;

Foto: Claus Bech

Foto: Claus Bech

Tjørneparken går til kamp imod ensomheden

14. jan 2019

Udvalgte boligområder skal gøre erfaringer med, hvilken forskel det gør for beboernes livskvalitet, når nedbringelse af ensomhed er tænkt ind i renoveringen af boligområder fra start – også kaldet sociale renoveringer. 

 

”Prøv at se her. Det her område gør in­genting for at få beboerne til at mødes og tale sammen,” siger formand Jørgen Knudsen, og peger på et stort græsplæne-areal, der står ubenyttet hen. Vi er i Tjørneparken i Islev hos Lejerbo.

 

Tjørneparken er sammen med tre andre boligafdelinger blevet udvalgt til et pilotprojekt for at afprøve konceptet med sociale renoveringer, som er et samarbejde imellem BL – Danmarks Almene Boliger, Landsbyggefonden og Realdania. Pilotprojektet skal afdække, hvilken forskel det gør for beboernes livskvalitet, når nedbringelse af ensomhed er tænkt ind i renoveringen af almene boligområder fra start. 

 

På det grønne græsareal, som Jørgen Knudsen beretter om, skal der derfor anlægges fliser og sættes en masse små mødesteder op i form af borde og bænke og hyggelig beplantning. Meningen er at skabe spontane mødesteder, som sætter gang i samtalerne hos beboerne. Med de spontane møder håber man, at fællesskabet får et nøk opad og medvirker til, at færre beboere føler sig ensomme.

 

Tal viser nemlig, at ensomhed er et voksende samfundsproblem. 104.000 ældre føler sig ufrivilligt ensomme, og tallet vokser. I almene boliger bor flere alene, og gennemsnits­alderen er højere end i andre boligformer.

 

Vil bruge erfaringer

Jørgen Knudsen fortæller, at omkring 25 procent af beboerne i Tjørneparken er ældre. 

 

”Vi har en masse ældre, som lukker sig inde i deres små huse og ikke kommer hinanden ved. Jeg håber, at når vi får tænkt det sociale aspekt med ind i renoveringen, får flere beboere lyst til at lære hinanden bedre at kende og småsludre sammen. I dag indbyder området jo heller ikke ligefrem til, at man benytter udenoms-arealerne. Det er jo meget nemmere at gå direkte hjem til sig selv,” siger Jørgen Knudsen.

 

For at skubbe samtalerne i gang blandt beboerne vil man satse på en fælles ankomststi til boligerne, hvor man placerer en siddeplint strategisk, så det falder beboerne naturligt lige at holde en pause, inden de går indenfor. Og for at gøre det mere indbydende vil man pynte med plantekummer. Alt sammen med det formål at understøtte det gode naboskab, øge livskvaliteten og skabe tryghed. 

 

Formålet med pilotprojektet er at udbrede kendskabet til og opbygge flere erfaringer med sociale renoveringer, målrettet fx opgange, vaskehuse eller ”kantzoner” imellem folks egen matrikel og fællesarealerne. Alle sammen steder, hvor beboerne færdes i hverdagen, og som giver øget mulighed for daglige møder og deltagelse i det lokale fællesskab.

 

De fire boligområder i Vojens, Rødovre, Aarhus og Kalundborg er blandt andet udvalgt efter geografisk spredning i landet, og om hvorvidt det er tæt lavt byggeri eller etagehuse. Alle boligområder er et stykke henne i de fysiske renoveringer, men stadig ikke så langt, at de ikke kan nå at projektere eventuelle nye tiltag inden udbud. 

 

”Vi er enormt glade for at være med i pilotprojektet om sociale renoveringer og får helt klart nogle forbedringer, som vi ikke ellers ville have haft økonomi til, og som kan bidrage positivt til det menneskelige aspekt,” lyder det fra Jørgen Knudsen, som fortæller, at der også kommer et værksted i et fælleshus, en hotelbolig, hvor beboernes gæster kan få lov til at overnatte, tilbygninger til husene og ejendomskontor placeret midt i bebyggelsen, så der kommer større sammenhængskraft i boligområdet.

 

Tjørneparken har fået tilskud fra Landsbyggefonden på omkring 60 millioner kroner til de sociale renoveringer. De forventer at påbegynde renoveringerne til sommer 2019 og håber at være klar i 2023. 

Læs mere

Annonce Annonce Annonce

DE FIRE PILOT-PROJEKTER

Vojens:
Boligselskabet af 1943
Antal boliger: 104
Byggeår: 1958-1961-1967
Samlet budget for renovering: 125,4 mio. kr.

Rødovre:
Lejerbo, Tjørneparken afd. 056
Antal boliger: 198 + fælleshus
Byggeår: 1957.1959
Samlet budget for renovering: 345 mio. kr.

Aarhus:
Østjysk Bolig, afdeling 6 Bispehaven
Antal boliger: 870
Byggeår: 1969-1973
Samlet budget for renovering: 250 mio. kr.

Kalundborg:
FOB Kalundborg
Antal boliger: 432
Byggeår: 1939- 1975
Samlet budget for renovering: 183 mio. kr.