;

Foto: Der skal rives boliger ned i blandt andet Mjølnerparken og Tingbjerg i København, Vollsmose i Odense samt Gellerupparken og Bispehaven i Aarhus. Foto: Carsten Andersen

Foto: Der skal rives boliger ned i blandt andet Mjølnerparken og Tingbjerg i København, Vollsmose i Odense samt Gellerupparken og Bispehaven i Aarhus. Foto: Carsten Andersen

11.000 mennesker skal finde et andet sted at bo

25. nov 2019

En opgørelse, som Mandag Morgen har lavet i samarbejde med de lokale boligselskaber og kommuner, viser, at over 11.000 mennesker skal forlade deres bolig de kommende år.


Den omstridte ghettopakke betyder, at over 11.000 mennesker skal forlade deres bolig de kommende år, og yderligere 5.500 lejere skal genhuses midlertidigt, viser en kortlægning fra Mandag Morgen. Familier, par og enlige, der i de kommende år skal finde et andet sted at bo permanent.


Mandag Morgen har i samarbejde med de lokale boligselskaber og kommuner opgjort det samlede antal berørte til 11.000 mennesker.

Planen investerer milliarder af kroner på at rive almene boliger ned, gøre boliger klar til salg til private og omdanne familieboliger til attraktive ungdoms- og ældreboliger som led i ghettopakken. Målet er at gøre de såkaldte ghettoer til almindelige boligområder uden for mange mennesker med sociale problemer som arbejdsløshed og kriminalitet.

Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) erkender, at planen griber ind i mange menneskers liv. Men han understreger, at selv om mange mennesker skal flytte ud af deres bolig de kommende år, så er der ikke tale om, at 11.000 mennesker skal tvinges fra hus og hjem.

”Det er klart, at der er nogle, som skal flytte fra de blokke, der bliver revet ned. Og jeg forstår godt, at det kan virke indgribende. Men der er en naturlig udskiftning på 8-12 procent om året af beboere, som flytter ud. Mange bor også på en kortidskontrakt. Dem er der heller ikke en udfordring med. Så antallet af dem, som er tvunget til at flytte ud, er noget mindre,” siger Kaare Dybvad Bek til Mandag Morgen.

 

BL: Kæmpemæssig opgave for boligselskaberne

Den nye kortlægning kommer blot få dage før, at boligministeren offentliggør den nye ghettoliste. Den nye liste kommer den 1. december og alt tyder på, at den igen vil udnævne de 15 boligområder som landets "hårde ghettoer".

Det drejer sig blandt andet om Mjølnerparken og Tingbjerg i København, Vollsmose i Odense samt Gellerupparken og Bispehaven i Aarhus.

Boligselskaberne står over for en kæmpemæssig opgave med at skulle genhuse tusindvis af deres beboere, fortæller administrerende direktør i BL – Danmarks Almene Boliger, Bent Madsen:


”11.000 er ganske mange mennesker og er en meget stor lokal opgave for at få genhusningen til at fungere for den enkelte familie. Men vi har en bunden opgave. Og nu handler det om at gøre det så skånsomt som muligt og med respekt for det enkelte menneske, så folk føler sig mindst muligt utrygge,” siger Bent Madsen.

Følg forandringerne på udsatteområder.dk

Du kan følge og læse om de forandringer, der skal ske i landets boligområder via Udsatteområder.dk

Det er Landsbyggefonden, der har igangsat en evaluering af de transformationer, der i den kommende 10-års periode vil præge landets udpegede ’hårde ghettoer’. Der bliver produceret ny data og viden om de valgte indsatser og greb.