Foto: Rasmus Handberg Baunegaard Nielsen

Foto: Rasmus Handberg Baunegaard Nielsen

Arkitekturredaktør: Byen er ikke længere for alle

06. nov 2019

Er byen for alle? Ja, men kun for dem, der har råd, mener arkitekturkritiker, der har skrevet en bog om udviklingen af København og den skævvridning, der sker i disse år. Vores hovedstad har ondt i sin sociale samvittighed.

 

 

 

Udviklingen i København buldrer derudaf. Der bygges i højt tempo, så man kan holde efterspørgslen og priserne nede. Men antallet af billige boliger er raslet ned siden 1980’erne, og kvaliteten er ikke i top. Tre fjerdedele af boligerne i København er reelt dyre lejlighed, og det giver en skæv by.

 

Det mener arkitekturredaktør på Politiken, Karsten R. S. Ifversen, i sin nye bog “Kapitalen”, hvor han giver sit syn på udviklingen i hovedstaden. I bogen hævder han, at boligbyggeri i dag handler mere om kapitalinteresser end om mennesker. 

 

Ærindet i bogen, som består af seks essays og en række flotte billeder fra Københavns bydele af fotograf Jens Lindhe, er ikke at pege fingre. For udviklingen har været i gang længe, siger han. I 90’erne var København på fallittens rand. Den skulle gøres attraktiv for velhavende skatteydere i form af virksomheder og højtlønnede indbyggere. I dag er der næsten ikke andet, siger Karsten R. S. Ifversen. 

Vi mødte Karsten R. S. Ifversen i Tingbjerg, otte kilometer fra Rådhuspladsen i København. En bydel fuld af kvaliteter, men hvor han også er spændt på den udvikling, som er i gang. Her skal der fortættes med 1.000 nye, private boliger. Det er organisationsbestyrelserne i fsb og SAB, der har udarbejdet planen i et samarbejde med ejendomsselskabet NREP. Hvordan bliver den kvalitet, og hvad er konsekvensen socialt? Det spekulerer Karsten R.S. Ifversen på.

 

Hvordan har København det, når vi ser på byudvikling og måden, vi bor på?

”Det går forrygende godt for forretningen København. Man byfornyede de gamle brokvarterer. Det lykkedes. Det er blevet en by af velhavende beboere. Nu bliver folk boende i byen. Der bliver tjent penge. Nu bygges der nye bydele til velhavende folk. Men det bliver en mere og mere skæv by. Det er en sneboldeffekt, der bare ruller nu. Det betyder, at de billige boliger forsvinder ud af byen. Det startede med, at kommunen solgte sine egne lejeboliger, der skulle jo penge i kassen. Så røg den billige mulighed. I 00’erne satte Fogh-regeringen andelskronen fri, så røg det mellemleje, og andelstanken er nærmest død. Det private lejemarked har så den mulighed, at man kan tre- firedoble huslejen, når man har sat dem i stand. Nu har man så kun de almene boliger tilbage, som pr. lov er billige i byen. Tidligere var det et mix af boformer, men i dag er det 80 % dyre lejligheder og 20 % almene boliger. Groft sagt, så er bunden af pyramiden i dag et lidt tarveligt spekulationsbyggeri, hvor det gælder om at få knaldet nogle hurtige kvm. op,” siger Karsten R.S. Ifversen.

 

 

Man glemmer, at der er en anden gruppe mennesker, der måske også skulle være her. Den sociale samvittighed mangler i byudviklingen.
Karsten R.S. Ifversen, arkitekturredaktør på Politiken


Hvad betyder den udvikling for beboerne og dem, der gerne vil have en bolig i byen til en rimelig pris?

 

”København er en generøs by. Byen er jo skøn med masser af aktiviteter. Det bobler, men den er blevet for overskudsmennesker. Det er den slags mennesker, som bor i denne by. Det er folk med høj indkomst og gode uddannelser, som har den her by som sin legeplads. Det er væksten, der driver værket her. Man har i udviklingen så stort fokus på, at det skal være større og hurtigere. Man glemmer, at der er en anden gruppe mennesker, der måske også skulle være her. Den sociale samvittighed mangler i byudviklingen. Der er krævet 25 % almene boliger i planloven, og det er også skønt, men det er ikke det samme, som at de kommer, eller at det bliver billige boliger. Nybyggede almene boliger i et nyt kvarter koster også dyrt, men det er jo bedre, end at det hele går til markedskræfterne. Man kan sige, der bliver brugt mange penge på at bygge, men der bliver ikke brugt nær så mange penge på at bygge, som der bliver tjent på at bygge. Der er en manglende samvittighed fra bygherren i det meste byggeri, selvom der også er gode eksempler.”

