24. FEB. 2026 KL. 10:00
Vandet presser nedefra – men pengene mangler
Lotte Lindgaard Andersen er projektchef i Civica. Hun har sammen med Landsbyggefonden kortlagt alle deres boligområder for små og store vandudfordringer. Foto: Lars Græsborg Mathiasen
24. FEB. 2026 KL. 10:00
Civica har fundet klimaudfordringer i 47 af sine boligafdelinger. Nu efterlyser boligorganisationen en boligaftale, som sætter en finansieringsramme i Landsbyggefonden, så klimatilpasning kan blive mere end pilot- og undersøgelsesprojekter.
Når klimaforandringer diskuteres, handler det ofte om stormflod og ekstremregn. Men i Civicas boligområder på Fyn er det sjældent havet, der truer. Det er derimod vandet under beboernes fødder og regnvand på terræn.
Højtstående grundvand og regnvand på terræn presser kældre, sokler og udearealer i den almene boligorganisations afdelinger. Når jorden er mættet efter kraftig regn, siver vandet ind i bygningerne, og det medfører fugt og risiko for skimmelsvamp, som skaber gentagne problemer med indeklimaet i boligerne.
I tæt samarbejde med Landsbyggefonden har Civica anvendt fondens screeningværktøj og kombineret resultaterne med egne data og undersøgelser. Denne samkøring af oplysninger har dannet grundlag for at vurdere, i hvilke boligafdelinger de skulle lave boringer.
Det er på den baggrund, at Civica som den første boligorganisation i Danmark nu har en regn- og spildevandspolitik samt en 10 års handlingsplan, der skal fremme sundhed og trivsel, klimasikre bygninger mod mere vand fra alle sider og fremme naturbaseret klimatilpasning.
”Selvom Civica i dag har et detaljeret overblik over problemerne og konkrete løsninger på tegnebrættet, så mangler der en afgørende brik – en finansieringsramme i Landsbyggefonden til egentlig klimatilpasning af vores boligområder,” siger Britt Kielstrup Hansen, direktør i Civica.
Budskabet er klart: Skal almene boliger være robuste i et vådere klima, må finansiering i boligaftalen følge med. Ellers kommer vandet før løsningerne.
47 afdelinger med vandproblemer
Den fynske boligorganisation har det seneste halvandet år kortlagt sine boligområder med Lotte Lindgaard Andersen som projektleder og specialist i regn- og spildevand.
Ud af Civicas 129 afdelinger har 47 af dem små og store vandudfordringer.
En kortlægning af, hvor problemerne er størst, har været et vigtigt udgangspunkt for boligorganisationens prioritering af, hvor de skal starte.
For at forstå problemernes omfang har Civica allerede nu igangsat boringer i 13 afdelinger med højtstående grundvand, og de vil hen over de næste 3 år udføre TV-inspektioner i 46 afdelinger for at afklare, om det er grundvand, kloak eller vand på terræn, som er kilden til problemerne.
”Vi oplever, at der er mange afdelinger med flere samtidige vandudfordringer, såsom højt grundvand, vand på terræn og fugt/vand i kældre. Derfor handler det nu om at få konkrete data og målinger, erfaringer fra driften samt observationer i bygninger og udearealer – ikke kun mavefornemmelser,” fortæller Lotte Lindgaard Andersen og tilføjer:
”Vi ved nu langt mere om, hvad der sker under jorden. Men viden i sig selv løser ikke problemerne. Vi ser ind i meget store omkostninger, hvis det viser sig at være terrænnært grundvand eller utætte kloakker.”
Målet er, at de hårdest ramte afdelinger har reduceret udfordringerne inden 2035.
ALMEN KLIMAKORTLÆGNING
Med Landsbyggefondens screeningværktøj (AlmenGIS) kan almene boligorganisationer systematisk kortlægge risikoen for højt grundvand, terrænvand og oversvømmelser i deres boligområder.
Værktøjet kortlægger cirka 92.000 bygninger i Danmark, som indeholder almene boliger og anslår de samlede udgifter til klimasikring af den almene boligsektor til omkring 34 milliarder kroner.
Tjek de samlede udgifter til klimasikring i din kommune her
For teknisk support i AlmenGIS kontakt Laura M. V. Knudsen i Landsbyggefonden.