;

Foto: Colourbox / Byerne skal kunne rumme flere ældre og enlige i fremtiden. Under de store byers almene tage gemmer sig et potentiale for at omdanne store boliger til små.

Foto: Colourbox / Byerne skal kunne rumme flere ældre og enlige i fremtiden. Under de store byers almene tage gemmer sig et potentiale for at omdanne store boliger til små.

Vil løse mangel på boliger i de store byer

21. nov 2019

2.500 store boliger kan blive til 5.000 mindre lejligheder. Det afhjælper boligmangel og er godt for miljøet.

 

Den eksisterende almene boligmasse rummer et stort potentiale for at skabe flere boliger. Rådgivningsvirksomheden COWI og Arkitema Architects har kortlagt potentialet for at omdanne store almene lejligheder og uudnyttede tagetager i København, Aarhus og Odense til flere, mindre lejligheder.

 

Boligerne bliver mindre. Studerende og enlige får derfor glæde af en udnyttelse af potentialet. Sidstnævnte anslås at blive den mest fremtrædende familieform i 2030.

 

Fra store til flere små, der matcher behovene

Cirka 10.000 almene lejligheder i København, Aarhus og Odense er på over 100 kvadratmeter og med flere end 4 værelser. En fjerdedel af dem kan ombygges i de kommende år i forbindelse med renoveringer eller realisering af helhedsplaner.

 

Arkitema har udviklet en model for, hvordan boligerne i praksis kan transformeres. To store lejligheder kan bygges om til 10 studieboliger, 3 mellemstore lejligheder på 90 kvadratmeter eller 4 små lejligheder på cirka 65. Der kan med andre ord komme 12.000 studieboliger eller 5.000 mindre lejligheder ud af de 2.500 store boliger.
Social balance kræver nytænkning

 

Byudviklingschef i COWI, Karin Thuesen Pedersen, forklarer om baggrunden for analysen:

 

"Svaret på den heftige befolkningstilvækst i de store byer i den seneste årrække har været at bygge nyt. Derfor har vi oplevet et kæmpe boom i boligbyggeriet, som særligt tog fart fra 2014 og frem, hvor der blev opført mange, relativt store lejligheder. Men også til en pris, som er svært overkommelig for en gennemsnitlig lønmodtager som f.eks. sygeplejersken eller politibetjenten. Eller de studerende."

 

Hun fortsætter: "Ønsker vi fortsat, at vores store byer skal være mangfoldige og også imødekomme den fremtid, vi kigger ind i med langt flere ældre og enlige, er der derfor behov for at tænke nyt. Og hér mener vi, omdannelsesmuligheden er enormt interessant – både inden for det private og det almene, men særligt de almene boligforeninger har et stort umiddelbart potentiale. Deres formål er at skulle skabe gode boliger for borgerne, ikke at tjene penge. Det giver dem et andet drive for at gå forrest – hvilket vi i høj grad ogs ser i forhold til hele den grønne omstilling."

 

Omdannelse mere bæredygtigt end nybyggeri

At der kan bo flere mennesker på samme antal kvadratmeter er også godt for bæredygtigheden.

 

"Bygninger står for 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug. Det skal vi gøre noget ved. Renoveringer og omdannelse af boliger er i sig selv mere ressourcebesparende end nybyggeri. Bruger man samtidig anledningen til at tænke energieffektivitet og hele den cirkulære økonomi ind i processen; genanvendelse, bæredygtige materialer etc., har vi reelt mulighed for at rykke noget," siger byudviklingschef i COWI, Karin Thuesen Pedersen.

 

Dialog og samarbejde på tværs er et must

Skal de flere boliger på samme plads realiseres, er dialog og samarbejde mellem stat, kommuner og den almene sektor, bl.a. om de regulatoriske og organisatoriske rammer for omdannelsen helt nødvendig. Karin Thuesen Pedersen henviser i den forbindelse til Aalborgmodellen.

 

"Aalborg Kommune, Himmerlands Boligforening og Aalborgs erhverv har samarbejdet om en omfattende helhedsplan for Aalborg Øst, der bl.a. også har involveret omdannelse af boliger og områder. Aalborg står i dag slet ikke med de samme boligudfordringer som i de tre øvrige store byer. Desuden er den samlede beskæftigelse i de berørte områder steget markant, da de er blevet attraktive for mere ressourcestærke beboere."