23. MAJ. 2022 KL. 15:15
Ældre risikerer et isoleret liv i uegnede boliger
23. MAJ. 2022 KL. 15:15
Hvis der ikke snart kommer gang i byggeriet, vil mange ældre være tvunget til at blive boende i en uegnet bolig. Det kan føre til ensomhed og boforhold, som ikke lever op til deres fysiske behov.
Generationernes Træhus i Ørestaden skulle have været next stop for flere ældre, som var klar til at flytte fra villaen eller deres almene familiebolig til en bolig med elevator, fællesskab og god plads til at komme omkring med rollatoren. Det var i hvert fald planen.
For KAB måtte lægge Boligforeningen 3B's signaturprojekt på Amager på is, da det i øjeblikket er helt urealistisk at kunne bygge et ni-etagers træhus med et miks af ungdoms-, familieboliger og ældrebofællesskab inden for maksimumbeløbet – uanset hvor meget de går på kompromis med materialerne.
”Behovet for ældrevenlige boliger er kæmpestort. Og vi frygter at komme fuldstændig på bagkant med at kunne bygge dem, som behovet stiger de næste år,” fortæller Rasmus Jessing, der er byggedirektør i KAB.
For jo længere tid, de almene bygherrer er sat på hold på grund af stigende materialepriser, jo større tryk vil der være, når priserne stabiliserer sig igen. Og det er et problem for den voksende gruppe ældre borgere, som lige nu og her har nogle fysiske behov, som deres nuværende boliger ikke kan leve op til.
”Det er rigtig skidt for os, som jo lever af at bygge boliger efter behovet i samfundet. Det er også skidt for kommunerne, fordi de ikke kan anvise egnede boliger til de ekstremt mange ældre, som lige om lidt ’banker på døren’. Men værst er det for de mange ældre, som risikerer at sidde fast i en bolig, som de er kede af at være i, fordi den er komplet uegnet for dem at bo i som ældre.”
Der er typisk ikke elevator i de ældre almene familieboliger. Der er heller ikke taget højde for, at man som ældre beboer skal kunne komme rundt i lejligheden med sin rollator eller kørestol. Og badeværelserne er ofte så små, at den ældre beboer kan have svært ved at komme ind og ud.
”Vi risikerer, at de ældre ude i boligafdelingerne kommer til at leve et ekstremt isoleret liv, fordi de ikke kan komme på gaden. Samtidig med, at livet inde i boligen heller ikke fungerer. Det er da enormt trist,” fortsætter en bekymret byggedirektør.
Samarbejdet med kommunen er udfordret
KAB-fællesskabet har normalt et tæt samarbejde med Københavns Kommune om at bygge ældre- og plejeboliger, som kommunerne derefter driver.
Det samarbejde føler byggedirektøren sig temmelig udfordret på i denne tid, hvor det ene byggeprojekt efter det andet bliver lagt i graven.
”Det ødelægger da vores samarbejde med kommunerne, at vi ikke kan levere de boliger, der er behov for. Jeg er sikker på, at kommunerne har det på helt samme måde i forhold til de borgere, som de er forpligtede til at kunne anvise ældre- og plejeboliger til. Vi står overfor en historisk stor udfordring i byggeriet, som politikerne snart må finde en løsning på,” siger Rasmus Jessing.
Mister mobiliteten i afdelingerne
Ifølge Rasmus Jessing skal politikerne på Christiansborg ikke vente for længe med at give en håndsrækning til finansieringen af de ekstra omkostninger, byggeriet oplever på grund af de enorme prisstigninger på byggematerialer.
For problemet med det bratte stop i nybyggeriet rækker ud over de ældre, som lige nu ikke kan få anvist en pleje- eller ældrebolig af deres kommune.
”Manglen på ældre- og plejeboliger hæmmer jo også mobiliteten i de almene boligområder. Der er normalt en naturlig udskiftning af beboerne i vores familieboliger, som behovene ændrer sig. De ældre flytter til mindre og mere egnede boliger, som så frigiver de større familieboliger til nye og yngre familier. Derfor får SOSU-hjælperen og sygeplejersken også problemer med at finde en bolig.”
Læs senere artikler
Opråb til politikerne: ”Ældre har ikke den luksus at kunne vente”
Her er 5 ønsker til ny boligminister: Skyd bolden i mål
Om skribenten
Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Monsterregn i Esbjerg og Vejle: ”Vi slap billigt – men der skal gøres noget ved kloakkerne”Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Monsterregn i Esbjerg og Vejle: ”Vi slap billigt – men der skal gøres noget ved kloakkerne”Mest læste
Se alle artikler (2961)0