;

Foto: Bispehaven. Stramme kriterier som følge af parallelsamfundslovgivning forhindrer ikke folk i at få en almen bolig, viser en ny undersøgelse fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Foto: Bispehaven. Stramme kriterier som følge af parallelsamfundslovgivning forhindrer ikke folk i at få en almen bolig, viser en ny undersøgelse fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Boligstyrelsen: Almene boliger er fortsat tilgængelige for målgruppen

17. apr 2020

Kun i knap 10 pct. af alle udlejninger af almene familieboliger bruges der særlige udlejningskriterier til at styre beboersammensætningen.


En ny undersøgelse fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen viser, at det stadig er muligt for alle at få en ledig almen bolig.


Med parallelsamfundslovgivningen blev det lovpligtigt at indføre særlige udlejningskriterier i udsatte boligområder, som giver fortrinsret til boligsøgende i uddannelse og beskæftigelse. Kommuner og boligorganisationer kan også fortsat indføre særlige udlejningskriterier i alle almene boligafdelinger.


De meget restriktive udlejningskriterier målrettet boligområder på ghettolisten er kun indført i under 1 procent af boligafdelingerne, fortæller Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i en pressemeddelelse.

Almene boliger er stadig tilgængelige

Almene boliger skal være tilgængelige for boligsøgende, som ikke kan klare sig på det private boligmarked. Det er boligminister Kaare Dybvad Bek (S), der har bedt Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen undersøge, om sektoren kan leve op til denne målsætning:

”For mig er det helt centralt, at der er gode og billige almene boliger til alle, der har behov for det. Derfor er det positivt at se, at udlejning efter særlige kriterier kun bliver brugt, hvor det er nødvendigt, og at kriterierne er saglige. Der er ingen, som generelt er udelukket fra den almene boligsektor, og målgruppen har fortsat adgang til almene boliger i hele landet,” siger Kaare Dybvad Bek (S).


Undersøgelsen er gennemført ved hjælp af spørgeskemaer til samtlige kommuner, rekvirering af alle udlejningsaftaler samt data fra Landsbyggefondens huslejeregister over alle almene udlejninger.


Du kan hente undersøgelsen her