;

Nyt evalueringsværktøj skal skabe bedre renoveringer

28. aug 2019

Dokumentér succeserne, del erfaringerne og brug dem til at skabe endnu bedre renoveringsprojekter. Dét er målet med et nyt evalueringsværktøj fra AlmenNet til de almene boligorganisationer.


Bedre evalueringer vil være til glæde for både boligorganisationer, projektlederen og branchen som helhed, lyder det.

Det nye evalueringsværktøj sikrer en mere struktureret og fokuseret opsamling af viden fra projekt til projekt. Et initiativ som byggedirektør Rolf Andersson hilser velkommen.


”Det vil være en gave, når vi kan se, hvad der er gjort andre steder, og hvad de har opnået. Så kan alle lære af hinandens erfaringer. Men det kræver, at vi kender til projekterne, og at de er tilgængelige,” siger Rolf Andersson fra KAB.


Rolf Andersson, der også er formand i AlmenNets bestyrelse, peger på, at systematiske evalueringer også hjælper boligorganisationerne til at blive skarpere på, hvad de vil opnå med renoveringsprojekterne. Men det kræver, at projektlederne kan se værdien i at stoppe op og reflektere.


Professor Claus Bech-Danielsen fra Statens Byggeforskningsinstitut har været med til at udvikle værktøjet. Han mener, at alene når de deler historierne, vil det gøre boligorganisationerne klogere på, hvornår de rammer skiven.


“Når man lægger så stort arbejde og så mange midler i et renoveringsprojekt, så skylder man sig selv at evaluere indsatsen og samle op på erfaringerne,” siger han. 


Undgå de samme fejl

Der bliver brugt mange penge på at renovere de almene boligområder. Siden 2010 har Landsbyggefonden eksempelvis ydet såkaldte støttede lån for 44,5 mia. kroner. I den periode har boligorganisationerne skulle omstille sig, og de har haft travlt med at fremtidssikre boligområderne. Når der er travlt, og når projektet kører, kan der være en risiko for at man glemmer, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Dermed er der en risiko for, at vi gentager fejlene til næste projekt.


”Byggebranchen er generelt for dårlige til at evaluere og samle op på erfaringerne, både herhjemme og i udlandet,” fortæller Claus Bech-Danielsen. Det gælder også i almene renoveringsprojekter. ”Der er lidt en tendens til at lave et projekt, aflevere og skynde sig videre til det næste.”

Evaluerer boligorganisationerne i dag? 
”Det korte svar er: Det gør de generelt ikke, selvom vi bruger rigtigt mange penge på hvert projekt. Vi taler naturligvis om renoveringens betydning og reflekterer over effekterne,” forklarer Rolf Andersson.


KAB har eksempelvis brugt ca. 1 mia. kroner på renovering af Farum Midtpunkt. Her er det lykkedes at komme fra 200 tomme lejligheder til en lille venteliste.


”Så renoveringen har ændret området; men der foregår ingen struktureret evaluering af projektet,” erkender Rolf Andersson, og fortsætter.


”Der er et stykke vej fra en samtale og en opsamling af et projekt til en struktureret og dokumenteret evaluering. Med det nye evalueringsværktøj er muligheden der.”


Dækker hele pladen

Fra SBi påpeger Claus, at forskerne også kan få glæde at evalueringerne.


”Der gennemføres i dag en række systematiske evalueringer (fra SBi, LBF, m.fl.); men det er kun i form af stikprøver. Det nye evalueringsværktøj dækker hele spillepladen, og dermed vil der fremover være et langt bedre grundlag for at dele viden og komme med konklusioner og anbefalinger.” 


Og jo mere systematisk opsamlingerne foregår, jo mere vil det gavne hele branchen, forklarer Claus Bech-Danielsen.


”Der vil blive etableret et fantastisk grundlag for forskning og statistiske undersøgelser.” 


Det store spørgsmål er så, hvordan man motiverer de enkelte projektledere og afdelinger til at bruge evalueringsværktøjet. For hvad får boligorganisationerne ud af det?


”Den enkelte projektleder bliver klogere på egne erfaringer, og så er han/hun med til at skabe en database for vidensdeling. Det vil gøre, at vi alle bliver skarpere på, hvad vi har lært, og det kan i sidste ende hjælpe organisationerne til at dele de gode historier, og dermed brande afdelinger” siger Rolf Andersson.  

 

 

”Når andres erfaringer er tilgængelige, så vil det sikre, at ikke alle løber panden mod en mur på samme måde, igen og igen.”
Professor Claus Bech-Danielsen fra Statens Byggeforskningsinstitut

 

Pral skaber videndeling

Det handler altså om faglig stolthed, om branding og lidt om pral.

”Vi elsker at prale. Og vi bliver smigrede, når nogen vil høre vores succeshistorier. Det styrker den enkeltes faglighed, og i sidste ende er jeg sikker på, at det vil højne kvaliteten af renoveringsprojekterne – til glæde for beboerne,” siger Rolf Andersson.


Eller som Claus Bech-Danielsen formulerer det:


”Når andres erfaringer er tilgængelige, så vil det sikre, at ikke alle løber panden mod en mur på samme måde, igen og igen.”


Med evalueringsværktøjet skal renoveringsprojekterne evalueres FØR projektet går i gang, EFTER renoveringen og i forbindelse med 5-års eftersyn. Rolf Andersson er sikker på, at det vil påvirke kvaliteten af renoveringerne. Han sammenligner med etableringen af Byggeskadefonden i 1986, som ”har skabt en bevidsthed om, hvad virker og hvad virker ikke. På kort tid faldt mængden af byggeskader markant.” 


Og tallene bakker Rolf Anderssons pointe op: Byggeskadefonden blev etableret i 1986, og sammenligner man nyere byggerier med byggerier fra 1980+90’erne, så er omfanget af store fejl faldet med 90% i de støttede byggerier.


”På samme måde kan vi håbe, at systematiske evalueringer vil gavne projekterne,” afslutter Rolf Andersson.


Claus Bech-Danielsen er også optimist, men påpeger, at det kræver, at evalueringsværktøjet bliver brugt.


”Brug tid på at blive klogere på de indsatser, der bliver brugt så mange ressourcer på. Så vil boligorganisationer få et redskab til at måle, hvad der virker, og hvad der ikke virker.”


Kom i gang med at evaluere med AlmenNets evalueringsværktøj

Det nye evalueringsskema fra AlmenNet er udarbejdet i samarbejde med SBi, Landsbyggefonden og en række almene boligorganisationer. Læs mere her!

AlmenNet afholder en række ERFA-møder om det nye evalueringsværktøj. Læs mere om dem her!