Regeringen vil ikke forpligte politi til at informere om kriminelle

For at sikre trygheden i landets almene boligafdelinger har det gennem flere år været et ønske fra boligorganisationerne, at man gerne vil have automatisk besked fra politiet, hvis beboere kan dømmes for kriminalitet, der falder inden for almenlejelovens § 90 stk. 1 nr. 10.

Det er en paragraf, der muliggør ophævelse af lejemål, hvis beboere udøver bestemte former for kriminalitet inden for en kilometers afstand fra hjemmet. En praksis politiet i nogle politikredse udøver, men ikke i andre.

Den 19. november havde Folketingets Boligudvalg på begæring fra Danmarksdemokraternes Peter Skaarup, Kristian Bøgsted og Betina Kastbjerg indkaldt Social- og boligminister, Sophie Hæstorp Andersen og Justitsminister, Peter Hummelgaard i et åbent samråd. Ministrene skulle redegøre for, hvorvidt de mener, boligorganisationerne i dag har de nødvendige værktøjer til at ophæve lejemål som følge af alvorlig kriminalitet.

Ikke den rigtige vej at gå

Danmarksdemokraternes Peter Skaarup motiverede indledningsvist indkaldelsen med, at de ville have ministrene til at svare på, om de vil arbejde for, at politiet skal have pligt til automatisk at orientere boligorganisationerne, hvis en af lejerne får dom for en forbrydelse, der ligger inden for den type forbrydelser, der er oplistet almenboliglovens § 90 stk. 1 nr. 10.

”Jeg forstår til fulde almene boligorganisationer, som ikke ønsker at have utryghedsskabende kriminelle som lejere. Derfor forstår jeg også godt ønsket om, at de automatisk skal have besked, når en af deres beboere dømt for kriminalitet,” indledte justitsminister Peter Hummelgaard.

”Men jeg mener ikke, at en model, hvor politiet ved egen drift skal advisere en boligorganisation, når dens beboere er dømt for kriminalitet, er den rigtige vej at gå,” fortsatte han.

Boligorganisationens opgave

Han henviste i den sammenhæng til, at politiet hvert år behandler mange tusinde sager om kriminalitet. Skulle politiet give de almene boligforeninger besked, hver gang beboer begår kriminalitet, ville det ifølge Justitsministeren forudsætte, at politiet skulle gennemgå alle sager manuelt for at undersøge, om den sigtede bor i en almen bolig.

”Det er ikke oplysninger, politiet er i besiddelse af. Derfor vil det kræve, at politiet må indhente oplysninger fra andre kilder om det. Politiet vil i tillæg hertil skulle undersøge, om alle andre betingelser for en eventuel ophævelse af lejemålet er opfyldt. En sådan ordning vil derfor være en meget ressourcetung opgave for politiet,” forklarede Peter Hummelgaard.

”I min optik vil det ikke være en fornuftig måde at bruge politiets ressourcer på. Initiativet til at rejse sager bør derimod ligge hos boligorganisationerne, der har kendskab til de problematiske familier, der bor i boligorganisationen,” fortsatte han. Det er sådan lovgivningen er i dag.

Behøver ikke at være politiet

Fra flere sider blandt udvalgsmedlemmerne blev der spurgt til, om oplysningerne om sigtelser eventuelt kunne indsamles til boligorganisationerne et andet sted i processen før domfældelse.

”Hvis det er så stor en ekstra opgave for politiet, kan man så ikke forestille sig, at man i forbindelse med det forberedende arbejde ved domstolene også tager stilling til, om dommen eventuelt kan bære en senere ophævelse af lejemålet. I bekræftende fald kunne man så her undersøge, hvor pågældende bor og i tilfælde af, at vedkommende bor i et relevant boligområde, informerer boligorganisationen?” spurgte Carl Andersen fra Liberal Alliance.

Det tætteste, ministrene kom på at besvare eller tage stilling til forslaget, var en kommentar fra Justitsminister Peter Hummelgaard om, at politiet ikke fulgte de enkelte sager gennem hele retsprocessen, idet de overdrages til anklagemyndigheden, når de skal for retten.

Værktøjer skal først afprøves

Begge ministre redegjorde for de initiativer, som skiftende regeringer gennem de seneste år har gennemført, som skal lette boligorganisationernes vej til ophævelse af lejemålet.

