03. MAJ. 2022 KL. 14:19

Murerspand fyldt med opfordringer

Christian Rabjerg Madsen Foto: Andreas Holm Hansen (2)

Foto: Andreas Holm Hansen / Christian Rabjerg Madsen er ny indenrigs- og boligminister

Mandag den 3. maj overtog Christian Rabjerg Madsen Indenrigs- og Boligministeriet fra Kaare Dybvad Bek. Overdragelsen fandt sted i Ministeriets lokaler.

Det var en vemodig forhenværende indenrigs- og boligministerminister, der mandag eftermiddag sagde farvel til det ministerium, som han for boligområdets vedkommende havde haft ansvaret for siden sommeren 2019, og hvad det indenrigspolitiske angik siden januar 2021.  

”Jeg synes, vi har nået mange vigtige ting, der alle er afgørende for, hvordan vores land hænger sammen. - Ting, som er vigtige i forhold til at sikre den sociale sammenhængskraft, der skal bevare vores velfærdssamfund i fremtiden,” sagde Kaare Dybvad Bek (S).

Ministeren fremhævede i den sammenhæng det såkaldte Blackstone-indgreb, bæredygtige byggerier, grønne omstillinger, balanceskabende decentralisering. Og naturligvis de almene boliger.

”Vi har gjort en indsats for at passe på de almene boliger. Vi har sikret 30 milliarder til at renovere de eksisterende boliger og yderligere 10 milliarder til at bygge nye boliger. Det er en indsats, du nu skal arbejde videre med,” lød opfordringen fra den afgående minister.

Gaven

At den opgave havde en særlig stor plads i Kaare Dybvad Beks hjerte stod skarpt tilbage, da han gav den traditionelle gave til sin efterfølger på posten, Christian Rabjerg Madsen.

”Jeg har købt en gave til dig. Jeg ved, du har håndværkererfaring. Du har renoveret dit hus. Vi er i bekneb for håndværkere derude. Mange byggerier går i stå. Både i kommunerne, i vores boligorganisationer og hos private bygherrer er det et problem," indledte Kaare Dybvad Bek.

”Hvis du får lidt tid til overs, har jeg nu installeret dig med en murerske og en lille spand. Så kan du gå ud og bidrage på stilladserne her i København," fortsatte han.

I gode hænder

Ud over den klare opfordring til blandt andet at gøre noget ved den almene boligsektors problem med maksimumbeløb med mere gav den afgåede minister udtryk for glæde over, at ministeriet nu er lagt i Christian Rabjerg Madsens hænder.

”Jeg er glad for, at det er dig, som overtager ministeriet. Jeg kan huske, at vi allerede, før vi blev valgt til Folketinget, havde fælles interesse i nogle af de her ting," sagde Kaare Dybvad Bek.

”Jeg kender dig som en enormt energisk og politisk stærkt kommunikerende kollega. Du kommer til at trække de her dagsordner op på et helt nyt niveau. Du er en stærk forhandler, som også får sit at se til, når du eksempelvis skal indgå aftaler med kommunerne og andre om forhold, der vedrører dette ministerium,” fortsatte han.

12 BL

1 / 1Foto: Andreas Holm Hansen, BL / Den afgående minister, Kaare Dybvad Bek, gav den nye indenrigs- og boligminister, Christian Rabjerg Madsen en mureske. Der var en opfordring til at sætte gang i blandt andet byggeriet af almene boliger, der mange steder er gået helt i stå.

”Min politiske ambition er, at vi fortsætter med at levere i forhold til de retninger, der allerede er udstukket af Kaare og det regeringsprojekt, som jeg nu træder ind i. Det handler om, at der i vores store byer skal være boliger for alle. Det handler om, at der i vore store byer ikke skal være kæmpestore områder, hvor der kun bor fattige. Vi skal have blandede boligområder og blande byer,”

Christian Rabjerg Madsen

Indenrigs- og boligminister

Stor udfordring

Den nye indenrigs- og boligminister kvitterede med løfter.

