;

DAB er nomineret til energi- og miljøpris

26. feb 2019

Godenergistyring og -ledelse har ført til, at DAB er nomineret til Energiforum Danmarks Energi- og Miljøpris. I begrundelsen for nomineringen står der, at DAB, og i øvrigt også Salling Group, er nomineret for ”solide og gedigne indsatser for energistyring og energiledelse”.


Det er et skulderklap, der anerkender at DAB i mange år har haft fokus på grønne tiltag, der kommer beboerne og miljøet til gavn. Boligorganisationen har blandt andet uddannet 150 grønne ambassadører blandt ejendomsfunktionærerne, og de er med til at optimere boligafdelingernes energiforbrug og finde på nye tiltag. Samtidig har DAB energirådgivere, der vejleder afdelingsbestyrelser i de mest hensigtsmæssige løsninger, og energirigtige løsninger er tænkt ind i renoveringer og nybyggeri.

DAB administrerer boliger, der huser 80.000 beboere. En væsentlig del af deres husleje er el, vand og varme. De samlede ressourceudgifter løber op i over 700 millioner kroner om året. DAB arbejder derfor tæt sammen med afdelingsbestyrelser og ejendomsfunktionærer om at optimere boligafdelingernes energianvendelse til gavn for beboerne og miljøet, forklarer Lars Gissel, energichef i DAB.

Ud over DAB og Salling Group er PensionDanmark og partnerskabsorganisationen Gate21 nomineret. Vinderen af årets Energi- og Miljøpris afsløres på Energiforum den 5. marts 2019.