Boligekspert: Politikerne overser den virkelige boligulighed

Lige om lidt går vi til kommunalvalg – og boligpolitik er blevet et varmt emne i valgkampen.

I Danmark taler vi gerne om, at alle skal have et godt sted at bo. Men virkeligheden ser anderledes ud, når man forlader de store byer.

Ifølge Curt Liliegreen, der er direktør i Boligøkonomisk Videncenter, vokser uligheden på boligmarkedet markant – især for ældre i landkommuner, hvor boligpriserne er lave, friværdierne små og udvalget af egnede boliger begrænset.

”Vi taler alt for ofte om de privilegerede ældre. Politikerne glemmer, at Danmark ikke har ét boligmarked, men mange. I landkommunerne er der tusindvis af mennesker, som ikke kan sælge deres hus, ikke kan bygge nyt og ikke har råd til at flytte,” siger han.

Uligheden bliver tydeligst, når vi bliver ældre

BL har lige udgivet en "Befolkningsundersøgelse" i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget, som viser, at et ”varieret boligudbud” og ”flere tidssvarende, attraktive boliger til alle livsfaser og indkomster” er højt prioriteret blandt vælgerne – særligt i landkommuner og dem, der nærmer sig pensionsalderen, er det et højt ønske.

Mange ønsker at blive i deres lokalområde, men vil gerne bo mere bynært med forretninger og offentlig transport i nærheden, når huset bliver for stort og svært at holde. Men det er ikke altid en mulighed.

”I byerne kan du nemt sælge dit hus og flytte i en lejebolig. I landkommunerne kan du ikke sælge, og mange ældre bliver fanget i boliger, de ikke længere kan passe. Det er en skjult social ulighed,” siger Curt Liliegreen.

Han tilføjer, at med alderen får mange også svært ved at overskue deres økonomi, og det hæmmer også boligrotationen.

”Jo færre midler du har, desto mere begrænset bliver dit frie valg. Derfor bliver den almene sektor helt afgørende, hvis vi skal sikre tidssvarende, ældreegnede boliger til alle – der er til at betale med en lille økonomi.”

Landkommunerne rammes hårdest

Liliegreen fremhæver, at landkommunerne i forvejen har den højeste andel af ældre borgere – og de laveste boligpriser.

”I kommuner som fx Lolland, Odsherred og Tønder er mange huse nærmest usælgelige. De mister værdi år for år, og beboerne mister friværdi. I de områder har mange reelt ikke nogen økonomisk frihed til at flytte til en anden ejerbolig, og derfor er de mere afhængige af at kunne få en betalbar lejebolig,” siger han.

Samtidig oplever mange boligorganisationer i landkommuner tomgang i deres ældreboliger.

”Flere boligorganisationer oplever tab på tomgang. Det er paradoksalt, fordi der ifølge vores beregninger netop er behov for almene boliger i landkommuner som følge af aldringen,” fortsætter han.

Politisk ansvar og korttidstænkning

Direktøren for Boligøkonomisk Videncenter mener, at udviklingen i høj grad er et resultat af manglende politisk blik for uligheden mellem land og by.

”Politikerne ser ofte boligpolitikken som et byfænomen. Men udfordringerne er helt anderledes i landkommunerne, hvor de fleste hverken kan bygge nyt eller låne penge i huset,” siger han.

”Der er brug for en boligpolitik, der ikke kun handler om at få flere ejerboliger og flere kvadratmeter, men om at skabe reelt lige muligheder for at bo godt – uanset postnummer og indkomst.”

Han hæfter sig også ved den politiske kortsigtethed:

”Politikerne tænker i valgperioder og handler ud fra meningsmålinger. Boligpolitik kræver tålmodighed og forståelse for komplekse sammenhænge – og det spænder ben for den langsigtede boligstrategi,” siger han.

Renovering, fællesskab og realistiske løsninger

Ifølge Liliegreen er der også brug for en ny retning, hvor fokus flyttes fra nybyggeri til renovering og omdannelse af eksisterende bygninger.

”Vi kan ikke bygge os ud af problemet. Vi må renovere os ud af det. Rundt om i landet står solide bygninger som skoler, sygehuse og offentlige kontorer, der kan omdannes til moderne, tilgængelige boliger,” siger han.

Han peger på, at den almene sektor står centralt i den opgave – men at den ikke kan løfte det alene.

”Det er naivt at tro, at de almene kan løse alt. Vi skal væk fra at tænke i siloer og i stedet samarbejde med private investorer og dele risikoen. Tingbjerg i det ydre København er et godt eksempel på, hvordan blandede ejerformer kan skabe sunde boligområder,” siger han.

Ærlighed omkring ulighed

Liliegreen har stor tiltro til den almene model og har mødt mange internationale boligfolk og investorer, som ser op til den danske model for almene boliger.

”Danmark står stærkt internationalt med sin almene model. Lande som Tyskland har solgt ud af deres almene sektor – og fortrudt. Vi har stadig en stærk, veletableret almen sektor, og det skal vi udnytte. Men vi skal bruge den klogt. Vi skal bygge til alle, også dem med en lavere betalingsevne. Vi skal skabe boliger, der understøtter fællesskab – og vi skal gøre det ved at renovere, genbruge og samarbejde,” siger han.

For Liliegreen handler fremtidens boligpolitik om at turde tale ærligt om ulighed og betalingsevne.

”Vi er ikke et fattigt land, men vi er et ulige land, når det handler om boliger. Politikerne skal forstå, at ikke alle kan eje, og ikke alle kan betale for moderne nybyggeri. Derfor skal vi også fokusere på at bygge og renovere direkte til dem, der har mindst,” siger han og afslutter:

”Vi skal have en boligpolitik, der tager udgangspunkt i virkeligheden – ikke i drømmen om, at alle kan eller skal bo som i Gentofte. Danmark bliver ikke stærkere af at lukke øjnene for uligheden. Den skal vi tage højde for – i lovgivningen, i planlægningen og i de boliger, vi bygger.”