;

Foto: Boligområdet Taastrupgaard. Foto: Carsten Andersen

Foto: Boligområdet Taastrupgaard. Foto: Carsten Andersen

Inspiration at hente i 'hårde ghettoer's glemte, grønne landskaber

28. okt 2019

To nye universitetsspecialer giver bud på, hvordan oprindelige landskabsplaner for Taastrupgaard og Tingbjerg kan være et bidrag, når bebyggelserne skal forvandles som følge af krav fra Folketinget. Der var et stort fokus på omgivelsernes grønne kvaliteter i almene boligområder i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne, siger forskere.

 

 

Hovedstrøget i Taastrupgaard vest for København var tænkt til at samle beboerne, ikke mindst børnene, da bebyggelsen blev opført i første halvdel af 1970’erne. Den bilfrie gade havde mange træer og flere niveauer for at skabe variation i oplevelsen. Kanterne er lige præcis så høje, at børn i skolealderen kan se hen over dem.


Her - over 40 år efter - er mange af træerne fjernet, og der er et ønske om at bygge nye boliger, nemlig ejerboliger, tæt på dette varierede strøg. Dette indgår i en helhedsplan, der er en følge af Folketingets krav om forvandling af de ”hårde ghettoer”.


I to nye specialer om landskabsarkitektur på Københavns Universitet bliver der skuet tilbage til de overvejelser om udearealerne, som er særlige for to af de 15 almene boligområder, der er udpeget til ”hårde ghettoer” og skal gennemgå nedrivning, ombygning og/eller fortætning. Måske er der et glemt potentiale?


Det ene af specialerne har fokus på netop Taastrupgaard, der ligger i Høje-Taastrup og har omkring 2.500 beboere.

Hovedstrøget er Taastrupgaards kerne og skulle samle beboerne. Strøget blev ikke så grønt, som det oprindelig var tænkt.
Foto: Byhistorisk Samling og Arkiv i Høje-Taastrup Kommune


”Hvad om man genskabte hovedstrøget som en grøn rygrad i Taastrupgaards udvikling, og man udstrækker strøget, så det forbinder boligområdet med byen,” foreslår Natasja Parsons.

                

Op mod 28 arter af buske og træer

Hendes speciale om Taastrupgaard viser, at selv om bygningerne i dette område på afstand ser ganske ens ud, har stedet aldrig været planlagt til at være monotont. Hun har gravet gamle landskabsplaner frem fra arkivet, og heraf fremgår, at de ensartede blokke var tænkt til at spille sammen med flere typer af gårdrum med i alt op mod 28 forskellige buske og træer, som ville give blomster og frugter på forskellige tidspunkter af året. Siden er en stor andel af træerne og buskene forsvundet.

”Man kunne sætte alt ind på at pleje de resterende træer og desuden lade sig inspirere af denne oprindelige artsrigdom i opbygningen af fremtidens Taastrupgaard,” siger Natasja Parsons.

 

Hun bemærker, at landskabsplanen for Taastrupgaard desuden indeholdt mange og gode legepladser og trygge veje til børn – ”meget mere indlevet, end man ofte ser i nybyggeri i dag”. Så dette er efter hendes opfattelse endnu en grund til at skele til de oprindelige hensigter med udearealer, når forvandlingen skal gennemføres på grund af især kravet om maksimalt 40 procent familieboliger inden 2030.

                

Bevarelse af grønne kvaliteter trods fortætning

Det andet speciale handler om ”den hårde ghetto” Tingbjerg i det vestlige København, der har over 5.000 beboere. Specialet er skrevet af Nanna Høgsberg Kristensen. Hun konstaterer, at der stadig er mange grønne kvaliteter i Tingbjergs landskab. Hun har udarbejdet en ny landskabsplan, der skal bidrage til at bevare disse kvaliteter efter beslutningen om fortætningen i Tingbjerg - altså at bygge flere boliger på arealet.

 

”Landskabet skal fortsat afspejle den måde, som beboerne ønsker at færdes i landskabet på – og mødes i landskabet på. Der bliver bedre adgang til grønne områder i og uden for bebyggelsen. Biodiversiteten bliver styrket yderligere,” siger Nanna Høgsberg Kristensen om sit bud på en landskabsplan.

                

Berømmet fokus på boliglandskaber bliver ignoreret

Vejledere på de to specialer er professor Ellen Braae og lektor Svava Riesto, som forsker i almene boligers landskaber. De fremhæver, at dansk boligbyggeri i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne er internationalt kendt for høj kvalitet, og det skyldes ikke mindst, at bygningsdesign foregik i et tæt samarbejde med planlægning af landskabet og byudviklingen.

 

”Inde og ude blev tænkt sammen i arkitekturen, og der var fokus på beboernes hverdagsliv og deres mulighed for både at være sig selv og danne fællesskaber. Men mange oprindelige landskabsplaner bliver glemt, og mange udearealer fra dengang affejes som ’grønne ørkener’. Men ved ignorere fortiden overser man nuancerne og risikerer at gå glip af vigtige potentialer,” siger Svava Riesto.

 

Ellen Braae og Svava Riesto vurderer, at de historiske landskaber ofte bliver ændret uden nærmere diskussion på grund af økonomiske nedprioritering eller for at give plads til bygninger og installationer, når der laves fornyelser.

 

”Det er en skam. Vores ærinde er ikke foreslå at vende tilbage til de oprindelige landskaber. Men det kunne være godt at diskutere, hvordan vi tager det bedste fra disse historiske landskaber med ind i fremtiden og viderefører dem som kulturarv. Der kan sagtens være historiske kvaliteter, som det giver god mening at beholde, eller som kan tjene som inspiration i den fremtidige udvikling,” siger Svava Riesto.

 

Forskning om landskaber i almene boligbebyggelser

Der uddannes årligt 40 landskabsarkitekter fra Instituttet for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

De studerende kan som led i uddannelsen følge danske og internationale forskningsprojekter om omdannelse af almene boligbebyggelsers landskaber. Forskningen gennemføres af Forskergruppen for Landskabsarkitektur og Urbanisme. Ellen Braae og Svava Riesto er med i denne forskergruppe.

Læs også:

Annonce Annonce Annonce Annonce