Domea.dk-direktør ny formand for mikrovirksomheder

27. sep 2019

Administrerende direktør i Domea.dk, Thomas Holluf Nielsen, er ny formand for bestyrelsen i Mind Your Own Business (MYOB), der samarbejder med drenge i alderen 13-19 år fra udsatte boligområder om at etablere mikrovirksomheder.


Bestyrelsen i Mind Your Own Business (MYOB) har fået nyt formandskab. Det er Thomas Holluf Nielsen, administrerende direktør i Domea.dk, der netop er valgt som formand, mens Flemming Jørgensen, projektchef i Coop, er ny næstformand.

”Jeg er stolt og glad over valget, men først og fremmest glæder jeg mig til at fortsætte arbejdet i MYOB, som har en særlig plads i mit hjerte,” siger Thomas Holluf Nielsen, der har været medlem af MYOB's bestyrelse i de tre år, den har eksisteret.

MYOB er baseret på frivillighed - også for bestyrelsesmedlemmernes vedkommende - og formålet er at introducere iværksætteri til drenge i udsatte boligområder. De skaber deres egne mikrovirksomheder i tæt sparring med venturepiloter, lokale samarbejdspartnere og en mentorvirksomhed fra erhvervslivet. Drengene styrker deres selvtillid og faglighed, og de får mod på at tage en uddannelse.

”Min erfaring med de her drenge er, at alle har noget at byde på. Nogle har bare ikke fået den samme start eller de samme muligheder, som jeg fx har. De har brug for kærlighed med kant og en hjælpende hånd. Den vil jeg gerne række dem,” siger Thomas Holluf Nielsen, der selv har været mentor i et par af projekterne:

”Jeg kan genkende arbejdet i MYOB i mit arbejde med almene boliger i Domea.dk. Vi leverer også fra menneske til menneske og er med til at gøre en forskel. Social bæredygtighed skal tages alvorligt - det er fremtidens unge, MYOB er med til at forme. Det er om noget et arbejde, der giver mening,” siger Thomas Holluf Nielsen.

Mind Your Own Business (MYOB)

  • Stiftet i 2010 af Maria Kavita Nielsen (direktør)
  • Var de første år et program under Dansk Flygtningehjælp
  • Blev en selvstændig organisation med egen bestyrelse i 2016
  • Har til formål at engagere drenge i alderen 13-19 år fra udsatte boligområder
  • Drengene etablerer mikrovirksomheder, som styrker deres faglighed og selvtillid og giver dem mod på at tage en uddannelse
  • Indtil videre har 513 drenge etableret 52 mikrovirksomheder
  • 500 frivillige venturepiloter og 43 samarbejdspartnere fra erhvervslivet har brugt 69.000 frivillige timer på at hjælpe drengene
  • I januar 2019 begyndte MYOB at arbejde med de første drenge i Grønland
  • MYOB er pt. finansieret af TrygFonden og Bikubenfonden samt Tuborgfondet, der finaniserer grønlandsprojektet
  • Læs mere om MYOB her

Læs mere