;

Foto: Afdelingsbestyrelsen Værebro Park og kunstner Jesper Aabille har etableret en malerskole i centeret i Værebro Park på opfordring fra beboerne. Foto: Søren Malmose

Foto: Afdelingsbestyrelsen Værebro Park og kunstner Jesper Aabille har etableret en malerskole i centeret i Værebro Park på opfordring fra beboerne. Foto: Søren Malmose

Opfordring: "søg penge fra Statens Kunstfond"

09. sep 2019

Statens Kunstfond vil gerne give kunstoplevelser på et højt niveau til alle danskere, men har svært ved at nå ud til de udsatte boligområder, da der slet ikke kommer støtteansøgninger derfra.

 

Alle kan søge. Både ung som gammel, mand som kvinde, enkelte som grupper og offentlige som private aktører. Hvis du har én idé til et kunstprojekt, kan du søge om støtte til det hos Statens Kunstfond. Fonden blev oprettet i 1964 med det formål at sikre kunst af høj kvalitet til alle danskere.

Men selvom det stadig er formålet i dag, erkender kunstfonden, at den ikke når ud til alle. De danskere, der bor i udsatte boligområder, får nemlig sjældent gavn af kunststøtten. Det skyldes, at der stort set aldrig kommer ansøgninger derudefra, og det vil fonden gerne ændre på.


”Vores overordnede målsætning er jo, at alle danskere skal have kunstneriske oplevelser på et højt niveau. I dag kan vi dog se, at der er en skævvridning i ansøgninger, som gør, at vi ikke når ud til alle. Men det vil vi rigtig gerne,” siger formand i Statens Kunstfond, Michael Bojesen, og fortsætter:


”Vi tror på, at kunsten kan skabe en forandring og måske forhøje livsværdien i de udsatte boligområder. På samme måde som i andre boligområder vil kunsten være en vigtig del af den mentale sundhed. Kunsten udvikler os, gør os til hele mennesker, den skaber eftertanke, og ikke mindst skaber den samtale og dialog. Det vil den også gøre i udsatte boligområder.”

 

Opfordrer alle til at søge

Statens Kunstfond er delt op i en række udvalg og puljer, som støtter kunst af forskellig art. Støtten gives meget bredt, og alt inden for arkitektur, billedkunst, film, kunsthåndværk og design, litteratur, musik og scenekunst kan således ansøge om støtte.

Er man i tvivl om, hvilken pulje man skal søge fra, og har man et projekt, som man gerne vil have støtte til, skal man ikke tøve med at kontakte fonden, understreger Michael Bojesen.


”Jeg vil i den grad gerne opfordre alle i almene boligområder til søge om støtte hos os,” siger han.


Han tror nemlig ikke, at de manglende ansøgninger hidtil er et udtryk for mangel på talent i boligområderne.


”Jeg tror faktisk hovedsageligt, de manglende ansøgninger skyldes, at man ikke kender til os derude,” siger Michael Bojesen.

 

Mangel på forståelse for kunstens værdi

Hvert år giver Statens Kunstfond støtte til mere end 6.000 projekter eller kunstnere. Støtten gives blandt andet til spillesteder, teaterfestivaler, forfatterarrangementer, børn og unges møde med kunst, kunst på hospitaler og skoler og oversættelser af litteratur.

Men trods den store udbredelse i dag, mener Michael Bojesen alligevel, at fondens formål i højere grad blev værdsat, da den blev stiftet tilbage i 1964.


”Jeg tror måske, at vi i vores samfund i dag har et problem med generelt at forstå værdien og vigtigheden af kunsten. Da man begyndte hele diskussionen om velfærdssamfundet i 50’erne, da var Kulturministeriet og Undervisningsministeriet jo de vigtigste ministerier,” siger Michael Bojesen og fortsætter:


”Det handlede om at danne og uddanne folk. For at kunne skabe velfærd var den mentale velfærd allervigtigst. Men det er på en eller anden måde røget lidt i baggrunden i dag. Og det er ikke kun i de udsatte boligområder, at man ser den tendens.”

 

Værebroparken og Stengårdsvej

De 6.000 projekter, der støttes årligt, er dog ikke fuldstændigt uden repræsentation fra de udsatte boligområder. For eksempel har fonden støttet projekter i Værebroparken og senest i det udsatte boligområde Stengårdsvej i Esbjerg.

Her skyldtes støtten dog ikke en ansøgning fra beboere i området, men i stedet en dialog med Esbjerg Kommune. På Stengårdsvej har fonden over en toårig periode afsat 3,6 millioner kroner til en række forskellige kunstprojekter i området. Siden starten i april er det blandt andet blev til et farverigt kunstgulv på den lokale skole Bakkeskolen Cosmos og en række kunstværker malet af eleverne selv.


Den slags projekter vil Dansk Kunstfond gerne støtte flere af. For samtidig med at de giver et permanent kunstværk til området, så giver de også beboerne mulighed for at være med til at definere kunsten.


”Vi vil meget gerne støtte projekter, hvor der er en aktiv involvering af borgerne. Projekter, som ikke bare handler om en skulptur på en parkeringsplads, men hvor projektet kan blive en aktiv del af boligområdet,” siger Michael Bojesen.