Foto: Alex Tran / Brandkadetforløbene startede i Slagelse for syv år siden. Det var de såkaldte firebirds.

Foto: Alex Tran / Brandkadetforløbene startede i Slagelse for syv år siden. Det var de såkaldte firebirds.

Boligsociale indsatser i udsatte boligområder virker

26. sep 2019

 

På 6 år er de helt unge i socialt udsatte boligområder blevet mindre kriminelle. Siden 2011 er en fjerdedel færre af de såkaldte lillebrødre på 10 til 14 år blevet mistænkt for kriminalitet, som ville udløse en sigtelse, hvis de var over den kriminelle lavalder.

 

Idrætsaktiviteter, Lommepengejobs, klubaktiviteter, mentorer, feriearrangementer og brandkadetuddannelse er blandt mange boligsociale aktiviteter, som forebygger, at børn og unge havner i kriminalitet. Og indsatserne virker.


Det viser en ny evaluering af Landsbyggefondens boligsociale indsatser foretaget af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) og Rambøll.

 

Ikke mindre end 90 procent af samarbejdsaktørerne hos Politi, skoler, og ansatte i helhedsprojekter med flere oplever, at indsatserne har en positiv eller meget positiv effekt i forhold til at forebygge kriminalitet.

 

Børnene mindre kriminelle

Det kan dokumenteres, at børn og unge i udsatte boligområder er blevet mindre kriminelle. I 2011 var 15 ud af 1.000 børn i alderen 10 – 14 i de udsatte områder mistænkt for at have lavet kriminalitet. I 2017 var tallet faldet til 11 ud af 1.000. Det er et fald på 27 procent. Det tilsvarende tal for mistanker om kriminalitet mod børn i samme aldersgruppe i hele Danmark ligger gennem perioden stabilt på cirka fire børn ud af 1.000.

 

Når statistikken over børne-kriminalitet beregnes i mistanker, er det fordi sagerne på grund af den kriminelle lavalder ikke kan ende med sigtelser eller domsfældelser.

 

Ud over faldet i mistankerne om kriminalitet udført af de 10 – 14-årige børn i de udsatte boligområder, kan man også glæde sig over at alderen for den kriminelle debut er stigende. Samtidig er antallet af gengangere blandt mistænkte for kriminalitet faldende.

 

For unge mellem 15 og 20 er udviklingen mere uklar. Der skete en stigning i antallet af sigtelser af unge i aldersgruppen fra 2011 til 2013. Siden er antallet dog faldet. I 2013 blev 175 ud af 1.000 unge, som er bosat i udsatte boligområder, sigtet for kriminalitet. I 2017 var tallet kun 151 procent. For alle Danmarks unge i aldersgruppen sker der i perioden fra 2011 til 2017 et lille fald. Men det ligger ret stabil omkring 50 ud af 100 unge, som sigtes.

 

Ifølge chefanalytiker ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Gunvor Christensen, skyldes faldet i børne- og ungdoms-kriminaliteten i de udsatte boligområder især et forhold.

 

”De steder, hvor det er lykkedes at forankre de boligsociale indsatser i et tæt samarbejde mellem alle aktører der omgiver børnene i deres dagligdag, er det lykkes rigtig godt,” siger hun.

 

Anbefalinger

Blandt mange andre anbefalinger i evalueringen anbefales det derfor også, at skoler, politi med flere deltager i bestyrelser og andet koordinerende arbejde, som udføres for de boligsociale kriminalitetsforebyggende aktiviteter.

 

Blandt øvrige anbefalinger fra analysen rådes skoler, Institutioner, politi og boligsociale medarbejdere til at være mere opmærksomme på de tegn, børn og unge udviser på mistrivsel, dårlig indflydelse med mere. Rapporten konkluderer, at børn og unges nærmiljø har stor indflydelse. Forældres kriminelle adfærd har stor betydning for, om børnene også bliver kriminelle. Tilsvarende viser erfaringerne også, at børn og unge med højt fravær og dårlig trivsel i skolen er i risikogruppen i forhold til at blive kriminelle.

 

Du kan læse meget mere om evalueringen fra VIVE og Rambøll her.