23. MAR. 2023 KL. 08:00

Kommune griber jobprojekt: ”Det er en kæmpe lettelse”

Jobplaneten Foto

Over 1.000 unge, som drengene her i Køge, har været igennem Jobplaneten for at få hjælp til at finde et fritids- eller lommepengejob. 93 procent af dem har siden fastholdt deres job. Foto: Jobplaneten

De boligsociale indsatser i Jobplaneten bliver nu ført videre i en større skala sammen med Køge Kommune.

For tre måneder siden så det ud til, at Jobplaneten i Køge skulle lukke, som vi tidligere har beskrevet på Fagbladet Boligen.

Men nu har Køge Kommune reddet den unge-indsats, som har kørt i flere almene boligområder, på målstregen.

Det betyder, at kommunen og Jobplaneten i fællesskab skal løfte det boligsociale projekt til et nyt niveau, bekræfter Christian Mejdahl Petersen, afdelingsleder for Ungecentret i Køge Kommune, til Fagbladet Boligen.

”Det er det perfekte match. I Jobplaneten er medarbejderne vant til at arbejde i øjenhøjde med de unge i de udsatte boligområder. De kan lynhurtigt spotte dem, som har behov for et skub i livet. Det kan de nu udvide til resten af Køge. Med vores knowhow og netværk i kommunen kan vi sammen forstærke og udvikle Jobplaneten til version 2.0,” fortæller Christian Mejdahl Petersen.

Hos Jobplaneten har de også svært ved at få armene ned over det nye samarbejde med Køge Kommune.

Her glæder Lasse Skov Laursen, sekretariatschef for den boligsociale indsats i Køge, sig over, at Køge Kommune har påtaget sig ejerskabet af ungeindsatsen, som har base i det almene boligområde Karlemoseparken i udkanten af Køge by.

”Det er en kæmpe lettelse, at Jobplaneten er landet og forankret i Køge Kommune. Vi har altid haft et tæt samarbejde med kommunen. Det bliver nu styrket, da de kan åbne nye døre til erhvervslivet, og vi kan nå meget bredere ud i landskabet end hidtil. Det vil gavne de mange 15-19-årige i kommunen, som står uden for job og uddannelse,” siger Lasse Skov Laursen.

Jobplaneten har, siden de startede op i 2014, haft stor succes med at hjælpe over tusinde unge i job eller uddannelse fra boligområderne i den boligsociale helhedsplan i Køge.

Hele 93 procent af de unge, der har været tilknyttet Jobplaneten, har siden fastholdt deres job.

Men der var desværre en bagkant på den boligsociale unge-indsats i Køge, som er administreret af Boligselskabet Sjælland.

Finansieringen fra A.P Møllerske Støttefond, som supplerede Landsbyggefondens bevilling til den boligsociale helhedsplan, udløb nemlig den 1. februar i år – og de stod til at lukke ned.  

Artiklen fortsætter under citatet

OM JOBPLANETEN

Jobplaneten arbejder med en række indsatser for unge, der skal hjælpe til et bedre ungeliv og flere fremtidsmuligheder inden for de faglige erhverv.

Det startede som et innovativt partnerskab for unge, indgået mellem kommune, boligsociale helhedsplaner og flere almene boligorganisationer i Køge og Greve Kommune – finansieret af Den A.P Møllerske Støttefond, Landsbyggefonden og Kommuner.

Siden kom Roskilde og Albertslund kommuner til.

Projektet fokuserer primært på fritidsjob og erhvervsrettede forløb inden for de faglærte erhverv. Det drejer sig om indsatser som:

  • Lommepengejob for 13-15-årige
  • Offentlige fritidsjob for 14-17-årige
  • Private fritidsjob, herunder fritidsjob med mentor
  • Undervisningsforløb for 7.-9. klasser, herunder praksistalenter og klasseforløb
  • Fremskudte vejledningsforløb for elever og forældre
  • Mentorindsats

Jobplaneten har siden 2014 skabt over tusinde fritids- og lommepengejob og banet vejen videre fra fritidsjob til faglært.

Læs mere om Jobplaneten og den boligsociale helhedsplan i Køge.

Set med kommunale øjne er der et stort socialt og økonomisk potentiale i, at de unge bliver præsenteret for fagområder, som de ellers ikke ville komme i berøring med. Det kan føre til, at de på sigt får lyst til at tage en uddannelse eller fast arbejde inden for de fag, som mangler arbejdskraft.

Lasse Skov Laursen

Sekretariatschef i Jobplaneten

Indsats skal dække hele kommunen

Det får samtidig en stor betydning, at Jobplaneten nu er organisatorisk forankret i Ungecentret i Køge Kommune. På den måde kan de arbejde målrettet med den politiske målsætning om, at alle kommunens unge gennemfører en ungdomsuddannelse eller får en tilknytning til arbejdsmarkedet.

”Fremover kan vi være til stede der, hvor der er behov for os. Vi kan også få fat i alle de unge, som ellers ikke en del af ’systemet’ eller en boligsocial helhedsplan. Man behøver jo ikke have en sag i kommunalt regi, bare fordi man er 14 år og bor i et alment boligområde,” som Christian Mejdahl Petersen siger.

Lasse Skov Laursen og kollegerne i Jobplaneten ser også frem til at kunne lave aftaler med flere samarbejdspartnere, end de tidligere har haft adgang til.

Den boligsociale helhedsplan er dog fortsat til stede i de almene områder og fortsætter samarbejdet med kommunen.

”Set med kommunale øjne er der et stort socialt og økonomisk potentiale i, at de unge bliver præsenteret for fagområder, som de ellers ikke ville komme i berøring med. For eksempel kan et fritidsjob på et plejehjem eller i et håndværkerfirma, som løser opgaver i kommunen, føre til, at de på sigt får lyst til at tage en uddannelse eller fast arbejde inden for de fag, som mangler arbejdskraft,” forklarer sekretariatschefen i den boligsociale indsats i Køge.

Jobplanetens fremtid

Det er besluttet, at der skal etableres en bestyrelse i Jobplaneten. Her vil de invitere erhvervslivet og det politiske niveau ind.

Christian Mejdahl Petersen er formand i bestyrelsen og repræsentant for Køge Kommune.

Lasse Skov Laursen er næstformand og repræsenterer den boligsociale helhedsplan i Køge, som Boligselskabet Sjælland administrerer. Og som Køge Boligselskab, DAB og Lejerbo er en del af.   

Finansiering af arbejdet med at bane vejen for at få de unge ind i et job bliver også en del af det fremtidige arbejde i både Køge Kommunes Ungecenter og Jobplaneten.

Køge Kommune har indtil videre bevilliget 1 million kroner til at drive jobindsatsen videre over de næste tre år. Derudover har flere af de almene boligorganisationer bidraget med 50.000 hver til at holde lommepengejob-indsatsen i gang. En indsats, der også understøttes af helhedsplanen.

”Endemålet er at etablere en socialøkonomisk virksomhed, der kan køre af sig selv,” afslutter Christian Mejdahl Petersen fra Ungecentret i Køge Kommune – og øverste leder af Jobplaneten 2.0. 

Læs senere artikler

Særlig jobindsats hjælper flere unge i uddannelse

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Anja Andersen BL
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Kredsformand: "Vi skal sikre de rigtige boliger til de personer, der vil bo her”

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Kredsformand: "Vi skal sikre de rigtige boliger til de personer, der vil bo her”

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2884 )

0

Læseliste