;

Foto: Jørgen Jørgensen. Al2Bolig har bygget 40 træhuse ved Lisbjerg. Her er bæredygtighed tænkt ind i boligerne fra begyndelsen.

Foto: Jørgen Jørgensen. Al2Bolig har bygget 40 træhuse ved Lisbjerg. Her er bæredygtighed tænkt ind i boligerne fra begyndelsen.

Ny rapport viser store forskelle på co2-belastningen ved nybyggeri

03. apr 2020

Træ klarer sig bedre end beton som byggemateriale. Rapport har analyser af 60 nye bygningers klimabelastning – og det meste stammer fra byggematerialerne.

 

Hovedparten af klimabelastningen fra nye bygninger stammer fra de byggematerialer, der er brugt. Klimabelastningerne kan svinge en hel del, men det ser ud til, at de bygninger, hvis bærende dele er af træ, har et lavere klimaaftryk end gennemsnittet.​​​


Det er Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) ved Aalborg Universitet, der ved hjælp af livscyklusanalyser har kortlagt klimabelastningen ved 60 forskellige bygninger, som er opført fra 2013 og frem.


Rapporten hedder 'Klimapåvirkning fra 60 bygninger – muligheder for udformning af referenceværdier til LCA for bygninger'         

Den nye rapport viser, at klimabelastningen fra byggematerialerne er to-fire gange højere end belastningen fra driften, uanset om man vurderer bygningen over 50 år eller 80 år. Seniorforsker Harpa Birgisdottir fra SBI, som har været leder af projektet, lægger vægt på de meget store forskelle i klimabelastningen byggerier imellem.

"Man kan bygge et enfamiliehus, hvor materialerne har en klimabelastning svarende til 180 kilo CO2 per kvadratmeter set henover 50 års levetid, mens et andet har en belastning på 470 kilo per kvadratmeter. Altså over toethalvt gange så meget. Så der er noget at hente, hvis man er opmærksom på det", siger Harpa Birgisdottir til Politiken.


Rapporten foreslår, at de bygninger, som har den klart lavest klimabelastning, bliver pejlemærker for fremtidens byggeri.


Udover at se på, hvad træ i de bærende konstruktioner kan betyde har forskerne ikke foretaget en nærmere analyse af de enkelte byggematerialers rolle.

Harpa Birgisdottir understreger overfor Politiken, at det også er muligt at nå langt ned i klimabelastning, selv om man anvender tunge materialer som beton.

 

Nye typer krydslamineret træ er bomstærke

Når træ kan erstatte beton i de bærende konstruktioner, skyldes det blandt andet, at der er udviklet nye typer af krydslamineret træ med kraftige styrkeegenskaber. Det er hovedsageligt nåletræ, der anvendes i byggeri, men løvtræ kan godt indgå i krydslamineret træ.


Rapporten med livscyklusanalyserne indgår i grundlaget for den nationale strategi for bæredygtigt byggeri, som boligminister Kaare Dybvad Bek er på vej med.