”Jeg glæder mig enormt meget til at slå mine folder her i ministeriet for sammenhængskraft. Er man fra Socialdemokratiet, er sammenhængskraft et centrale begreb. Det bliver ikke ret meget større,” sagde Christian Rabjerg Madsen.

”Min politiske ambition er, at vi fortsætter med at levere i forhold til de retninger, der allerede er udstukket af Kaare og det regeringsprojekt, som jeg nu træder ind i. Det handler om, at der i vores store byer skal være boliger for alle. Det handler om, at der i vores store byer ikke skal være kæmpestore områder, hvor der kun bor fattige. Vi skal have blandede boligområder og blandede byer,” fortsatte han.

Danmark i balance

Ifølge den nye minister er fundamentet for velfærdsstaten, at vi investerer og kender hinanden.

”Vi skal sikre, at velfærdssamfundet rykker tættere på de steder, hvor danskerne bor. Det drejer sig om uddannelsespladser, sundhedstilbud, gode rammer for kommunerne. Og ikke mindst, at vi har nogle gode blandede byer. Fundamentet for en velfærdsstat er, at vi kender hinanden – at vi kender hinanden er forudsætningen for, at vi fastholder lysten til at bidrage til fællesskabet,” sagde Christian Rabjerg Madsen.

”Vi skal fortsat arbejde på at få Danmark i Balance. Når man er opvokset i Syddanmark, har man været tæt på konsekvensen af centralisering. Jeg har med mine egne øjne set konsekvenserne af, at kommunekontoret lukker, når skolerne og butikkerne lukker. Fundamentet for, at vi lykkes med det, er, at der er arbejdspladser, og at velfærdssamfundet er tæt på,” uddybede han.

Det grønne

Den nye indenrigs- og boligminister gav også udtryk for, at samtiden har skabt nye og eksistentielle udfordringer, som skal løses. Værktøjet bliver den nye planlov.

”Det skal gøres nemmere at etablere solceller og vindmøller. Det er afgørende for vores kamp mod klimaforandringerne. Ligesom det også er blevet klart for enhver, at energipolitik er blevet sikkerhedspolitik. Vi har behov for at frigøre os for Putins gas. Skal vi lykkes med det, må vi have flere vindmøller og solceller op. Det skal sikres med den kommende nye planlov," sagde Christian Rabjerg Madsen.

”Det bliver svært. Jeg gør mig ikke nogen illusioner om, at der ikke vil være forskellige synspunkter. Men det er nødvendigt,” fortsatte han.

Om den nyhe minister

Christian Rabjerg Madsen er født den 24. marts 1986 i Silkeborg.

Han blev med 5.201 stemmer i 2015 valgt til Folketinget for Socialdemokratiet i Sydjyllands Storkreds.

Før udnævnelsen til Indenrigs-og boligminister den 3. maj i år har han i Folketinget besiddet en række politiske tillidserhverv. Han har blandt andet været formand for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg. Ligesom han har været Socialdemokratiet finanspolitiske og politiske ordfører.  

 

Uddannelse

Cand.scient.pol., Aarhus Universitet, 2006-2012.

Matematisk student, Varde Gymnasium, 2002-2005.

 

Beskæftigelse før valg til Folketing

Udviklingskonsulent, Varde Kommune, 2013-2015.

Senior consultant, JKL/MSL Group, 2013.

Consultant, JKL/MSL Group, 2011-2013.

Kampagneleder for folketingskandidat Nicolai Wammen, 2010-2011.

 

Om Kaare Dybvad Bek

Den tidligere indenrigs- og boligminister, Kaare Dybvad Bek, er i forbindelse med regeringsrokaden blevet udnævnt som ny minister for udlændinge og integration.

Om skribenten

Regnar Nielsen BL
Regnar M. Nielsen

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Den almene bolig er stadig til at betale i København

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Den almene bolig er stadig til at betale i København

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2923 )

0

Læseliste