20. OKT. 2026 KL. 12:00

Direktørportræt: Han vil flytte grænserne og give frihed til sine medarbejdere

Ulrik1

Ulrik Broch Hoffmeyer er administrerende direktøri Bo-Vest. Det er vigtigt for ham, at være der for sine medarbejdere - og samtidig give dem frihed til selv at finde vejen. Foto: Bo-Vest

Ulrik Brock Hoffmeyer er rundet af et hjem, hvor man blandede sig, og han har brugt 15 år som direktør på at udfordre vaner. Men erfaringen har lært ham, at frihed og effektivitet kan skabe afstand, hvis ledelsen slipper for meget.

”Du har ikke hørt mig sige fire dages-arbejdsuge. Det er helt bevidst.”

Ulrik Brock Hoffmeyer vil gerne have dét på plads, da Fagbladet Boligen er på besøg hos direktøren i Bo-Vest og spørger ind til de nye arbejdsformer i deres administration og drift.

Han vil gerne udfordre den måde, mennesker arbejder på, men han vil også have præmissen på plads. Forsøget i Bo-Vest, som blev sat i søen i 2023, handler nemlig ikke om en fridag, men om frihed, fokus og ansvar.

Medarbejderne arbejder blandt andet med faste fokusperioder uden møder og andre forstyrrelser og får større frihed til selv at tilrettelægge deres arbejde. Hvis opgaverne er løst, kan de som udgangspunkt holde en rådighedsfri fredag hver anden uge. Men de står fortsat til rådighed og kan blive kaldt på arbejde.

”Det blev fridagen og ikke metoden, der fik al fokus. Og det går sgu ikke,” siger Ulrik Brock Hoffmeyer, administrerende direktør i boligadministrationen Bo-Vest i Glostrup.

I dag hedder arbejdsformen ’Fremtidens arbejdsplads’. Nogle medarbejdere trives med den store frihed – andre har brug for mere struktur.

For Ulrik Brock Hoffmeyer er forsøget blevet en påmindelse om, at en ny arbejdskultur ikke passer sig selv.

”Sådan en omstilling koster blod, sved og tårer. Reaktionerne har vist sig at være lige så forskellige, som vi er mennesker. Det er vi i ledelsen nødt til at kunne håndtere.”

Som leder er Ulrik Broch Hoffmeyer optaget af at flytte grænser. Men efter 15 år som direktør spørger han oftere, hvor grænsen går. For frihed kræver ledelse – og ledelse kræver, at man opdager, når ens egne ideer ikke virker ens for alle.

Fremtidens arbejdsplads i Bo-Vest

Bo-Vest arbejder med nye måder at organisere arbejdsdagen på under overskriften ’Fremtidens arbejdsplads’.

Medarbejderne har blandt andet:

  • Fokustid, hvor de kan arbejde koncentreret uden møder og andre forstyrrelser.
  • Rådighedsfri hver anden fredag, hvis opgaverne tillader det. Det er ikke en almindelig fridag, da medarbejderen fortsat står til rådighed og kan blive kaldt på arbejde.

Målet er at arbejde mere fokuseret og effektivt og samtidig skabe bedre mulighed for restitution.

Bo-Vest har bevidst bevæget sig væk fra betegnelsen ’fire-dages arbejdsuge’, fordi fridagen ikke er målet i sig selv. Det afgørende er, hvordan arbejdet organiseres og løses.

IMG 9609

1 / 1Kært barn har mange navne...Den store hvide ejendom i Glostrup, hvor Bo-Vest har administrationskontor, har gennem tiden skiftet navn, i takt med hvem der har ejet det. Det blev døbt Hartmanns Pakhus ved opførelsen i 1919. Siden omdøbt til Marmorhuset og senere L’Oreal-huset. I dag er bygningen et kontorhus med flere forskellige firmaer – og hedder officielt igen Hartmanns Pakhus. Foto: Bo-Vest

”Hvis min bolig skulle bygges grundlæggende om, ville jeg da også selv have stærke holdninger. Så selvfølgelig skal beboerne da på banen.”

Ulrik Brock Hoffmeyer

Direktør i Bo-Vest

Han giver slip – og går i detaljen

Ulrik kom til den almene boligsektor fra det kommunale system. Som jurist arbejdede han først en årrække i Københavns Kommune.

”Det var en utrolig spændende periode, men efter tre et halvt år syntes jeg faktisk, at det hele var blevet lidt for alment,” fortæller han grinende.

Han havde lyst til at arbejde bredere og rykkede videre til Frederiksberg Rådhus, hvor han blev, indtil en headhunter i 2011 ringede om direktørjobbet i Bo-Vest. Han takkede ja – og har været der siden.

Som leder i administrationsselskabet håber han først og fremmest, at medarbejderne oplever ham som én, der er i øjenhøjde. At de kan gå til ham og sige, hvad de mener – også når de er uenige.

”Der er ikke noget pjat. Man skal ikke være bekymret eller nervøs, og man kan sige det, man mener og tænker.”

Men den uhøjtidelige stemning på kontoret betyder ikke, at Ulrik holder sig i baggrunden. Han vil sætte retningen og give medarbejderne plads til at finde vejen. Men han ved godt, at han ikke altid bliver oppe i helikopteren.

”Jeg er også ofte ret langt nede i nogle detaljer. Det kan være en styrke, men også en svaghed som leder,” siger han med et lille smil.

