Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Et opkald om dagen sikrer tryghed for enlige i Løget By

25. apr 2019

Som en del af helhedsplanen i Løget By ved Vejle kan enlige beboere melde sig til at modtage et dagligt opkald fra frivillige beboere i boligområdet.

Når en boligsocial helhedsplan bekæmper utryghed i et boligområde, gøres det ofte ved at oplyse stier og fjerne utryghedsskabende elementer. Men anden mere nærværende form for utryghed hersker hos enlige ældre i nogle boligområder. Nemlig frygten for, at der skal ske dem noget i hjemmet, uden at nogen opdager det.
Og kampen mod lige netop den utryghed er man i det almene boligområde Løget By ved Vejle gået aktivt ind i. Her har man nemlig skabt en telefonkæde, der sørger for, at alle tilmeldte hver morgen, imellem 8.30 og 9.00, vil modtage et opkald på deres telefon.

”Vi gør det i høj grad for at skabe tryghed i hverdagen for de mennesker, der bor selv. De skal vide, at hvis der sker et eller andet, så har de altså mindst en daglig kontakt til et andet menneske,” siger Helle Kristiansen, der er projektkoordinator for den boligsociale helhedsplan for Løget By.
”Men den skaber ikke bare tryghed, men også glæde. Det kan jeg virkelig mærke på dem, jeg ringer til. Damerne, jeg snakker med, er altid glade for den lille snak,” tilføjer Preben Hanghøj fra Ældresagen i Vejle-Jelling, som fungerer som tovholder for projektet.


Nye fællesskaber

Selvom initiativet hovedsageligt skal bekæmpe utryghed, så nærer initiativtager Helle Kristiansen også håb om, at det i fremtiden kan komme til at bekæmpe ensomhed i boligområdet.

”Vi har mange andre sociale aktiviteter i området, og dem kan vi jo fortælle de enlige ældre om. Det kan jo godt være svært lige at tage det første skridt, men bare det, at man kender nogen, som også kommer, det kan være med til lige at prikke en i gang med at deltage i aktiviteterne,” siger Helle Kristiansen.
Men selv hvis de enlige ældre ikke bliver fristet af boligområdets andre tilbud, så vil tovholder Preben Hanghøj fra Ældre Sagen alligevel være tilfreds. Succeskriteriet er nemlig et andet.

”Det er først og fremmest for dem, der måske ikke er helt raske, og som er nervøse for, om der er nogen, der kan hjælpe dem, hvis de bliver syge. I det øjeblik vi ikke kan få fat i dem, ringer vi jo op til nogle pårørende, som han har givet os nummeret på,” siger Preben Hanghøj.


Kun få minutters samtale

Det vejlensiske initiativ er endnu meget nyt. For nylig blev der holdt informationsmøde, hvor 22 interesserede deltog. Mødet endte med, at tre enlige ældre meldte sig til at modtage opkald, og otte frivillige fra boligområdet og fra villakvarteret rundt om meldte sig til at ringe op.

”Vi håber selvfølgelig, at initiativet vil vokse. Det er jo et helt nyt tilbud, som lige skal løbes i gang. Så vi satser på, at deltagerne fortæller andre om det, så de også kan få glæde af det,” siger Helle Kristiansen og understreger, at man hverken behøver at være gammel eller at bo i Løget By for at tilmelde sig telefonopkaldene.
Og det er ikke meget, man forpligter sig til, hvis man melder sig som frivillig eller som modtager af opkald. Blot en kort sludder på nogle få minutter.
”Man ringer faktisk bare op for at sige ’godmorgen’, ’har du det godt?’ og ’kan du have en god dag’. Har man så talt om noget dagen før, så spørger man måske lige ind til det. Men samtalerne skal ikke vare længere end tre-fire minutter, da der kan være mange at ringe til på en morgen,” siger Preben Hanghøj, der tidligere har ringet op for et lignende initiativ et andet sted i Vejle.