;

Foto: Fra venstre står: Rasmus Haugaard fra HaugaardBraad, Thomas Kastrup-Larsen borgmester i Aalborg, Ole Nielsen direktør for Himmerlands Boligforening, Bent Madsen direktør i BL og Ib Fruensgaard formand for Himmerlands Boligforening. Foto: René Jeppesen

Foto: Fra venstre står: Rasmus Haugaard fra HaugaardBraad, Thomas Kastrup-Larsen borgmester i Aalborg, Ole Nielsen direktør for Himmerlands Boligforening, Bent Madsen direktør i BL og Ib Fruensgaard formand for Himmerlands Boligforening. Foto: René Jeppesen

Nyudviklet boligområde tager form i Aalborg

16. aug 2018

Boligkvarteret omkring Blåkildevej i Aalborg Øst har i mange år været plaget af arbejdsløshed, kriminalitet og boliger i forfald. Nu er tendensen imidlertid vendt og området er på vej til at blive et attraktivt kvarter for lejere, ejere og alle andre der kommer forbi.

 

“I har vendt Aalborg Øst til et område, som både er trygt at færdes i og attraktivt at bosætte sig i. Det skyldes det store samarbejde, som borgere og private investorer har etableret over de sidste otte år, og som nu når en gylden milepæl,” sagde Ole Nielsen direktør i Himmerlands Boligforening, der har været en af ankermændene for projektet, og som er Nordjyllands største boligforening.

 

Dagen cementerede samtidig afslutningen på opførelsen og renoveringen af de sidste almene boliger i området. Nu fortsætter arbejdet med at etablere private boliger, inden området efter planen skal stå færdigt i 2024.

Området omkring Blåkildevej i Aalborg Øst har tidligere haft et ry for at være et belastet kvarter med høj arbejdsløshed og meget kriminalitet. En massiv gennemrenovering af boligerne har gjort området attraktivt for både lejere, ejere og andre der kommer forbi. Det blev i tirsdags markeret med en konference og et rejsegilde for den sidste almene boligbygning i området.

 

Allerede nu er mange tilflyttere rykket ud til området. Siden 2005 er befolkningsantallet i bydelen steget med 11 pct. fra 42.000 til 47.000 mennesker. Ifølge Danmarks Statistik vil der i 2027 bo mere end 51.000 mennesker i Aalborg Øst.

 

En lang rejse

Det fremtidige Blåkildevej kommer til at bestå af både etageblokke, rækkehuse, etagehuse og punkthuse, der skal huse eksisterende beboere og tilflyttere. Formålet er at etablere en variation af forskellige byggerier, for på den måde at tiltrække en beboersammensætning, der kan styrke det gode sociale liv i bydelen.

 

Til konferencen var mere end 100 lokale borgere, håndværkere og private investorer mødt op for at høre taler og spise røde pølser, som det er vanen tro ved rejsegilder.

 

Og de fik varme ord med på vejen af Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), som fra talerstolen sagde:

 

“Det har været en lang rejse for Aalborg Øst, og der er stadig et stykke vej endnu. En ny bydel er dog allerede skabt, og æren for det skal tildeles de lokale investorer og de mange borgere, der har samarbejdet om projektet. Der er blevet udvist det mod og den handlekraft, som er nødvendig for at rette op på et udfordret område”.

 

Brug erfaringerne

Direktør for BL - Danmarks Almene Boliger, Bent Madsen holdte også en tale ved konferencen. Han havde svært ved at skjule sin begejstring over udviklingen i bydelen, da han som sidste taler gik på scenen.

 

“Jeg bliver helt glad i låget over at stå her,” sagde han indledningsvist.

 

“Glad, fordi den nye bydel skrider planmæssigt fremad, og glad fordi projektet beviser, at samspillet mellem private aktører, boligforeningerne og de lokale borgere er nødvendigt for at vende et udsat område. Det her er en inspiration for resten af Danmark, der kæmper med udfordringerne i udsatte områder,” sagde Bent Madsen.

 

Budskabet fra BL's direktør var da heller ikke til at misforstå: Aalborg Øst skal være inspirationskilde for andre områder, der kæmper for at komme udenom regeringens parallelsamfundsudspil.

 

Børnefamilierne kommer

At Aalborg Øst de sidste otte har været igennem en stor byfornyelse, er ikke gået ubemærket hen blandt de borgere der bor i lokalområdet.

 

Ægteparret Ulla og Tage Jensen var mødt op til konferencen, og omkring pølsevognen kunne de fortælle flere historier om, hvordan man for 15 år siden holdte sig inden døre efter mørkets frembrud.

 

“Når nogle nye flyttede herud dengang, var det næsten altid arbejdsløse, ældre eller udlændinge, altså mennesker som døjede med store sociale udfordringer. De lave priser herude lokkede mange til, men det blev hurtigt en ond spiral,” siger Ulla Jensen.

 

Ægteparret har boet i en villa på den anden side af Blåkildevej i 23 år, ca. 200 meter fra det sted, hvor konference og rejsegilde blev afholdt. I mange år var de nervøse for, om de nogensinde kunne sælge deres hus, men de bekymringer er for længst gjort til skamme.

 

“Vi er blevet rigtig glade for at bo her, og vi bliver boende her, så længe vi er raske nok og ved godt mod. Vi kan se, at der bliver solgt en del huse på vejen omkring vores villa, og generelt rykker der mange børnefamilier herud. Den dag vi vil sælge vores hus, skal vi nok komme af med det,” siger Tage Jensen.

 

Når store dele af byområdet står færdigt i 2020, vil der samlet set været investeret mere end 10 mia. kr. i området, penge som kommer fra offentlige myndigheder og private investorer.