;

Foto: Fra højre direktør André Rogaczewski, kultursociolog Eyvind Vesselbo og samfundsdebattør Khaterah Parwani

Foto: Fra højre direktør André Rogaczewski, kultursociolog Eyvind Vesselbo og samfundsdebattør Khaterah Parwani

Panel på Folkemødet: Løs problemerne i stedet for at fjerne boligerne

13. jun 2019

Koldings største almene boligområde Skovvejen/Skovparken var i eftermiddag på Folkemødet i Allinge omdrejningspunktet i en debat om de udsatte boligområder efter vedtagelsen af efterårets såkaldte ghettoplan. En debat, der trak fulde huse i BL's Dome og sendte temperaturen i vejret.

Direktør for det almene administrationsselskabet Bovia, Per Nielsen, redegjorde blandt andet for, at 479 almene familieboliger i området skal væk, heraf 243 ved nedrivning eller ombygning.

Debattens moderator, Clement Kjærsgaard, spurgte til, hvordan stemningen er i boligområdet.

Det spage svar fra Per Nielsen lød: ”Trist”.


Det kunne de øvrige paneldeltagere godt forstå. Ingen af dem, synes, at den såkaldte ghettoplan var en specielt gennemarbejdet plan. Om end mange fastholdt, at der i en del af områderne var problemer, som skulle løses.

Mest kritisk var tidligere medlem af Folketinget for Venstre, Kultursociolog Eyvind Vesselbo.


”Jeg kan simpelthen ikke se meningen med denne plan. Det er jo helt tilfældigt, hvem der må flytte, og hvem der kan blive boende. Det kan lige så godt være nogen af dem, der har arbejde, som må flytte,” sagde den tidligere Venstrepolitiker.


Problemflytning og vandsengseffekt

André Rogaczewski, der er direktør for Netcompany A/S, var af den opfattelse, at den spredning af personer med problemer, der er hovedsigtet i regeringens ghettoplan, er en god ide. Selv er han vokset op i Aalborg Øst.

”Det kan godt være, at dele af ghettoplanen er håbløse. Det kan vi godt blive enige om. Men jeg er selv vokset op i Aalborg Øst. Det gør en forskel, at man kan spejle sig i mennesker, der går på arbejde hver dag. Gennem anvisning skal mennesker med problemer spredes bedre,” sagde han.

Og direktøren havde også en ide om, hvordan spredningen kunne realiseres.

”Der er masser af områder i Danmark, hvor der ikke bor en eneste indvandrer. Det er også ghettoer, de skal anvises dertil,” sagde han.


Chefanalytiker ved Vive, Gunvor Christensen, var ikke enig i at mirakelkuren er at flytte folk til steder med mange rollemodeller.


”Der er ingen konkret dansk forskning, der underbygger, at man bliver mere arbejdsløs, fordi man bor ved siden af en arbejdsløs. Heller ikke det modsatte,” sagde hun.


BL’s formand, Palle Adamsen, bidrog med kendskab til udenlandsk forskning.


”Aalborg universitet med flere har undersøgt lignende flytninger af mange mennesker fra udsatte boligområder i Holland. Det er ikke nogen mirakelløsning. Tværtimod taler hollandske forskere om den såkaldte vandsengseffekt. Sætter man sig på den ene side af en vandseng flytter vandet sig og skvulper op i den anden side. Tilsvarende har det været med de hollandske problemfamilier, der er blevet flyttet. Deres problemer er skvulpet op i andre kvarterer,” sagde BL-formanden.

 

Problemet er ulighed

Han blev suppleret af Gunvor Christensen:


”Man bør i stedet diagnostisere problemet. Der er rigtig mange mennesker i disse områder, der vokser op under ulige vilkår. Det løser flytning af beboerne ikke på,” sagde hun


Og chefanalytikeren fra Vive blev straks suppleret af Eyvind Vesselbo:

 
”Problemet er, at folk er blevet fattigere på grund af kontanthjælpsloftet med videre,” sagde Venstrepolitikeren.


Eyvind Vesselbo opfordrede til, at man glemte alt om firkantede 40 procent-regler og i stedet giver aktørerne en frist til at løse problemerne i løbet af de kommende to år.


Med i panelet var Herlevs socialdemokratiske borgmester. Thomas Gyldal Petersen.


”Vi har områder i Herlev, der har været på regeringens liste over udsatte boligområder. Det har vi ikke mere. Vi har løst problemerne. Men det kræver meget mere, end hvad der er i den såkaldte ghettopakke. Vi har haft alt i brug. Gør man sådan, kan vi løfte hvert eneste boligområde i Danmark, sagde borgmesteren.


Slutreplikken kom fra direktøren fra Netcompany A/S:

”Der har været det gode ved ghettopakken, at vi nu taler om at løse problemerne.”