Netop spændet mellem at sætte retning og give slip har fået nyt fokus for direktøren i arbejdet med ’Fremtidens arbejdsplads’. For stor frihed kræver også, at ledelsen er tæt nok på til at opdage, når noget ikke fungerer.

Når friheden ikke fungerer lige godt for alle, peger han derfor ikke kun på medarbejderne. Han spørger også, om ledelsen har forklaret retningen tydeligt nok og fulgt tæt nok op.

”Vi har lært, at tilliden ikke kan stå alene. Vi er nødt til at holde hinanden til ilden og hele tiden være nysgerrige på, om det, vi har sat i gang, faktisk virker, og være villige til at justere,” siger han.

Ikke for at vende tilbage til det gamle. Men for at finde en ny balance mellem frihed og ledelse.

Om Bo-Vest

BO-VEST administrerer +10.000 boliger i Albertslund, Brøndby, Ishøj og Greve på vegne af Albertslund Boligselskab, Vridsløselille Andelsboligforening og boligselskabet Tranemosegård.

Udover at servicere beboerdemokratiet og løse opgaver inden for udlejning, renovering, byggeri, teknik og drift, administrerer de en række boligsociale helhedsplaner, hvor de samarbejder med beboere, kommuner og andre myndigheder om at løfte og udvikle boligområder.

IMG 9607

1 / 1Blokland er en afdeling i Vridsløselille Andelsboligforening (VA) i Albertslund med omkring 300 boliger. Bebyggelsen er fra 1970 og bestod før renoveringen af 303 boliger fordelt på fire blokke. Den længste blok var oprindeligt 360 meter lang. Første spadestik i den omfattende helhedsplan blev taget i 2023 efter mange års planlægning. De håber at være i mål i 2027. Foto: Bo-Vest

Da effektiviteten skabte afstand

Den balance blev sat på prøve denne sommer, da der i boligorganisationen VA blev stillet forslag om at forlade Bo-Vest og finde en anden administrator. Kritikken gik blandt andet på tilgængeligheden i administrationsselskabet og kontakten til beboerdemokratiet.

Forslaget endte med en handleplan frem for et brud. Men Ulrik Brock Hoffmeyer prøver ikke at tale kritikken væk. Han gør den til et spørgsmål om sin egen kurs.

”Vi har gennem flere år effektiviseret, så medarbejderne får mere sammenhængende tid til sagsbehandling. Men set fra den anden side af skranken kan gevinsten godt ligne afstand. Beboerne har oplevet, at det er blevet sværere at få fat i os. Og det er vi oprigtigt kede af.”

Han afviser derfor ikke kritikken. Tværtimod spørger han, om Bo-Vest er gået for langt.

”Det kan godt være, at vi i virkeligheden har effektiviseret lidt for langt i bund på noget af det.”

Den erkendelse har ramt en kerne i hans ledelse. En administration skal kunne levere effektivt, men den må ikke blive så strømlinet, at menneskerne på den anden side oplever den som fjern.

Han romantiserer ikke beboerdemokratiet. Store renoveringer kan kræve års møder og afstemninger. Men langsommeligheden er ikke i sig selv et argument for at skære beboerne fra.

”Hvis min bolig skulle bygges grundlæggende om, ville jeg da også selv have stærke holdninger. Så selvfølgelig skal de da på banen.”

Han nævner en afdeling i en af deres boligkvarterer i Albertslund, hvor beboerne stemte ja til en omfattende renovering, selv om huslejen steg med omkring 38 procent.

”Det viser, at beboere godt kan bære svære beslutninger, når de selv har været med til at træffe dem. Det giver projektet legitimitet.”

Demokratiet kommer hjemmefra

Uriks tro på deltagelse kommer ikke kun fra direktørkontoret. Han voksede op i Holstebro med to gymnasielærere som forældre, og hvor samfundet blev diskuteret rundt om middagsbordet. Hjemmet var præget af, at man blandede sig.

”Når man involverer sig, kommer man også til at tage stilling. Ellers er man bare med.”

Senere blev han selv fodboldtræner for sin søns hold og medlem af klubbens bestyrelse. Her slog det ham, at de unge kunne møde op uge efter uge uden at vide, at klubben var deres forening, og at de selv kunne påvirke den.

”Vi har en opgave i at opdrage vores børn og unge i, hvad foreningslivet er, hvor værdifuldt det er, og at det kræver, at man tager del.”

Han ser selv en direkte linje fra sin egen opvækst til sit arbejde i den almene sektor. For ham handler beboerdemokrati ikke kun om møder, afstemninger og formelle processer. Det handler om, at beboerne faktisk kan være med til at beslutte, hvordan deres boligområde skal udvikle sig.

Det kan gøre beslutningerne langsommere og mere besværlige for boligorganisationerne.

”Men det er netop pointen. Når beslutningerne griber direkte ind i menneskers hjem og økonomi, skal de også have mulighed for at påvirke dem – og være villige til at gøre det,” lyder det fra den administrerende direktør i Bo-Vest, Ulrik Brock Hoffmeyer.

Læs senere artikler

BO-VEST: ”Vi skal konkurrere på at være en attraktiv arbejdsplads”

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Anja Andersen 02823
Anja Robstrup Andersen

Anja Robstrup Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Direktørportræt: Han vil flytte grænserne og give frihed til sine medarbejdere

Anja Robstrup Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Direktørportræt: Han vil flytte grænserne og give frihed til sine medarbejdere

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 5)

0

Læseliste