08. JAN. 2025 KL. 12:00

Ny ledelse i Bo42

ebbe-frank.jpg

Ebbe Frank. Foto: Bo42

Direktør fratræder sin stilling som konsekvens af samarbejdsproblemer omkring tre store renoveringer.

Samarbejdet mellem Bo42 på Bornholm og bygherrerådgiveren KUBEN om tre omfattende helhedsplaner er blevet så udfordrende, at det vækker alvorlig bekymring for byggesagernes økonomi og gennemførelse. Derfor har tilsynet, Bornholms Regionskommune, nu grebet ind.

Direktør fratræder

For at undgå fordyrende forsinkelser i renoveringssagerne har den tilsynsførende kommune umiddelbart før jul i et bestemt formuleret varsel til boligorganisationen krævet, at Bo42, Kuben, Landsbyggefonden og BL – Danmarks Almene Boliger går sammen om at finde løsninger, så arbejdet med de tre helhedsplaner færdiggøres.

Det har mundet ud i et møde mandag d. 6. januar 2025. Her deltog Bo42’s direktør, formand og næstformand for bestyrelsen samt repræsentant for BL. På mødet blev der indgået aftale om, at Bo42’s direktør Ebbe Frank fratræder sin stilling.

Vemodig afsked

Formand for bestyrelsen i Bo42, Brit Kofoed Dahl, siger i forbindelse med, at Ebbe Frank fratræder som direktør:

”Det er med vemod, at vi tager afsked med Ebbe Frank. Han har stået i spidsen for Bo42 i næsten et kvart århundrede, og ingen har nogensinde kunnet være i tvivl om hans entusiasme og glødende engagement i opgaven med at drive Bo42 optimalt til glæde for vores beboere.”

”Derfor har vi i bestyrelsen også respekt for, at Ebbe Frank nu fratræder, fordi han ikke vil stå i vejen for en løsning af de problemer, som Bo42 åbenlyst står i lige nu.”

Erfaren problemknuser overtager

Bent Frederiksen, der tidligere har været direktør for Boligforeningen 3B i København, indtræder som midlertidig forretningsfører i Bo42. Det sker allerede fra d. 9. januar 2025. Han forventes at blive i stillingen, indtil der er fundet forsvarlige og varige løsninger på de problemer, der er opstået i forbindelse med de tre renoveringssager. Bent Frederiksen har via BL tidligere været udsendt som midlertidig forretningsfører til boligorganisationer med akut behov for ledelsesmæssig bistand til at hjælpe dem igennem svære perioder.

Om Bo42

Bo42 er med 1.172 boliger den største almene boligorganisation på Bornholm. Den sikrer boliger til 2.000 beboere. Det omfatter blandt andet 15 procent af Rønnes befolkning og 10 procent af Svanekes befolkning.

De strandede renoveringer omfatter afdelingerne 56 med 154 boliger, Søndergården med 92 boliger samt afdeling Svaneke med 83 boliger, der er fordelt flere steder i byen.

Om skribenten

Regnar 06111
Regnar M. Nielsen

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Ny ledelse i Bo42

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Ny ledelse i Bo42

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3007 )

0

Læseliste