20. AUG. 2025 KL. 08:28
Nye regelændringer giver bedre muligheder for sundhedshuse og solceller i den almene sektor

I Aalborg har et sundhedshus midt i boligområdet været med til at løfte hele kvarteret. Foto: Andreas Holm Hansen
20. AUG. 2025 KL. 08:28
Efter BL har presset på, bliver der nu bedre muligheder for at etablere sundhedshuse og andre erhvervsarealer i den almene boligsektor. Samtidig får boligorganisationer bedre mulighed for at udleje tagarealer til solceller.
Netop som sommervarmen havde lagt sig over Danmark, tikkede der en god nyhed ind.
Efter flere års tilløb er reglerne om sideaktiviteter i almene boligorganisationer nemlig blevet opdateret. Og der gemmer sig flere positive nyheder i den nye bekendtgørelse.
En af ændringerne er, at boligorganisationer fremover får bedre muligheder for at etablere sundhedshuse og andre erhvervsarealer.
Fagbladet Boligen har tidligere beskrevet, hvordan netop udfordringer med sideaktivitetsbekendtgørelsen spændte ben for, at der kan opføres et sundhedshus i et alment boligområde i Tønder, som tre læger gerne vil starte en praksis i.
Efterfølgende stod Mette Frederiksen frem på TV SYD og understregede, at det ikke skal være snubletråde i boliglovgivningen, som spænder ben for nære sundhedstilbud i yderområder.
Boligminister Sophie Hæstorp Andersen gik efterfølgende i gang med at få rykket netop den snubletråd af vejen, hvilket nu har udmøntet sig i en konkret ændring af reglerne, som BL også efterspurgte.
Ifølge Bent Madsen, adm. direktør i BL, er det positivt, at de juridiske benspænd nu er blevet ryddet af vejen. Flere boligorganisationer og kommuner står nemlig klar til at samarbejde om at etablere flere nære sundhedstilbud i almene boligområder – herunder sundhedshuse eller sundhedsydelser i lokaler i almene boligområder. Derfor er det et godt første skridt, at de første forhindringer er blevet fjernet. Men der er brug for en boligaftale, hvis det for alvor skal realiseres.
”En boligaftale er afgørende for at styrke den nære sundhed, både ved at skabe faciliteter til flere fremskudte sundhedstilbud, men også skabe boliger og boformer til den kommende generation af ældre, der skal bo længere tid i eget hjem. Interessen er enorm fra både kommuner og boligorganisationer, men vi har brug for en boligaftale for at komme helt ud over stepperne.”
Stort partnerskab om nær sundhed – Fælles om lokal sundhed
Fælles om Lokal Sundhed løber over en treårig periode fra august 2024 til august 2027.
Siden åbningen i oktober 2024 er mere end 125 partnere fordelt på kommuner, boligorganisationer, vidensaktører og civilsamfundsorganisationer, der har tilsluttet sig partnerskabet og interessen, stigende.
Partnerskabet samler boligorganisationer, civilsamfund, kommuner og andre sundhedsaktører til inspiration og erfaringsudveksling samt afprøvning af udvalgte konkrete initiativer. I partnerskabet vil man derfor skabe en platform for:
- at skabe forbindelse mellem aktører på tværs af sektorer og interesser, som ønsker at komme i gang med at bringe sundhed tæt på hverdagen
- at udveksle erfaringer og dele viden
- at sætte gang i konkrete lokale afprøvninger.
KL og BL lancerede i april 2024 udspillet ”Boligpolitik skal styrke den borgernære sundhed” som ramme om partnerskabet.
Læs senere artikler
To ministre siger det samme: Ny boligaftale skal sikre nærhed i sundheden
Kan leje tagarealer ud
De nye regelændringer rummer flere positive nyheder. De gør det nemlig også lettere for boligforeningerne at bidrage til den grønne omstilling, som BL har presset på for.
”Der bor omkring en million mennesker i landets almene boliger. Jeg er rigtig glad for, at vi ved at modernisere reglerne gør det lettere for de mennesker i fællesskab at træffe grønne valg. At bo i en almen bolig bør ikke være en forhindring for, at du kan bruge vedvarende energikilder i din daglige husholdning – tværtimod,” lød det fra social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen i forbindelse med ændringer i sideaktivitetsbekendtgørelsen.
Helt konkret får en boligafdeling nu blandt andet mulighed for at leje solcelleanlæg og udleje tagarealer og facader på deres bygninger til tredjeparter med henblik på opsætning af solceller.
Et par vigtige nedslagspunkter i regelændringerne er:
- Boligorganisationer og boligafdelinger får nu mulighed for at leje et solcelleanlæg og producere strøm til eget forbrug. Dermed slipper afdelingen for etablerings- og driftsudgifter.
- Det bliver også muligt for en boligafdeling at udleje bygningens tagflader og facader til en tredjepart, som så kan etablere solceller og aftage forbruget.
- Energilagring: Der er nu indsat en hjemmel til, at boligorganisationer og boligafdelinger kan eje batterier i tilknytning til deres solcelleanlæg.
- Den gældende grænse for solcelleanlæggets kapacitet hæves fra 6 kW til 8 kW, hvilket muliggør større anlæg og mere grøn strøm.
- VE-fællesskaber: Det bliver nu muligt for boligafdelinger at indgå i VE-fællesskaber sammen med andre aktører. Alt deling af strøm indenfor VE-fællesskabet skal ske via det kollektive net, og der pålægges derfor afgifter og tariffer.
BL har af flere omgange gjort opmærksom på de store uudnyttede potentialer, der ligger i flere solceller på almene bygninger. Og på de benspænd, som boligorganisationer møder, når de gerne vil være en del af den grønne omstilling.
På BL.dk er det muligt at finde den nye bekendtgørelse om sideaktiviteter i almene boligorganisationer, som også indeholder ændringer om ladestandere og IT-produkter.
Om skribenten

Niklas Asp Nielsen er uddannet journalist. Han sidder som indholdsredaktør på Fagbladet Boligen, skriver om den almene sektor og er samtidig en del af presseteamet i BL.
Seneste Artikel
Nye regelændringer giver bedre muligheder for sundhedshuse og solceller i den almene sektorNiklas Asp Nielsen er uddannet journalist. Han sidder som indholdsredaktør på Fagbladet Boligen, skriver om den almene sektor og er samtidig en del af presseteamet i BL.
Seneste Artikel
Nye regelændringer giver bedre muligheder for sundhedshuse og solceller i den almene sektor