 

Lejeboligmarkedet i hovedstadsområdet er overophedet. På få år har Blackstone og andre købt massivt op i ældre udlejningsejendomme i hovedstaden. Kapitalfonde sidder tungt på lejligheder og kan efter renoveringer hæve prisen voldsomt.

 

”De udenlandske hedgefonde, ikke kun Blackstone, gør grundlæggende det samme som danske pensionskasser. De forvalter pensionsformuer, og de sørger for højest muligt afkast til medlemmerne. Blackstone er groft sagt ikke ondere end SamPension. I’m sorry. Det er det samme, som sker ude i det meste af havnebyggeriet, hvor pensionskasserne bygger privat. Her er der nogle, der købe lejeboliger, hvor de kan hæve lejen op til fire gange. Den mulighed er der i lejeloven, når der renoveres. Det er godt at hæve kvaliteten af boligmassen, men her sætter man noget generisk op, og så hæver man lejen mange gange.


Modellen er med til at sikre, at udbuddet af betalelige boliger bliver mindre. Hvad kan der gøres ved dette?

 

”Det vil være godt med større variation af boliger i udbuddet. Men vi har i København en model, hvor byen udvikler sig indenfor et ret lille område. Lige præcis grundene er dyre. Det er et af de helt store problemer. Vi har metroen, som er en fantastisk ting. Men indenfor det område, hvor metroen er, bliver byen forgyldt. Vi har lagt 50 milliarder kroner ned i undergrunden indtil videre. De ligger ikke bare i jorden, det afspejles direkte i byrummet. Det er jo rart at bo tæt på en metro. Som at køre i taxa for 14 kroner. Det er dejligt, men betyder, at priserne stiger i de områder, hvor metroen er. Man placerer attraktive kulturinstitutioner tæt på metroen. Amager er jo blomstret op. Blå Planet, koncertsteder osv.. Metroen bliver mere værd. Den måde, man betaler for den metro, er ved at sælge jord gennem udviklingsselskabet By & Havn. Det er lagt fast frem til 2070. Den model, der kører nu og udvikler København, er låst fast. De kan skrue lidt på det, men de bør skrue meget mere på det og lade være med at sælge så store grunde og i stedet være med til at hjælpe nye bygherrer frem. Få selvbyggere ind eksempelvis og andre, i stedet for de her store enheder, hvor kun pensionskasserne kan være med. Selvfølgelig laver de også gode og samvittighedsfulde byggeprojekter, men deres fokus er at forrente deres medlemmers penge.”


København Kommune vil jo meget gerne bygge almene boliger og sørge for, at byen udvikler sig som ’den blandede by’. Hvad ser du som den yderste konsekvens af den udvikling, der er i gang?

 

”Kommunen vil jo gerne. Gennem 100 år med socialdemokratisk styre, står Københavns Kommune for at være nogle, der vil binde vores samfund sammen. Det er jo drømmen og håbet, men man har ladet de store aftaler om metro osv. ladet byen blive revet lidt socialt fra hinanden. Det er det, jeg ser som en fare. Men det er jo ikke sket endnu, og der er ikke en gylden mur rundt om København. Der er stadig store sociale forskelle, men det er en bevægelse, som vi også ser i rigtig mange andre storbyer. I værste fald, hvis man ikke vender den udvikling, så kan det blive som i London, hvor det kun er de allerrigeste, der bor inde i centrum. Måske er de der ikke engang særligt ofte, dem, der ejer de her boliger. Det giver halvdøde områder, og dem, der skal betjene de rige og byen, bor ikke længere i byen og skal rejse langt. De vil blive fastlåst socialt. Der er mange ting, der låser samfundet fast. Den der enorme tæthed, vi har i DK, hvor enhver med talent kan skifte socialklasse i løbet af en generation. Den er under pris i den situation, hvor vi fysisk skiller os fra hinanden.”

 

Måden, vi bor på i dag, er også under voldsom forandring, men mange af lejlighederne bygges til familier. Hvilken rolle ser du, de almene boliger kan spille?

 

”En af mulighederne er, at man ikke altid bør bygge til familier. Udbuddet er orienteret mod at tiltrække velhavende familier. I 1/3 af lejlighederne bor der singler. Man kunne godt få nogle nye boformer, der svarer lidt mere til den måde, vi er sammen på i dag. Det er lidt gammeldags den måde, vi bor på. Jeg kunne godt forestille mig nogle nye boligeksperimenter. Vi er meget mere fællesskabsorienterede i især den yngre generation. Vi er præget af parcelhustanken. Mange, der søger mod byen i dag, vil gerne dele. Jeg er ikke i tvivl om, at boligselskaberne kan være medvirkende. Hele den model er jo mere socialt engagerende og her kan man helt sikkert lave nye blandingsformer og størrelser i byggeriet. De interessante bydele er jo dem, hvor der findes overordnede linjer. Men hvor mange små byder ind, og ikke kun en, der byder ind.”