28. JAN. 2026 KL. 10:00

Midlertidigt huslejetilskud er vedtaget: BL har opfordring til boligorganisationerne

Hjemløs Med Hund

Puljen på 15 millioner kroner skal forebygge, at flere bliver hjemløse, fordi de ikke har råd til at betale huslejen. Foto: Simon Jeppesen

Social- og Boligministeriet fordeler nu en pulje på 15 millioner kroner til 37 kommuner. Midler, som blandt andet skal støtte udsatte beboere i at kunne betale deres husleje, så de undgår at blive udsat af deres bolig.

Et flertal i Folketinget vedtog den 22. januar 2026 loven om et midlertidigt økonomisk tilskud til huslejen i 2026. Loven udmønter en pulje på 15 millioner kroner og bliver fordelt på 37 kommuner.

Ordningen skal hjælpe nogle af de mest udsatte borgere med at undgå udsættelse af deres bolig eller få adgang til en lejebolig, efter at kontanthjælpsreformen har fjernet den særlige støtte til høje boligudgifter.

”Kontanthjælpsreformen har skabt et akut behov for huslejestøtte, og derfor er det positivt, at Folketinget nu handler, og at midlerne når ud til de mest udsatte borgere. Mange af dem bor i almene boliger, og det er vigtigt, at de mest økonomisk trængte beboere bliver informeret om muligheden for støtte, så vi kan forebygge udsættelser,” siger Solveig Råberg Tingey, viceadministrerende direktør i BL.

Hun tilføjer:

”Det er positivt, at der handles nu, men midlerne er begrænsede, og 15 millioner kroner rækker kun på kort sigt og til en afgrænset målgruppe. Der er fortsat brug for mere varige løsninger, hvis vi skal undgå udsættelser og mere hjemløshed.”

Det er også nogle af hovedargumenterne i BL’s høringssvar til Social- og Boligministeriet i december.

Stigende huslejer presser ellers stabile beboere

Søren Sørensen, der er boligsocial leder i Alabu i Aalborg, er glad for at høre, at loven om midlertidigt huslejetilskud er vedtaget, for boligorganisationen oplever en markant stigning i antallet af beboere, der har svært ved at betale huslejen.

Organisationen har både en økonomisk rådgiver og beboerrådgivere ansat, som arbejder tæt sammen med udlejningen for hurtigt at reagere, når problemer opstår.

”Vi ser en tydelig stigning i restancesager. Antallet er vokset med omkring 40 procent, og flere sager ender hos advokat og i fogedretten. Heldigvis bliver nogle løst i sidste øjeblik – ofte fordi kommunen træder til,” siger Søren Sørensen.

Han understreger, at det langt fra er tale om marginaliserede beboere, men derimod helt almindelige familier, som ellers har været stabile lejere.

”Det er gode beboere, som vi er glade for, men nogle kan simpelthen ikke blive boende. Vores beboerrådgivere hjælper dem bedst muligt med at finde vej ind til kommunen, så vi kan forebygge udsættelser, men det lykkes desværre ikke altid,” fortsætter han.

Søren Sørensen understreger, at boligorganisationen nu står klar til at hjælpe beboerne og håber, at den nye pulje vil nå flest muligt af de mest udsatte i Aalborg.

Kommuner, der modtager midler

København, Aarhus, Aalborg, Frederiksberg, Horsens, Næstved, Slagelse, Dragør, Esbjerg, Guldborgsund, Viborg, Vejle, Odense, Herning, Kalundborg, Randers, Høje-Taastrup, Hvidovre, Haderslev, Helsingør, Fredericia, Kolding, Holbæk, Roskilde, Gladsaxe, Tårnby, Hillerød, Køge, Hjørring, Greve, Rødovre, Frederikssund, Sønderborg, Albertslund, Frederikshavn, Lolland og Ishøj.

Kilde: Social- og Boligministeriet

”Vi opfordrer, at boligorganisationerne til at styrke indsatsen for at identificere udsatte beboere og sikre, at de bliver informeret om muligheden for at søge huslejetilskud i kommunen. En proaktiv indsats kan måske være med til at forebygge udsættelser."

