;

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Dansk Byggeri: Over 16.000 fyringer i vente

25. mar 2020

Konsekvenserne af covid-19 ruller nu for alvor i bygge- og anlægsbranchen. Dansk Byggeri forventer det største antal fyringer siden finanskrisen i 2008.

 

"At der er kommet så mange flere ledige, har vi ikke set siden finanskrisen. Og det her er kun starten," siger cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg, til Altinget.dk.

I Dansk Byggeri skønner de, at 16.400 ansatte i bygge- og anlægsbranchen i første halvår af 2020 vil være hjemsendt eller afskediget, hvis nedlukningen af Danmark fortsætter. Kunder udskyder eller aflyser deres ordrer, og det skaber uvished i virksomhederne.

”Det lå ikke i kortene, at vi ville få et fald i beskæftigelsen i byggeriet i sådan et omfang. Det er en meget voldsom udvikling. Vi hører fra rigtig mange medlemmer - og særligt dem med mange private kunder - at der er meget, der bliver udskudt eller aflyst,” siger Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Dansk Byggeri.


Beskæftigelsen i byggebranchen har ellers været stødt opadgående fra 2013-2019 med 33.000 flere arbejdspladser. Nu frygter man en hård nedtur med konsekvenser for de mange ansatte.

Brev til statsminister Mette Frederiksen: ”Sæt gang i renoveringerne nu”

Ledigheden stiger

I løbet af de sidste uger er flere end 1.000 ansatte i byggebranchen gået hjem med en fyreseddel i hånden. Dertil kommer alle de hjemsendte, hvis løn er delvist kompenseret via staten.

Ifølge Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Dansk Byggeri, kommer usikkerheden med garanti til at betyde konkurser.


"Det er temmelig alvorligt. Usikkerheden rammer alle, men det rammer især de små virksomheder, der er rettet mod de private, så vi vil nok se en bølge af konkurser, når vi kommer lidt længere hen i det her forløb," siger han til Børsen.

 

Holder gang i renoveringer

Det Rådgivende Byggepanel er en ny stærk alliance af organisationer omkring byggeriet i Danmark. Det vil arbejde på at holde gang i de planlagte projekter i de almene boligorganisationer, som renoverer og vedligeholder for mere end 14 milliarder kroner hvert år.

 

På den måde kan den almene boligsektor bidrage til at hjælpe bygge- og anlægsbranchen igennem corona-krisen.

 

Bag Det Rådgivende Byggepanel for almene boligorganisationer er BL - Danmarks Almene Boliger sammen med Dansk Byggeri, BAT Kartellet, Danske Arkitektvirksomheder, Foreningen af Rådgivende Ingeniører FRI, Dansk Erhverv, Bygherreforeningen og Landsbyggefonden. 

 

Minister bakker op

Boligminister Kaare Dybvad Bek støtter op om det nye byggepanel og udtaler:


”Det er vigtigt, at vi ser på, hvordan vi kan fastholde flest mulige aktiviteter i samfundet under coronakrisen – og det gælder naturligvis også i den almene boligsektor. Derfor hilser jeg det initiativ velkommen, som BL her har taget i samarbejde med en række helt centrale organisationer omkring byggeriet i Danmark”, siger Kaare Dybvad Bek

 

Når året er omme, spår Dansk Byggeri, at branchen samlet set vil have mistet omkring 7.300 medarbejdere på grund af corona-pandemien.