid på en fælles forståelse for, hvad opgaven kan bære, når det kommer til lærlinge. Og det faldt helt naturligt for alle parter på projektet her,” fortæller Peter Køhlert.
14 pct. lærlinge på almene byggesager
Med Grøn Boligaftale 2020 har de almene boligorganisationer fået en bunden opgave. De skal levere 14 pct. lærlinge på de byggesager, der modtager støtte fra Landsbyggefonden.
I Boligaftalen fra 2014 blev der fastsat en målsætning på 12 pct.
Det skønnes, at der på de almene byggesager i 2020 var i gennemsnit 12,7 lærlinge pr. 100 ansatte.
BL har oprettet en temaside, hvor almene bygherrer kan få mere viden om, hvordan de skaber lærepladser og anden beskæftigelse på de almene byggesager.