Herunder den såkaldte parallelsamfundslov fra 2018, der blandt andet anviser, under hvilke omstændigheder - og i forbindelse med hvilke lovovertrædelser - almene boligorganisationer kan ophæve et lejemål. Samt den såkaldte fast-track ordning gennem retssystemet for ophævelser, hvor fogedretten kan medvirke til en udsættelse efter en straffedom, selvom der sker anke af straffedommen.

Endelig blev der også henvist til, at der i 2023 blev givet domstolene et historisk højt og tiltrængt løft med i alt cirka 2,3 milliarder kroner. En donation, der skal fremme sagernes hastighed gennem retssystemet.

”Jeg ved godt, at der er interesse fra de almene boligorganisationer for at få yderligere værktøjer til at ophæve lejemålene for kriminelle lejere. Men jeg mener også, det er for tidligt at konkludere på de værktøjer, som allerede er vedtaget. Seneste lovgivning blev vedtaget så sent som i juni 2022. Det tager altid lidt tid fra lovgivning indføres, til at man kan se en effekt,” sagde Social- og boligminister, Sophie Hæstorp Andersen.

Hun fortsatte med at redegøre for, at de almene boligorganisationer, sideløbende med ophævelsesbestemmelsen i almenlejelovens § 90, der jo relaterer til en konkret dom, også har andre muligheder.

”Der er reglerne om god skik og orden i forbindelse med almenlejeloven. De sikrer, at hvis en lejer overskrider reglerne om god skik og orden, så kan boligorganisationen også ophæve kontrakten på den baggrund. Det kan være, hvis en lejer udøver vold eller truer med vold, er til fare for ejendommen eller på anden vis er til fare for personer i ejendommen,” forklarede ministeren.

Beviset for reel bopæl

De to ministre blev videre præsenteret for en anden mur, almene boligorganisationer ofte støder på, når det gælder udsættelse af kriminelle beboere.

”En af de konkrete ting, der efterlyses af boligorganisationerne, er muligheden for at kunne opsige lejemål, hvor den skyldige reelt bor, men ikke nødvendigvis har registreret sin adresse. Praksis med den nye lovgivning har vist, at domstolene først anerkender det bevist, at den kriminelle bor på adressen, hvis den, der har bor eller har boet i lejligheden, eller at den der har været vært for personen, erkender, at personen bor eller har boet der,” sagde Carl Andersen fra Liberal Alliance.

”Og det gør de meget sjældent, fordi de ved, at det kan føre til en ophævelse af lejemålet. Det her er et konkret hul, som vi i hvert fald mener, vi bør kigge på, og er ministeren åben over for det?” spurgte han ministrene.

Det var ministrene ikke umiddelbart.

”Der er mange måder, hvorpå en udlejer kan bevise, at en person bor i lejligheden. Det kan være med hjælp af vidner, dokumenter, straffesager ved domstolene,” forklarede Social- og boligminister, Sophie Hæstorp Andersen, der henviste til at sidstnævnte var anvendt i forbindelse med en sag ved Østre Landsret.

”Det er sådan set kun retten, der sætter en grænse for, hvad man kan føre som bevis,” fortsatte hun.

Små åbninger

Carl Andersen fra Liberal Alliance spurgte desuden ministrene, om den nuværende lovgivning kunne fungere bedre – f.eks. med en landsdækkende vejledning.

Idet boligorganisationer og BL forklarer, at samarbejdet mellem politiet og boligorganisationerne ikke fungerer optimalt, og at der er stor forskel på samarbejdet fra politikreds til politikreds.

Justitsminister Peter Hummelgaard responderede, at det ville han bringe med tilbage til Rigspolitiet.

Slutteligt i det over en time lange samråd, spurgte Danmarksdemokraternes Kristian Bøgsted, om Justitsministeren ikke ville udarbejde en omkostningsberegning på den administrative ekstrabyrde, som ministeren mener, det vil påføre politiet, hvis politiet får pligt til at oplyse boligorganisationerne om relevante kommende straffesager. Dette indvilligede Justitsministeren i. Ligesom han slutteligt gav følgende indrømmelse:

”Hvis vi pludselig finder en metode, hvor politiet kan indhente de nødvendige oplysninger uden manuelt at skulle gennemgå hver enkelt straffesag, så vil vi absolut bakke varmt op om, at de nødvendige oplysninger skal tilgå til boligorganisationerne. Men der er i vi ikke endnu,” sagde Peter Hummelgaard. 

”Lige nu vil det kræve en systematisk gennemgang, som vil tage politiressourcer fra andre politiopgaver,” understregede han.