Solveig Råberg Tingey, viceadministrerende direktør i BL

Læs senere artikler

BL: ”Regeringens pulje til huslejetilskud er en god start, men behovet er større”

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Kontanthjælpsreformen er vedtaget

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Boligorganisationer kan være brobyggere

Ifølge Solveig Råberg Tingey fra BL, er de almene boligorganisationer oplagte brobyggere mellem beboere og kommuner. De har nemlig i forvejen et overblik over de beboere, som i dag – på grund af lavere ydelser i kontanthjælpen – oplever en markant højere husleje og har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

”Vi opfordrer, at boligorganisationerne – og særligt dem med tilknyttede økonomiske rådgivere – til at styrke indsatsen for at identificere udsatte beboere og sikre, at de bliver informeret om muligheden for at søge huslejetilskud i kommunen. En proaktiv indsats kan måske være med til at forebygge udsættelser,” forklarer hun.

Ansvaret ligger hos kommunerne

37 kommuner har forud for lovens vedtagelse tilkendegivet, at de ønsker adgang til puljen, som på 15 millioner kroner fordeles proportionalt efter antallet af hjemløse i de deltagende kommuner.

Herefter ligger ansvaret fuldt hos kommunerne: Det er dem, der skal identificere borgere, som er hjemløse eller har svært ved at betale huslejen, og sikre, at de får midler fra den midlertidige huslejestøtte.

Puljen kan både søges af borgerne selv, men kommunerne kan også tildele midler uden ansøgning – målet er, at hjælpen når ud til dem, som kommunen vurderer, har størst behov.

Sådan vil Københavns Kommune bruge puljen

I Københavns Kommune er de allerede godt i gang med at forberede modtagelsen af den nye pulje. Her har de fået et betinget tilbud om 4,28 millioner kroner fra Social- og Boligstyrelsen til midlertidigt huslejetilskud i 2026.

Ifølge centerchef i Socialforvaltningen, Eva Stokbro Jensen, ser forvaltningen positivt på, at der er afsat en pulje på 15 millioner kroner på landsplan, som er afgrænset til anvendelse i 2026.

”Vi forventer, at ved at benytte puljen i 2026 vil vi kunne hjælpe nogle af vores mest udsatte borgere med at blive i en bolig, de er ved at miste, fordi de ikke kan få økonomien til at hænge sammen. Kommunerne har dog ikke hjemmel til at fortsætte udbetaling af huslejetilskuddet efter 2026, så vi skal bruge tiden på at afsøge andre løsninger sammen med borgerne, og det ved vi, er meget vanskeligt i København.”

Puljen bliver ifølge forvaltningen dermed først målrettet borgere, der er udsættelsestruede som følge af kontanthjælpsreformen, og som stadig bor i egen bolig.

Støtten rammer kun en del af behovet

I BL’s høringssvar fra december kan man læse, at den tidligere huslejestøtte i kontanthjælpsydelsen, som blev afskaffet i juli 2025, omfattede næsten 15.000 borgere og omkring 240 millioner kroner årligt – hvilket står i skarp kontrast til den nye pulje på kun 15 millioner kroner.

BL opfordrer derfor Social- og Boligministeriet til tæt opfølgning og justering af ordningen samt til en mere varig løsning.

”Uden en holdbar model risikerer vi, at de samme borgere står i samme situation igen, når den midlertidige ordning udløber ved udgangen af 2026,” siger Solveig Råberg Tingey.

Huslejetilskuddet er midlertidigt, skattefrit, modregnes ikke i ydelser eller boligstøtte og kan udbetales med tilbagevirkende kraft fra 1. marts 2026, så udgifter i januar og februar kan dækkes.

Om skribenten

Anja Andersen 02823
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Midlertidigt huslejetilskud er vedtaget: BL har opfordring til boligorganisationerne

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Midlertidigt huslejetilskud er vedtaget: BL har opfordring til boligorganisationerne

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3166 )

0

Læseliste