;

Foto: Simon Jeppesen

Foto: Simon Jeppesen

Boligorganisationer: ”Vi er så klar”

06. maj 2020

Mange almene boligselskaber ånder lettet op. De har længe ventet på, hvornår regeringen ville komme med det udspil, som kan sætte gang i renoveringen af de 72.000 boliger, der lige nu står i kø i Landsbyggefonden. Spændingen blev udløst den 1. maj.

 

30 milliarder kroner var udmeldingen fra Mette Frederiksen til de almene boligselskaber på Arbejdernes Kampdag. En festdag, som normalt er fyldt med røde faner og brandtaler i Fælledparken. I år en enlig statsminister på en talerstol på Arbejdermuseet – helt uden publikum og med et godt budskab til de almene beboere.

 

Ud af de 30 milliarder foreslår regeringen at afsætte 18,4 milliarder i Landsbyggefonden til at renovere køen på de 72.000 almene boliger, som er utidssvarende, helbredsskadelige, og som svinger tungt ud på energibarometeret.

 

Den udmelding fik direktørerne i de almene boligselskaber til at spidse øre og efterfølgende juble.

 

”Det er et yderst glædeligt første skridt, der kan være med til at bekæmpe den øgede ledighed som følge af den aktuelle krise. Samtidig får vi løftet det eksisterende almene byggeri betydeligt. Glæden bliver ikke mindre af, at den ekstraordinære indsats efter planen skal komme allerede i år,” siger Ole Nielsen, direktør i Himmerland Boligforening.

 

Det giver så meget mening for os alle at arbejde under den dagsorden.
Charlotte Nørbak, Domea.dk

 

Trækker i arbejdstøjet

De 18,4 milliarder af lejernes opsparing i Landsbyggefonden skal allerede ud at arbejde i 2020. For man skal i bund med de mange boliger, der længe har trængt til renovering, og som er godkendt til at få støtte fra Landsbyggefonden. De resterende 11,6 milliarder er til kommende renoveringer frem mod 2026, hvor der er fokus på den grønne omstilling.

 

Charlotte Nørbak, direktør for Byggeri og Byudvikling i Domea.dk, er også begejstret og trækker nu i arbejdstøjet:

 

”Det er jo beboernes egne penge, der skal ud at rulle til glæde for bedre boligområder og til glæde for beskæftigelsen. Det giver så meget mening for os alle at arbejde under den dagsorden. Vi er SÅ klar,” siger hun.

 

Tiltrængt løft

I flere år har beboerne i de mange tusinde boliger rundt om i landet døjet med dårligt indeklima, byggeskader og utidssvarende boliger. Og i værste tilfælde gjort dem alvorligt syge.

 

”Jeg er glad for, at vores beboere nu kan få renoveret deres bolig. I Bo-Vest har vi mange renoveringer i kø, der nu kan blive afviklet. Alt for mange må leve med utætte vinduer, skimmel og tage, der trænger til at blive skiftet,” siger Vinie Hansen.

Boligordførere: Ja tak til renovering af 72.000 almene boliger

Flere af de almene boliger er i så dårlig stand, at der ophober sig fugt og dannes skimmelsvamp. Det har haft den konsekvens, at beboere har udviklet allergier og lider af hovedpine, træthed og koncentrationsbesvær.

 

Andre døjer med aldrende og dårligt isolerede bygninger. Her kan beboerne ikke varme deres hjem op til en stuetemperatur på de anbefalede 21 grader, fordi der dannes kuldebroer ved vinduer, døre og ydermure.

 

Grøn omstilling

Ifølge BL vedrører to tredjedele af projekterne i renoveringskøen klimaskærme. Tager de almene boligselskaber hånd om ejendommene af ældre dato med ikke-tidssvarende energistandard, kan der ifølge deres beregninger være varme- og CO2-besparelser på cirka 30- 40 procent.

 

Der kan dermed være mange penge at spare på varmeregningen ved at opgradere bygningernes klimaskærm. For eksempel ved at isolere ydervægge, tag og lofter og udskifte gamle vinduer til energiruder.

 

”Klimaet betyder meget for os i Bo-Vest. Jeg lægger især mærke til, at Landsbyggefonden nu får mulighed for at støtte energirenoveringer. Det vil betyde, at boligerne i langt højere grad fremtidssikres med hensyn til isolering af for eksempel facader,” siger Vinie Hansen, bestyrelsesformand i Bo-Vest.

 

Alt for mange må leve med utætte vinduer, skimmel og tage, der trænger til at blive skiftet.
Vinie Hansen, formand i Bo-Vest

 

Ulrik Brock Hoffmeyer, direktør i Bo-Vest, supplerer sin formand:

 

”Mange af vores beboere vil få et bedre indeklima og dermed en bedre hverdag, og så er det et bidrag til de kommende generationer i form af grøn omstilling. Vi er klar,” siger han.

 

I Domea.dk har nogle af projekterne stået i køen siden 2012, så det vil skabe stor glæde hos deres beboere, hvis der for alvor kommer gang i de fysiske forbedringer i bebyggelserne.

 

”Vi hilser også den grønne dagsorden velkommen og imødeser ’grønne puljer’. Vi oplever beboere, der efterspørger bæredygtige tiltag, der kan forbedre sundhed og trivsel, indeklima og energibesparelser, som der er et kæmpe efterslæb på,” udtaler Charlotte Nørbak fra domea.dk.

 

Det er tydeligt, at boligselskaberne meget gerne tager del i den grønne omstilling. De grønne tiltag vil nemlig både fremtidssikre boligerne og give større trivsel til beboerne.

 

 

Øger beskæftigelsen

Regeringens udspil kommer ikke kun de skrantende almene boliger og klimaet til undsætning. De 30 milliarder er også en håndsrækning til den hårdt trængte byggebranche.

 

Mange tusinde ansatte i byggebranchen er blevet sagt op på grund af corona-krisen og går nu ledige på arbejdsmarkedet. Og lærlinge er sendt hjem, måske uden mulighed for at genoptage deres praktikophold.

 

Alene i Bo-Vest ligger der projekter i milliardklassen, som lige nu bare venter på at blive skudt i gang.

 

”I Bo-Vest  vil udspillet betyde, at der sker opstart på helhedsplaner for cirka 1,3 milliarder kroner indenfor de næste 1-2 år. Og ser vi 3-5 år ud i fremtiden, har vi helhedsplaner for yderligere 1-2 milliarder,” fortæller Vinie Hansen.

 

Partierne sidder lige nu i forhandling om den kommende boligaftale, hvor der blandt andet forhandles om den kommende renoveringsramme.