18. DEC. 2025 KL. 12:37
EU-Domstolen: Den danske parallelsamfundslovgivning kan indebære diskrimination
Salen hvor retsmødet om den danske parallelsamfundslov blev afviklet. Foto: Presse/EU
18. DEC. 2025 KL. 12:37
EU-Domstolen fastslår, at elementer af parallelsamfundsloven kan være udtryk for forskelsbehandling på baggrund af etnicitet. Den endelige vurdering er op til de danske domstole.
De 15 dommere, der siden retsmødet ved EU-Domstolen mandag den 30. september 2024, har voteret og er nået frem til en afgørelse. Parallelsamfundslovens kriterium om indvandrere og efterkommere kan være diskriminerende.
Dommen blev her til formiddag læst op i en direkte transmission, der kunne streames fra domstolen.
Nu op til de danske domstole
Dermed har EU-domstolen leveret det, som den af de danske domstole blev bedt om. Sagen ved EU-Domstolen er ført på baggrund af en såkaldt præjudiciel forespørgsel fra den danske Østre Landsret.
”Dommen fra EU-domstolen er et fortolkningsbidrag til Østre Landsret, som den skal anvende i de aktuelle sager, som var baggrunden for, at de bad EU-domstolen om en vurdering,” siger administrerende direktør ved BL – Danmarks Almene Boliger, Bent Madsen og fortsætter: ”Nu er vi i gang med at nærlæse dommen sammen med de juridisk lærde”.
Mjølnerparken og Ringparken
Sagen i Østre Landsret, som forespørgslen til EU-Domstolen tager afsæt i, vedrører Ringparken i Slagelse og Mjølnerparken i København. I sagen fra Mjølnerparken er det beboerne, der har stævnet staten med påstand om, at parallelsamfundslovgivningen er diskriminerende, og at udviklingsplanerne dermed ikke er lovlige. Herudover vil fortolkningsbidraget fra EU-Domstolen og afgørelsen i Østre Landsret have betydning fra andre retssager, herunder i Gellerup i Aarhus m.fl.
Afgørelsen fra EU-Domstolen rokker ikke ved, at den danske parallelsamfundslovgivning fortsat gælder, og det betyder, at udviklingsplanerne i 17 boligområder skal fortsætte.
Kortfattet minister
I Social- og Boligministeriet hvor parallelsamfundsloven varetages, har man også modtaget dommen. Her er reaktionen ganske kortfattet.
”EU-Domstolen har truffet afgørelse i sagen vedrørende parallelsamfundslovgivningen. Sagen er nu tilbage i Østre Landsret, og vi vil naturligvis nærlæse dagens dom fra EU-Domstolen,” siger social-og boligminister Sophie Hæstorp Andersen”
Se Koen Lenaerts, præsident for Den Europæiske Unions Domstol forklare dommen (du skal acceptere cookies for at se videoen):
Læs senere artikler
EU-Domstolen har indledt retssag mod den danske stat
Alment Inside: Historisk dansk retssag er nået til EU - nu venter afgørelsen