21. OKT. 2020 KL. 12:00

Kan du spotte fejlene? Byggeskadefondens 10 mest sete svigt

Puds Paa Isolering Roed1

Kan du spotte projekteringsfejlen? Her er der bl.a. pudset helt op til vinduerne, og der er pudset på skrå flader. Foto: Byggeskadefonden

Her er 10 typiske byggetekniske svigt, som Byggeskadefonden ser. Begår du fejl når du projekterer en renovering?

Det går generelt godt med renoveringerne omkring landets almene boliger.

Byggeskadefonden efterser hvert år cirka 400 renoveringer, og antallet af alvorlige svigt er lavt. Det betyder dog ikke, at der ikke er plads til forbedring. Dårlige løsninger og fejl under projekteringen er ofte skyld i de svigt og skader, fonden ser. Mange af dem kunne måske endda være fanget på tegnebrættet.

Nu viser Byggeskadefonden de 10 typiske byggetekniske svigt, som den ser i de mange sager, der hvert år havner hos sagsbehandlerne.

Og måske lyder det banalt, for gode løsninger er enkle, gennemprøvede og i overensstemmelse med god byggeskik, lyder det fra Byggeskadefonden. Alligevel sker der svigt. Typisk, når byggesagerne bliver for komplicerede. For så bliver de også svære at udføre korrekt i praksis, lyder det. 

"Helt grundlæggende handler det om at vurdere risikoen ved de valgte løsninger. Sandsynligheden for at komplicerede løsninger bliver udført med fejl er stor, og hvis konsekvensen af fejlene også er stor, er der god grund til at vælge en mere simpel løsning i tråd med god byggeskik", siger teknisk chef Jens Dons, Byggeskadefonden.

Fakta om eftersyn af renoveringer

· Byggeskadefondens eftersyn gennemføres af eksterne rådgivere. Den tekniske afdeling i fonden gennemgår og godkender herefter eftersynene.

· Eftersynene danner sammen med statistikken grundlag for fondens formidling af erfaringer.

· Hvert år gennemfører fonden cirka 400 eftersyn af renoveringer.

· Fonden efterser cirka dobbelt så mange renoveringer som nybyggerier.

· Det går generelt godt med renoveringerne. Antallet af alvorlige svigt har været meget lavt for renoveringer de seneste år.

10 TYPISKE FEJL

De valg og beslutninger, der træffes i de tidlige faser, har helt afgørende betydning for en renoverings kvalitet. Undersøg, om du begår en af disse 10 typiske fejl, inden du bygger:

  1. Den nye facadeløsning er mindre robust end den oprindelige.

  2. Fuger er anvendt som eneste værn mod regnvand (et-trins tætning).

  3. Der er ingen konstruktiv beskyttelse af facaden.

  4. Materialet passer ikke til konstruktionen.

  5. Der mangler et veldefineret fald mod afløb på altanen.

  6. Nye og gamle materialer i vandinstallationen er ikke forenelige.

  7. Der mangler fugtspærre over vinduet i skalmuren, eller der er kun anvendt en rende til at lede vandet ud.

  8. Der er ikke taget højde for opstigende grundfugt.

  9. Førsynsrapporten er ufuldstændig eller mangler helt, selvom byggeriet ikke har været anvendt til boliger før renoveringen.

  10. Der er utætte inddækninger omkring vinduerne.

Spot en fejl - fuger!

Her er fuger anvendt som eneste værn mod regnvand - også kaldet en et-trins tætning.

Elastiske fuger kræver omfattende drift. De skal efterses og udskiftes ofte. Det kan være meget omkostningstungt, hvis bygningen er høj, eller fugerne er placeret, så de er svære at inspicere og udskifte.

Her lyder rådet: Lad ikke fugen være eneste værn mod regn, og sørg for at vand, der er kommet ind, også kan komme ud igen via dræn. Tænk drift, når du projekterer fuger. Brug konstruktiv beskyttelse og to-trins tætning. Når du anvender fuger, så sørg for, at de let kan inspiceres og udskiftes.

Spot en fejl - inddækninger!

Byggeskadefonden har blandt andet set utætte stødsamlinger i inddækninger omkring vinduer – ind til videre dog kun ved nybyggerier. Regnvand ledes via de utætte samlinger ind bag facadebeklædningen og ind i de konstruktioner, der ligger bag. Sørg for, at samlinger er tætte, og at inddækninger er udformet og fastgjort, så de holder vand ude.

Spot selv flere fejl hos Byggeskadefonden og læs også flere anbefalinger om renovering, som er samlet i Guide til kvalitet ved bygningsrenovering. Guiden indeholder overordnede anbefalinger til proces, projektering og bygningsdele.

Læs senere artikler

Om skribenten

Kristoffer
Kristoffer Friis Sørensen

Kristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Løb Mellem Husene har vokseværk

Kristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Løb Mellem Husene har vokseværk

Fik du

læst disse?

Istock 531308920 (1) Ny guide klar til grønne eftersyn
morten-staaende.jpg To guider til nybyggeri og renovering skal afhjælpe fejl i byggeriet
Puds Paa Isolering Roed1 Kan du spotte fejlene? Byggeskadefondens 10 mest sete svigt
Afdelingen Kjærslund I Boligforeningen Alboa Blev Renoveret Med Skadelige Mgo Plader. Boligorganisation og entreprenør: Vi er blevet mere forsigtige efter MgO-mareridt
20200910 211554 L 1920X1280we Her er regeringens 3 indgreb, som skal løse problemerne på Motalavej
Istock 1035591042 Millioner fra grønne fonde gør Kalundborg-renovering dobbelt så grøn
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste